Læsetid: 4 min.

Ondskaben, kan den være en blomst? Ja, hos Jean Genet kan den!

Hos Jean Genet har mennesket mange identiteter. Det er som om han i mødet med især maskuline skønheder – men faktisk i mødet med alle mennesker – er i stand til at se alle disse identiteter samtidigt
Jean Genet skrev den vidunderligt forførende og menneskekloge ’Tyvens dagbog’ i 1949. Nu kan den læses i dansk nyoversættelse.

Jean Genet skrev den vidunderligt forførende og menneskekloge ’Tyvens dagbog’ i 1949. Nu kan den læses i dansk nyoversættelse.

Mary Evans Picture Library

28. oktober 2017

Han havde styr på sit game, Jean Genet. Eller Jeannot, den forældreløse, tyven, den homoseksuelle, strejferen, straffefangen, trækkerdrengen, der blev født 19. december 1910 i Paris.

Opremsningen af disse skæbner og kvaliteter er vigtige for at forstå forfatteren Jean Genet, der har skrevet den vidunderligt forførende og menneskekloge Tyvens dagbog fra 1949, som første gang kom på dansk i 1955 og nu er her igen oversat af Niels Lyngsø.

Den er særlig, fordi Genets blik er et helt særligt blik, hans begær et helt særligt begær, »rettet mod alle former for maskulin skønhed, soldatens, sømandens, eventyrerens, tyvens, forbryderens«. Det er Genets sidste roman, men det er han enten ikke klar over, da han skriver den, eller også spøger han, når han sidst i dagbogen skriver, at »andet bind af denne Dagbog vil få titlen Sædelighedssager.

Dér har jeg til hensigt at referere, beskrive og kommentere festerne i en indre straffekoloni som jeg opdager i mig selv efter rejsen gennem den egn i mig som jeg har kaldt Spanien«.

I Tyvens dagbog ser den 35-årige Jean Genet tilbage på sin »mest elendige periode« i sit liv, da han som helt ung flakkede om i bl.a. Spanien, men han mindes ikke, han genskaber de år i skriften. Scene for scene.

Jean Genet: Tyvens dagbog

Min lyriske begejstring

Nogle beretninger bliver temmelig udførlige. Genet forklarer selv et sted hvorfor: »(udførligheden) giver mig lejlighed til at genopleve en scene som er uendeligt forførende«, og desuden rummer scenen »elementer der er kilden til min lyriske begejstring«. (Jeg har ikke sammenlignet Niels Lyngsøs nye oversættelse med Jørgen Rothenborgs gamle i alle detaljer, men lige på dette sted, hvor Genet læser sig selv, træder hans komplekse fremstilling af brutalitet og ømhed, af forbrydelse og begær, klarere frem i den nye.)

Genets lyriske begejstring – som han altså selv begrunder sin skrift med – er især kendetegnet ved at skabe tætte forbindelser mellem begreber og ting, der ofte bliver betragtet som uforlignelige. Hos Genet forbindes tugthusfanger med blomster på den allerførste side.

Det minder om Baudelaires onde blomster eller blomstrende onde, Les Fleurs du mal. Blomster, kan de være onde? Og ondskaben, kan den være en blomst? Ja, hos Jean Genet kan den!

Genets portrætter af samtlige af sine elskere og forelskelser, Salvador, Armand, Bernard (en politibetjent!), Lucien og Stilitano (altid Stilitano, der kun har sin venstre hånd – den højre ligger og rådner under et kastanjetræ et sted, Stilitano, alfonsen med sin vindrueklase af plastik i bukserne) har modsætningerne i sig.

Eller sagt på en anden måde: Alle tyvens blomster er oxymoroner, stilfiguren, der netop forbinder de størrelser, vi ikke er vant til at forbinde. Genet gør op med de vante forestillinger, det er spændende nok, men han går faktisk længere, idet han spejler sig selv i skammen, i grimheden, i ynkeligheden, i fejheden og i den vold, der bor i alle de forbrydere, han forelsker sig i.

Han gør forræderi, tyveri og homoseksualitet til teologiske dyder. Han tager andres lidelser på sig som en anden Jesus, han frydes ved hæsligheden – og så giver han de udstødte oprejsning ved at overøse dem med blomster.

Usædvanlig ensom

De udstødte forbrydere skal ikke elskes, fordi de også er gode, Jean elsker dem, fordi de er forbrydere. Selv blev han tyv, fordi han var homoseksuel – ikke fordi han voksede op som forældreløs på børnehjem: »Fordi jeg var hittebarn, fik jeg en ensom barndom og ungdom.

Fordi jeg var tyv, kom jeg til at tro på det særegne ved tyvens metier. Jeg var, sagde jeg til mig selv, en uhyrlig undtagelse. I virkeligheden var min hang til tyveri og mit arbejde som tyv forbundet med min homoseksualitet og udsprang af denne seksualitet, der i sig selv isolerede mig i en usædvanlig ensomhed.«

Kan man gradbøje det at være outsider, så er Genet i højeste grad en outsider. Han har en klar bevidsthed om sig selv som udstødt – heri består poesien, skriver han. Hos Genet har mennesket mange identiteter, det er, som om han i mødet med især maskuline skønheder, men faktisk i mødet med alle mennesker, er i stand til at se alle disse identiteter samtidigt – og han handler derefter.

Salvador, der dingler nederst i hierarkiet af kriminelle, gør han til sin elsker, morderen ophidser ham, i oldingen ser han sig selv. I stedet for at vække forargelse, afstand og afsky, vækker forræderne og forbryderne begæret hos Genet. Han ser stramme baller, en smidig gang, pynt og elegance.

»Jeres verden« skriver Genet flere steder om den verden, der har udstødt ham. »Jeres verden« er den trygge konformitet, og jeg havde nok ikke overlevet en dag som tyv i Andalusien, på Montmartre eller i Marseille, men jeg kan stjæle tyvens begærlige blik, for det er unægteligt sjovere at gå ned ad gaden og ud i verden med det.

Jean Genet: ’Tyvens dagbog’. Gyldendal, oversat af Niels Lyngsø, 360 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Anker Nielsen
  • Trond Meiring
Steffen Gliese, Anker Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ville være godt, hvis artiklens forfatter havde konsulteret en fransk-ekspert, før hun kom med alle de her overvejelser om onde blomster. Titlen 'Les fleurs du mal', Baudelaires kendte digtværk, betyder, oversat til dansk, 'Ondskabens blomster', altså der kan komme blomster ud af ondskaben. Det betyder ikke i sig selv, at blomster som sådan kan være onde, men snarere at ondskaben ikke nødvendigvis er entydig i sit udkomme. Betydningen i artiklen ville svare til, at Baudelaires bog-titel var 'Les fleurs de mal'. Forskellen mellem 'de' ikke efterfulgt af bestemt artikel og 'du', der jo er en sammentrækning af 'de' og 'le', den bestemte maskuline artikel, sætter grå hår i hovedet på mangen en studerende udi fransk og andre romanske sprog. Og så betyder den noget.