Læsetid: 4 min.

Naivisme-a-go-go

Der er en lethed, hygiejne og orden i dansk pop og rock i disse dage. Måske et forsøg på at tage dramaet ud af en virkelighed, der er ved at hidse sig lige lovlig meget op
Trioen Efter Festen praktiserer sort humor i kejtet syet synthpopspændetrøje.

Trioen Efter Festen praktiserer sort humor i kejtet syet synthpopspændetrøje.

Peter Lamberto

13. oktober 2017

Der er en fornuftig ordenssans, en søgen efter uskyld og enkel inderlighed i dele af tidens danske pop og rock. Unge og yngre bands søger spinkle, klare udtryk og let afkodelige melodier. Og hertil tekster, der enten for fuld hammer eller med en ironisk eller kritisk kniv i ærmet dyrker naivismen – ofte med enderim.

Det kan lyde som et forsøg på at oprette en parallel verden, et refugium, som det er lettere at finde mening i end den reelle, anderledes bøvlede, infernalske, kyniske verden, som vi alle rabler rundt i. En falsk orden – som føles reel nok, imens musikken spiller.

Således også hos aktuelle Barselona, hvis debut-ep har varedeklaration i titlen. Drengepop. Her får den ikke for lidt med blåøjet følsomhed og af og til lige lovlig umage enderim:

»Man kan gå i stykker/ Men et liv kan ikke reddes med krykker/ Lyset og skyggen/ Gyset ved lykken/ Hvad nu?/ Jeg er så glad, jeg kunne græde.«

Det er rørende enkelt, og det er musikken også. Man kan se lige igennem den – dér er guitaren, bassen, trommerne, synthesizeren. Og man kan finde behag i de enkle melodier, kun med et let lag af melankolske dun. Og i de håbefulde tekster om at vente på hinanden, om sommer og sol, som glider over de dirrende adamsæbler. Jeg kan sagtens savne lidt mere finesse i teksterne og mere karakter i melodierne, bare en milliliter af vanvid i kompositionerne, men naivismen og hygiejnen har sin pletvise charme på Drengepop.

Især »Alene Hjem« rammer en fin midsommermelankoli og kan noget mere og minder om, at Barselona lander, imens sommeren har sluppet taget i Danmark – og således også kan høres som lyden af en allerede tabt uskyld. Det handler jo alt sammen om kontekst.

Mellem det inderlige og ironiske

Der er langt flere kanter at slå på sig på – eller slå sig på lårene af grin over – hos trioen Efter Festen. Sort humor i kejtet syet synthpopspændetrøje. En råt nøgen tilstand, der virrer mellem det inderlige og det ironiske, mellem det udleverende og det distancerede. Naivistisk i musikken, prøvet af livet i teksterne.

Der er en form for pervers interesse i sygdom og lidelse, med både kemoterapi, depression, en tur på Sct. Hans. Kom så! Syng med på »Effexor, det er dig, der har bragt mig her«! Som det lyder i sangen, som er opkaldt efter en antidepressiv medicin, og leger med sloganismen, men også med de dystre perspektiver ved pillen: »Jeg var misantrop/ Og det gik mig som Job (...) Nu kan jeg i hvert fald få en rum tid til at gå.«

Bemærk de frække enderim. Eller man kan gyse med under virkelighedsskredene i »Jeg Så Mit Kors i Spar«, hvor hovedpersonen martres af angst.

Efter Festen består af Asbjørn Dueholm, Ida Meisling og Hjalte Lokdam, og deres album Det bedste indtil videre er spinkelt og lo-fi i sit formsprog, men der er en helt anden stilistisk spændvidde, formmæssig leg og skingert rørende stil i deres kompositioner sammenlignet med det ufærdige udtryk hos Barselona.

Det er klare udmeldinger om grumsede eller decideret kulsorte tilstande. Psykosomatiske kortlægninger. Tvangsmedicineret Pet Shop Boys. Med musikken og enderimene som en kun begrænset trøst.

Og undervejs peaker Det bedste indtil videre i det fremragende. Der er »Sommer i kemo,« der parafraserer videre på klaveret fra Velvet Undergrounds »All Tomorrow's Parties«. Den Skammens Vogn-klingende »Alle har deres.« Mens »Jeg er vild«, »Kold krig« og »Jeg lyver for min psykolog« alle er manende synthpop-sange.

Sidstnævnte får mig til at tænke på TV-2's tidlige stivbens-singalong. Mens førstnævnte er en udlevering af hipsterens småborgerlige tendenser »Jeg er vild med kunst/Det man finder i koncepter/Vækker min gunst«. Og: »Jeg kan ikke se logikken/I asylpolitikken/Men lader migranter i stikken.«

Og hvis man kan lide Efter Festens dissekerende blik på indieborgerskabets diskrete middelmådighed og behandlersamfundets fratagelse af individuel frihed, så kan man også spille noget så oppe i tiden som det brætspil, der følger med vinyludgaven af albummet. Det psykosociale brætspil involverer terningslag og ryk rundt på albumcoveret som spilleplade.

Man skal generere formuer inden for kategorierne »Penge,« »Kærlighed i bred forstand,« »Anerkendelse« og »Charme og snilde.« Det sker ved at trække kort og besvare spørgsmål såsom »Du heler din krop med motion/Men er du splittet som person?« Du har tre valg.

Spillet kan ses som et forsøg på at skabe orden i en uoverskuelig tilværelse. Jeg vandt første gang jeg spillede det. Sådan kan det ikke blive ved at gå.

Rørende melodiske sange

Vi skal også omkring en anden naivistisk betonet – engelsksproget – debut-ep. School of X’s Faded. Dream. Unge Rasmus Littauers lovende soloprojekt, ganske Mew-inspireret i sine lyse, luftige drømmepop-vokaler. Og med et ungt uskyldstab i teksterne: »I had a dream with you too/ It was a pool full of love for you/ You told me it would never be true/ Now we are far from being lovers.«

Sangene er rigt harmoniske, nogle gange rørende melodiske, og så huser de noget så forkætret i indie-kulturen som soli – lykkeligvis aldrig teknisk lirede, i stedet skridende ud i det ekspressionistiske eller op i det klart tegnede vemod. Smukke synth-nullermænd scratchet ret så kullet eller en tenorsax med ondt i hjerteklapperne.

Nogle sange bliver lidt for pænhedsdyrkende i deres harmoniske verdensforståelse og romantiske længsel. Men det meste af tiden marcherer School of X ind i i hvert fald mit følelsesregister – med støvler på, bevares, men hygiejnisk og ordentligt. Og dog, åh, så luksuriøst.

Og så sker der for alvor noget på »Forever«. Der rives hul i vellyden, der rækkes med en beslutsom næve ind mod noget mere rodet og ud mod noget mere hårdt. En form for genert hybris – smukt overskridende den lidt for ordensmaniske stilistik, denne signatur hører rundt omkring i det danske sommer- og efterårsland.

Barselona: ’Drengepop EP’ (ArtPeople Music)

Efter Festen: ’Det bedste indtil videre’ (Nordsø Records)

School of X: ’Faded. Dream.’ (ArtPeople Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu