Når det gør ondt på den gode måde

Da Manchester-ensemblet Oasis med et brag landede på rockscenen i 1994, følte jeg mig både frastødt og tiltrukket af bandet, idet dets himmelråbende mangel på originalitet delvist opvejedes af energi, frækhed og drive.

Og så var det svært at komme udenom Noel Gallaghers tæft for at skrive fængende syng nu med for helvede-numre, der godt nok mindede om noget før hørt, men som ikke desto mindre lige fik en drejning, så de antog karakter og ikke lød som ren metervare.

Det skadede heller ikke sagen, at lillebror Liam Gallagher besad en effektiv og distinkt rockstemme, som formåede at puste liv i sangene og give dem troværdighed.

Til en begyndelse, i det mindste. To glimrende, men langtfra fantastiske lp’er, sendte gruppen helt til toppen af poppen, i hvert i England, hvilket medførte et grasserende storhedsvanvid, der kombineret med uhæmmet adgang til alkohol og kokain gjorde de to brødre til burlesk tabloidmateriale, omend på bekostning af musikken.

Hvor Noel er den bedst begavede af de to Gallagher-brødre og tilmed i besiddelse af et skarpt vid, synes der hos Liam ikke at være den store afstand mellem tanke og tale, den pæneste måde hvorpå det kan udtrykkes, at han virker en smule dum.

Oasis er for længst en saga blot, de to brødre skiltes som uvenner, Liam dannede bandet Beady Eye, der ikke gjorde kunstnerisk væsen af sig, og nu er den 45-årige sanger med albummet As You Were klar til at stå på egne ben. Med assistance fra producer Greg Kurstin (for lyden er helvedes god, guitarerne slår gnister) and a cast of thousands, jo da.

De fleste sange er co-writes, og et par stykker har Liam intet haft med at gøre, såsom den snurrige »Chinatown« (skrevet af Michael Tighe og Andrew Wyatt), hvor linjer som:

»Well the cops are taking over
While everyone’s in yoga
‘Cause happiness is still a warm gun« 

og:

»What’s it to be free, man?
What’s a European?
Me, I just believe in the sun« passer perfekt til hans drævende sangforedrag, samtidig med at de lyder godt, men betyder hvad? Er det sidste en kommentar til Brexit? Hvem ved? Who cares?

Nå, ret skal være ret, jeg er positivt overrasket over, at As You Were ikke er dårligere end det er, selvom det naturligvis er fortærsket retrorock for fuld skrue. Nu skriver jeg rock, men overvægten af mellemtemponumre er iøjefaldende, når man påtænker, at Liam Gallagher er typen, der uden skygge af ironi gladelig udbryder ting som »rock’n’roll, man!« i tide og utide.

Påvirkningen fra idolerne The Beatles (især John Lennon, hvis sangstil må være Gallaghers største inspiration) er voldsomt hørbar såvel musikalsk som tekstligt, men ikke så man krummer tæer. Er man til professionelt udført, traditionelt tænkt rock uden dikkedarer, glider As You Were lige ned, ja, det er en humørspreder, og jeg kan faktisk meget godt lide den uden at falde i svime.

Gallaghers modsætning

Den gode Archy Marshall, der til dato har udsendt et enkelt album under eget navn, den eksperimenterende og fascinerende hiphop-lp, A New Place 2 Drown (2015), er nok bedre kendt under sit alias King Krule.

Som sådan debuterede han på sin 19 års fødselsdag i 2013, med det opsigtsvækkende 6 Feet Beneath the Moon, hvor han iblandede sit udgangspunkt i sanger-sangskriver-genren med elementer fra trip-hop, postpunk, art pop, lo-fi jazz og sågar eksperimenterende R&B, så nej, han var/er ikke for fastholdere, tværtimod holder han konsekvent lytteren på tæerne med sine mange afstikkere fra den slagne vej. Han er på alle niveauer en Liam Gallaghers diametrale modsætning, og tak for det.

Med hans andet album som King Krule – The Ooz, hedder det – fortsætter Archy Marshall videre ud ad sin skæve, musikalske vej.

Det er en ordentlig portion, han disker op med i denne ombæring, ikke færre end 19 numre begaver han verden med, og det er ikke musik af den type, der lige kan fordøjes i en enkelt omgang, der kræves lydhørhed og en ikke ringe portion meddigtning fra den lyttendes side, ellers er det ren spild af tid.

Han kombinerer elegant, men også stadig kontrært debutens vildskab med den atmosfærisk stoflige stemning, der hvilede over hiphopudgivelsen i eget navn, og resultatet er blevet en afvekslende, gerne udfordrende og hundrede procent kunstnerisk bæredygtig udgivelse i den flottere ende.

Teksterne er pænt kryptiske, men formår ikke at skjule, at sangeren har fået nogle tærsk i et forhold, der tilsyneladende ikke kunne holde. Så der kredses om den række ofte modstridende følelser, en kuldsejlet affære evner at udløse, lige fra vrede og had til ømhed og længsel samt naturligvis galopperende selvhad og tvivl, tvivl, tvivl.

Det er jo som bekendt excellent, kunstnerisk benzin, og det driver pladen afsted på samme måde, som det tematisk samler de mange musikalske tråde til en meningsfuld helhed.

King Krule formår ved sit voldsomt musikalske blandingsmisbrug faktisk at aftvinge en række kendte udtryk nye nuancer, og han fortjener såvel vores kærlighed som respekt for The Ooz, der gør ondt. På den gode måde.

Liam Gallagher: As You Were (Warner Bros)

King Krule: The Ooz (True Panther/Playground)