Læsetid: 4 min.

’Mindhunter’ giver seriemordernes ofre værdigheden tilbage

Joe Penhall og David Finchers ’Mindhunter’ er en fascinerende og forfriskende tv-serie, der går bag om det slidte seriemorderdramas konventioner og klicheer og i stedet viser, hvordan de blev til
Ed Kemper (Cameron Britton) demonstrerer for FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff), hvordan man bedst skærer halsen over på et menneske, i en scene fra tv-serien ’Mindhunter’. Foto: Netflix

Ed Kemper (Cameron Britton) demonstrerer for FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff), hvordan man bedst skærer halsen over på et menneske, i en scene fra tv-serien ’Mindhunter’. Foto: Netflix

19. oktober 2017

Han er et dybt foruroligende bekendtskab, Ed Kemper (Cameron Britton). Den to meter høje og to meter brede mand, der har myrdet en række unge kvinder – og sin mor – og ’fornøjet’ sig med deres hoveder, er skræmmende alene i kraft af sin enorme størrelse.

Men samtidig er han vennesæl og velovervejet, når han fortæller FBI-agenten foran sig, Holden Ford (Jonathan Groff), hvad han har gjort, hvordan han gjorde det og efterhånden også, hvorfor han gjorde det.

Det er svært at finde ud af, hvor man har Kemper, og det er ikke uden nervøsitet, at man overværer, hvordan han lægger sine store hænder om halsen på Ford for at demonstrere, hvordan man skærer halsen over på et menneske. Det skal bogstavelig talt være fra øre til øre, så man rammer pulsåre og luftrør, og offeret på én gang mister blod og bliver kvalt.

Kemper gør ham dog ikke noget, men han kan godt lide at tale, og det er Fords store held. FBI-agenten, der er en af hovedpersonerne i Joe Penhalls brillante, nye Netflix-serie, Mindhunter, forsøger nemlig at blive klogere på, hvad der har fået mænd som Kemper til at gøre, hvad de har gjort. I dag kender vi dem som seriemordere.

Dengang i slutningen af 1970’erne, hvor serien foregår, havde man  ikke terminologien klar – man kaldte dem sekvensmordere – og det er, hvad serien handler om: FBI’s kamp for at forstå en ny tids psykopatiske mordere, hvis motiver ikke umiddelbart er spor nemme at gennemskue.

Og det er grunden til, at Mindhunter er så vellykket og spændende – den går bag om alle det slidte seriemorderdramas konventioner og klicheer og viser i stedet, hvordan de blev til.

Systematiseret morderjagt

Mindhunter, der altså er skabt af Joe Penhall og produceret af blandt andre David Fincher og Charlize Theron, er baseret på virkelige begivenheder og personer og en bog af den levende FBI-legende, John Douglas, der i virkelighedens verden står i spidsen for det arbejde, som Ford og hans makker, Bill Tench (Holt McCallany) gør i serien.

FBI og politiet har på det tidspunkt i 1970’erne krydset klinger med flere seriemordere, heriblandt Son of Sam, Charles Manson og Zodiac-morderen. Men de mangler en større viden om og systematiseret tilgang til mordere, som tilsyneladende handler irrationelt og uforudsigeligt.

Ford, en ung, ambitiøs gidselforhandler og underviser hos FBI, slår pjalterne sammen med den garvede Tench, der arbejder i FBI’s adfærdsafdeling og rejser land og rige rundt for at fortælle lokalt politi om FBI’s metoder.

De to begynder at rejse rundt sammen og hjælper politiet med vanskelige sager, og Ford får gennemtrumfet – med nogen modstand fra deres overordnede – at de samtidig interviewer fængslede seriemordere, de kommer i nærheden af, som f.eks. Ed Kemper.

De to agenter får kontakt til en universitetsprofessor, Wendy Carr (Anna Torv), som er meget interesseret i deres projekt og i, at det bliver så organiseret og akademisk forsvarligt som muligt. Hun er overbevist om, at decideret forskning vil komme ikke bare FBI og politiet til gode, men få stor betydning for forståelsen af psykopati og magtstrukturer i samfundet mere generelt.

Mindhunter tager sig tid til at folde Ford og Tenchs arbejde og verden ud, og man forstår sagtens, hvorfor Fincher, der har instrueret de to første og de to sidste af første sæsons ti afsnit, har kastet sin kærlighed på serien (blandt sæsonens øvrige instruktører er danske Tobias Lindholm).

I struktur, tone og visuel stil minder den om Finchers egen Zodiac, netop fordi den går så tæt på personerne og deres arbejde og besættelse, hvilket er dybt interessant og tilfredsstillende at følge med i.

Ford og Tench har samme mål, men de er vidt forskellige i deres metoder. Ford er ung og impulsiv og har indimellem svært ved at holde distancen til de både uhyggelige og fascinerende mænd, han og Tench skal interviewe. Tench er den rolige, erfarne veteran, der har svært ved at være i stue med morderne, når de med stolthed eller ligegyldighed i stemmen fortæller om deres ugerninger.

Men fælles for de to mænd er, at de bliver påvirket af det, de ser og hører, og Mindhunter handler også om, hvad der sker, hvis man stirrer ned i afgrunden. Tench tager det med sig hjem, men vil ikke tale med sin kone, Nancy (Stacey Roca), om det. Ford taler med sin kæreste, den universitetsstuderende Debbie (Hannah Gross), om arbejdet, men det formørker hans sind og gør ham både paranoid og jaloux, hvilket ikke går godt i spænd med hans ofte lidt for egenrådige natur.

Fokuseret på mennesker

Hovedhistorien i Mindhunter spænder over hele første sæson – og formentlig også den sæson to, som er bestilt – men undervejs arbejder Ford og Tench på mindre sager, når de bliver bedt om det af det lokale politi et sted, hvor de underviser eller interviewer en seriemorder.

Nogle af disse sager afsluttes i løbet af et enkelt afsnit eller strækker sig over et par afsnit. På den måde holdes den dramatiske gryde effektivt i kog, og de to agenter får mulighed for at tale sagerne igennem med Wendy Carr og bruge den viden, de får gennem samtalerne med morderne.

En anden af seriens store kvaliteter er, at den nok handler om mænd, der hader kvinder, men uden at svælge i de grumme detaljer. Den er befriende ublodig og undgår således en af genrens grimmeste faldgruber. Mindhunter leger ikke med seriemordergenrens klicheer.

I stedet vender den tilbage til begyndelsen, fokuserer på mennesker og psykologi og lader, som om alle de andre film og tv-serier ikke eksisterer.

Der snakkes naturligvis om, hvad morderne gør ved deres ofre, men både FBI-agenterne og især det lokale politi har svært ved at goutere grusomhederne. Det forstærker kun tragedien, og serien ender med at give ofrene en form for værdighed tilbage, som ellers forlængst er blevet taget fra dem.

Mindhunter. Skabt af Joe Penhall. Hele første sæson kan ses på Netflix

Sebastian Gjerding udreder den kritik, to samfundsforskere retter mod Bo Smith-rapporten. Rune Lykkeberg sætter Hollywoods nye puritanisme i perspektiv. Monggaard om David Finchers nye seriemorderserie, og Ulrik Dahlin om Godhavnsdrengenes kamp for en undskyldning
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg er hooked.
Makkerparret spiller fremragende og billedernes blålige farvetoner og slidte bygninger er symbolske uden at være påtrængende :)

Erik Mikkelsen

Jeg har ingen sympati for serie mordere, og Ed Kemper fortjener den straf han har fået.
Hvis jeg skal prøve at være lidt positiv overfor ham, kan man godt være ærgerlig over
at en mand med hans høje IQ er endt sådan.

Erik Mikkelsen

.
Der er sikkert andre rundt omkring i verden, der har oplevet det samme
som han med en " meget dominerende mor, uden de endt så galt.
Jeg kan ikke lade være med at komme med en Ed Kemper udtalelse i serien:
et amerikansk college er som en candy store.

.