Læsetid: 8 min.

Den politiske korrekthed er død i amerikansk politik, men den lever på de amerikanske universiteter

De gamle vil have frihed, de unge vil have forbud på amerikanske universiteter. En væsentlig, engageret ny bog, ’Free Speech on Campus’, undersøger kampen om ytringsfrihed og imod diskrimination på campus i USA
De unge, som fordrer tolerance og skærpet bevidsthed om sociale aggressioner, kæmper ikke mod vindmøller. Der er racisme, kvindeforagt og stammeritualer på de amerikanske universiteter. Det understreger Chemerinsky og Gillman, og de præsenterer selv deres bog, ’Free Speech on Campus’, som et forsøg på at finde et kompromis mellem kravet om hensyn og ytringsfrihed. Billedet er fra en demonstration mod racisme på Yale-universitetet.

De unge, som fordrer tolerance og skærpet bevidsthed om sociale aggressioner, kæmper ikke mod vindmøller. Der er racisme, kvindeforagt og stammeritualer på de amerikanske universiteter. Det understreger Chemerinsky og Gillman, og de præsenterer selv deres bog, ’Free Speech on Campus’, som et forsøg på at finde et kompromis mellem kravet om hensyn og ytringsfrihed. Billedet er fra en demonstration mod racisme på Yale-universitetet.

Ryan Flynn

4. oktober 2017

Der er et Amerika, hvor tabuer bliver brudt, grænser for anstændighed bliver overskredet, og alt det forbudte nu råbes højt. Og der er et andet Amerika, hvor man beskytter hinanden mod fornærmelser, sætter nye grænser for udskejelserne og har udviklet en særligt hensynsfuld kultur.

Det ene er Donald Trumps USA. Præsidenten siger ting om kvinder, sorte og mexicanere, som de fleste ordentlige forældre ville slå hårdt ned på, hvis deres børn sagde det ved middagsbordet. Den store tabubryder i USA er ikke modkulturen, Beyoncé eller de progressive unge på landets fineste universiteter. Det er landets præsident, som hidser folkemængder op med grove angreb på minoriteter, dommere, journalister og udenlandske statsledere.

Man kan sige, hvad man vil i Trumps Amerika.

Det kan man så til gengæld ikke på de fineste amerikanske universiteter, som tiltrækker verdens dygtigste unge studerende. »Noget underligt sker på de amerikanske universiteter«, skrev Greg Lukianoff og Jonathan Haidt i 2015 i en artikel i The Atlantic, som er blevet et referenceværk for diskussionen om ytringsfrihed i USA.

Den hed »The Coddling of the American Mind«, hvilket løst oversat betyder »Den store krammer af det amerikanske sind«. Titlen på artiklen var en reference til Allan Blooms debatbog om dannelsestabet på de amerikanske universiteter fra 1987, The Closing of the American Mind.

Lukianoff og Haidt gjorde opmærksom på, hvordan de unge studerendes krav om tolerance og bevidsthed om deres ret til at blive beskyttet mod diskrimination har skabt en ny akademisk kultur. De unge er nu blevet moralske autoriteter, som kræver, at de gamle forskere og undervisere respekterer deres grænser. Forfatterne refererede, hvordan juraprofessorer var blevet presset af deres studenter til ikke at undervise i voldtægtslovgivning, fordi der kunne være voldtægtsofre i auditoriet, der havde traumatiske associationer knyttet til ordet.

De fortalte, hvordan det på ti universiteter i Californien nu er blevet registreret som ’krænkende udtalelser’ at sige, at »USA er en smeltedigel«, fordi det betyder, at minoritetsidentitet bliver ophævet i en amerikansk fælleskultur. Det var engang et progressivt ideal at se bort fra race og anerkende alle som lige borgere. Martin Luther King hyldede ’farveblindhed’ som ideal. Nu er idealet blevet, at man respekterer minoriteters særlige identitet.

To begreber var ifølge Lukianoff og Haidt symptomatiske for den nye kultur, trigger warnings og microaggressions. Trigger warnings er en advarsel, som professorer skal udstede, hvis værker eller tanker, som kan udløse krænkelseserfaringer, introduceres i undervisningen. F. Scotts Fitzgeralds klassiker The Great Gatsby skulle for eksempel ledsages med en trigger warning, fordi der er eksempler på fysisk vold og ringeagt for kvinder i bogen.

Microaggressions er en betegnelse for tilsyneladende tilforladelige replikker, værker eller tanker, som kan virke nedværdigende over for minoriteter. De amerikanske universiteter oprettede såkaldte safe spaces, sikre rum uden microagressioner og anstødelige værker, hvor de unge kunne føle sig frie og trygge.

Det bemærkelsesværdige er modsætningen mellem det politiske Amerika og det akademiske Amerika. Den politiske korrekthed er blevet et fjendebillede for den amerikanske præsident, mens den nærmest er blevet radikaliseret på de amerikanske campusser. Næste generation af brillante studerende og stjerneforskere bliver uddannet i en verden, som er mere hensynsfuld end nogensinde før, mens den offentlige samtale udenfor er mere hensynsløs, end den har været i 50 år.

Erwin Chemerinsky og Howard Gillman: Free Speech on Campus

Frihed fra og til

De to juraprofessorer fra University of California Erwin Chemerinsky og Howard Gillman analyserer i deres nye bog, Free Speech on Campus, Ytringsfrihed på campus, hvordan kulturen på de amerikanske universiteter er forandret. I 1960’erne ville de unge have frihed til at udtrykke sig, og de gjorde op med de gamles forbud, men nu er det de unge, som vil have de gamle til at beherske deres selvudfoldelser. Ungdommen er for de to forskere bestemt ikke, hvad den har været:

»Denne generation har en stærk og vedholdende trang til at beskytte hinanden mod hadsk, diskriminerende og intolerant tale – særligt i uddannelsessystemet«, anfører de i indledningen:

»Det er den første generation, som fra deres tidligere barndom er blevet opdraget til ikke at mobbe. Så længe, de kan huske, har deres skoler arrangeret ’toleranceuger’. Vores studerende fortæller ofte historier om, hvordan mennesker, de holder af, er blevet påvirket af mobning i skolen og på de sociale medier«.

De har set de andres lidelser, og de vil ikke finde sig i det. Deres projekt er også en slags frigørelse.

Man kan sige, at de unge på universiteterne er positive produkter af den politiske korrekthed, som Trump og hans vælgere reagerer negativt imod. Det er et socialt og kulturelt fremskridt, at unge har lært, hvor meget skade mobning og diskrimination kan gøre. De unge studerende er ikke, som de ofte bliver beskyldt for, narcissistiske og selvoptagede. De føler sig stærkt forpligtet på at drage omsorg for hinanden og på at skabe sociale rum, hvor de udsatte ikke bliver marginaliseret.

Undersøgelser viser, at de unge studerende er meget mere optaget af at censurere anstødelige udsagn om minoriteter end af at beskytte ytringsfriheden.

Deres kamp handler ikke om friheden til at udtrykke sig og udfordre de etablerede politiske sandheder, den handler om friheden fra racisme, sexisme og andre former for maskeret foragt. Og det hører med til historien, at de amerikanske universiteter ikke kun er steder for uddannelse, forskning og udveksling af ideer. Det er også ofte brutale sociale fællesskaber med broderskab og grænseoverskridende indvielsesritualer og det sted, hvor de unge oplever friheden, efter at de er flyttet hjemmefra.

»Der vil aldrig komme en nigger i SAE/ Der vil aldrig komme en nigger i SAE«, sang en gruppe fra et broderskab Sigma Alpha Epsilon fra University of Oklahoma på en bustur i 2015: »Du kan hænge ham fra et træ / Men han kommer aldrig tæt på mig / Der vil aldrig være en nigger på SAE«.

Kampen for frihed

De unge, som fordrer tolerance og skærpet bevidsthed om sociale aggressioner, kæmper således ikke mod vindmøller. Der er racisme, kvindeforagt og stammeritualer på de amerikanske universiteter. Det understreger Chemerinsky og Gillman.

De præsenterer selv deres bog som et forsøg på at finde et kompromis mellem kravet om hensyn og ytringsfrihed. De anerkender som præmis, at der er behov for en kritisk bevidsthed om, hvad man siger til hinanden, hvordan man siger det, og hvad det gør ved fællesskabet.

Det store problem er ifølge Chemerinsky og Gillman, at de unge ikke har nogen stærk forståelse af, at ytringsfrihed er et vigtigt princip, som man ikke kan tage for givet. De er vokset op med ytringsfriheden og har ingen erindringer om de kampe, som de unge førte i 1960’erne for at få lov til udtrykke sig.

Historisk har universiteterne en væsentlig funktion i ethvert samfund: De er der, hvor fri forskning udvikles, og ideer udveksles og udfordres. Det er grundlaget for forskning. Og det burde være hele rammen om universitetet: Det, der kan tænkes, skal tænkes her. De farlige ideer, som findes, skal ikke ekskluderes, men diskuteres, undersøges og udfordres:

»Campus kan aldrig censurere eller straffe, at man udtrykker ideer«, skriver Chemerinsky og Gillman: »uanset hvor krænkende de er. For ellers kan campus ikke udfolde sin rolle, som fremmer af undersøgelse, opdagelse og granskning af ny viden«.

Det kan og skal universiteterne ikke gå på kompromis med. Og den indstilling bør præge hele universitetet. Og man underminerer den kultur, når man, som de gjorde det på Yale University i 2015, opfordrer alle til at tænke over, om deres halloween-kostumer er anstødelige, eller når man, som Yale netop har gjort, sætter en ny sten over den hvide mands pistol på en gammel skulptur, der viser et møde mellem en indfødt amerikaner og en nybygger.

Man må kunne læse og diskutere The Great Gatsby, og man må kunne undervise i voldstægtsjura. Hvis man ikke kan det på universiteterne, kan man ikke være sikker på, at man kan det andre steder. Det er et privilegeret rum i samfundet, som bliver lukket, hvis man ikke kæmper for at holde det åbent.

Borgerrettighedsbevægelse

Men Chemerinsky og Gillman minder om, at universiteterne også har haft en anden funktion. Det er en politisk arena. De studerende kæmpede med sit down-aktioner og offentlige demonstrationer i 1960’erne for ytringsfrihed på campus. Det var et afgørende moment i borgerrettighedsbevægelsen. Og det havde et frigørende, politisk sigte:

»De, som fik mest ud af den nye opfattelse af ytringsfrihed, var de mest sårbare medlemmer af samfundet, og dem, som gik mest ind for social forandring, særligt fagbevægelsen, religiøse minoriteter, politisk radikale, borgerrettighedsdemonstranter, antikrigsaktivister og anderledes tænkende«.

Ytringsfriheden har altid været farlig, for man kan i sagens natur ikke kontrollere frie ytringer. Og den har altid været anstødelig og ubehagelig. Men et samfund, hvor farlige og ubehagelige ytringer bliver censureret, udvikler sig til et mere undertrykkende og ufrit samfund. Det bedste middel mod ubehagelige og anstødelige ytringer er ikke mindre, men mere ytringsfrihed, konstaterer forfatterne.

Det historisk ironiske er, at det nu er de gamle, som minder de unge om, at de skal blive ved med at slås for deres frihed. De kan sagtens se ud på det amerikanske samfund og finde stærke eksempler på, at frie ytringer kan være decideret uhyggelige. Den amerikanske præsident demonstrerer i praksis, hvordan opgøret med den politiske korrekthed kan føre direkte til legitimering af racisme.

Men forfatternes pointe er, at den racisme ikke forsvinder fra samfundet, fordi man censurerer den væk i sikre rum på de privilegerede amerikanske universiteter. Tværtimod: Uligheden mellem vildskaben derude og den fine kultur derinde bliver kun større. Og hvis man ikke kan udveksle ideer og udvikle evnen til at udholde de andres ubehagelige meninger og udfald, kan man heller ikke besvare den med argumenter og skabe et fælles repertoire af argumenter imod racisme og diskrimination.

Chemerinsky og Gillman skelner mellem hverdagsetik og jura: Universiteterne skal slå ned på racisme og sexisme, når den finder sted, med etiske anvisninger. De skal sanktionere udfald mod personer. Og hele den indsats er forudsætningen for, at man med jura og regler kan blive ved med at forsvare og insistere på den ytringsfrihed, som først og sidst er fundamentet for et samfund, hvor vi kan blive klogere i fællesskab og behandle hinanden ordentligt. 

Erwin Chemerinsky og Howard Gillman: ’Free Speech on Campus’. Yale University Press. 217 sider, 24 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Per Klüver
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Lige en servicemeddelelse vedr. et par almindelige misforståelser omkring trigger warnings og safe spaces.

Trigger warnings betyder uanset moralsk panik IKKE at det givne materiale skal udelukkes fra pensum, men at deltagerne er forberedt på hvad der kommer.

Safe space handler i modsætning til den moralske paniks rygter ikke om at man altid skal være pakket ind i vat, men om at nogle få begrænsede områder så vidt muligt holdes fri for nogle specifikke former for trælshed.

Når man graver på internettet kan man finde udskejelser i hensynets navn, men langt det meste af hvad vi hører er fordrejninger og overdrivelser. Moralsk panik.

Niels Duus Nielsen, Per Klüver, Eva Schwanenflügel og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvilke "specifikke former for trælshed" Troels Ken Pedersen? Kampen, som jeg forstår det, er jo om at udvide safe space konceptet til universiteternes akademiske miljø. Du mener ikke det er dybt skadeligt, hvis fri akademisk debat skal erstattes af overdreven forsigtighed? Heller støde én for meget end en for lidt på et universitet. Det er den eneste måde at skabe ordentlige akademikere.

Johnny Winther Ronnenberg

Hvis man ikke som studerende bliver udfordret både på fagligheden såvel som på sine holdninger, så er det vist spild af tid. Det var de ting der gjorde at jeg elskede min studietid og voksede både fagligt og som menneske, det ville jeg nødigt have undværet.

Gustav Alexander, Bjarne Bisgaard Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Politisk korrekthed svinger. Snart er det konservatisme, snart er det kulturradikalisme, snart er det social progressivisme, snart hård business.
I øvrigt, - de bedste universiteter findes i England.

Troels Ken Pedersen

Dennis Jensen: Det kommer an på det givne "space". F. eks. er det ret almindeligt at klubber af sorte studerende ikke gider have tage newbie-diskussioner om racisme/sorte menneskers IQ, plus tilhørende nedsættende udtryk. Der er så typisk masser af andre steder som ikke har sådanne begrænsninger, men selvfølgelig giver det forkælede hvide møgunger med heltekomplekser en voldsom trang til at lige netop DE diskussioner lige DER.

Kunne også være sådan noget som at en del læsegrupper/klubber udgrænser nogle spørgsmål om sexisme (igen ofte plus tilhørende nedsættende udtryk), som de føler behov for at kunne slappe af fra i DEN sammenhæng.

Christian De Thurah

"I hear words I never heard in the Bible", sang Poul Simon dengang det at blive provokeret stadig var noget værdifuldt og udviklende. Det er det åbenbart ikke længere. Trist.

Nu hvor den ny-liberale lalala-jeg kan ikke høre hvad du siger, anti-fa og anti-alt-muligt-trend begynder at udfolde sig i USA kan flere bedre se dårskaberne. Selvdefinitioner af hvad man ikke er, gør ikke een til noget som helst i sig selv.

Niels Duus Nielsen

Mine kilder på KUA fortæller mig, at der blandt de studerende er en lille - meget lille - gruppe SJWere, som agiterer for indførelse af safe spaces. De samme kilder fortæller mig, at det ikke er et problem, og at det store flertal synes at være ligeglade.

Men "Mødestedet" er ikke længere hvad det har været, får jeg at vide. Hvilket er trist, for der har jeg oparbejdet mange tømmermænd og diskuteret mange politisk ukorrekte emner.

Gustav Alexander

Troels Ken Pedersen,

indtil videre har du kaldt hvide studerende for "møgunger" og proklameret at debat med ikke-ligesindede er ubrugeligt. Universitetet kan og skal aldrig være for typer som dig, der benægter åben debat til fordel for falsk, udvortes tolerance - i sandhed en mere brutal racisme end den ærlige og åbenlyst udtrykte racisme - til fordel for safe spaces.

Det er pudsigt at den "tolerante" fløj af identitetspolitiske hysterikere er så optaget af at lave sekteriske opdelinger af hvide og sorte på baggrund af etnisk herkomst, lukke synspunkter de ikke kan lide (også foruden din stråmand om sortes intelligens). Det er jo jér der er de rigtige racister her og jeg håber så sandelig ikke at I får én fod til jorden i Danmark.

Nu er RUC jo også ude og afsværge sig verdens mest betydningsfulde og klassiske filosoffer såsom Hegel og Weber til fordel for tilfældige afrikanister alene i den politiske korrektheds navn.

Spar mig jeres korrekthed.

Troels Ken Pedersen

Dennis Jensen, jeg har intet sagt i den stil, det står alene for din regning. Hvide studerende er ikke møgunger over en kam, kun de af dem som insisterer på at enhver debat skal holdes på deres egne præmisser. Der er MASSER af steder hvor de kan have deres debatter, sagen er snarere at nogle få af dem, dem som jeg kalder møgunger, ikke kan tolerere at der er nogle FÅ steder hvor de IKKE kan dominere og definere debatten.

Men det er da godt at se at du kommer ud af busken med din støtte til åbenlys racisme. Rart med rene linjer på sin vis. At det er "mere brutalt" at ønske sig enkelte heller og pauser fra at skulle forsvare sin egen grundlæggende menneskelige ligeværd, end det er at forvare hvidt overherredømme og raceadskillelse med hvad dertil hører af vilkårlig vold og terror. Godt så.