Læsetid 5 min.

Respekt for Thomas Mann

Thomas Manns roman ’Kongelig højhed’ er perfekt. Den spiller på alt, hvad der er mannsk, men der er ikke meget på spil i den
Høj i hatten. Forfatteren fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet. 

Høj i hatten. Forfatteren fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet. 

Ullstein Bild

21. oktober 2017

Den første gang Thomas Mann tog romangenren op igen efter den formidable succes Buddenbrooks (1901), var med Königliche Hoheit, og det skete i 1909. Den handler ikke som ungdommens familieroman om uafvendeligt forfald, om en gammel, svækket verden, der opløses indefra og indhentes af en ny, stærk og moderne.

Det er omvendt. Den handler ganske vist om et økonomisk skrantende gammelt fyrstendømme af den slags, der kun fandtes i det wilhelminske kejserrige, men det reddes – mirakuløst – af amerikanske millarder.

Det traditionstyngede Liliputland i nød kommes til undsætning af en oliemagnat fra USA, der er så rig, at han er blevet syg af det (sjov detalje!) og må søge kurophold i Europa.

I dag er romanen omsider udkommet i en fordanskning, der er ualmindelig smuk og gennemarbejdet, ved Esther Kielberg, som behersker en tone og et stilleje, der matcher opgaven perfekt.

Seks år efter udgivelsen af denne epaulet- og silkeprydede roman indtraf den Verdenskrig, som blev enden på meget, for ikke at sige det meste, og altså også på monarkiet i Tyskland – det monarki, som Thomas Manns roman, ironi eller ej, tungen i kinden eller lige i munden, fejrer solidarisk.

Ser man på de samtidige fotografier af den ca. 35-årige forfatter, ligner han da også en elegant statsmand af den gamle skole, på hvis skrædersyede skuldre meget ansvar hviler. Sjældent har så mange kontrafejer vist Mann skuende selvhøjtideligt ovenfra og ned som dem, der blev til dengang, da han var nyslået upper ten-medlem i Münchens ypperste borgerskab.

Hvordan kommer romanens formæling i stand mellem aristokrati og kapital? Det gør den med kærlighedens stærke arm.

Thomas Mann: Kongelig højhed

En streng lykke

På trods af sin »hæmning« – et begreb, der i mange skikkelser ledsager, for ikke at sige nærmest styrer Thomas Manns univers fra forfatterskabets begyndelse til dets ende – bliver den unge prins Klaus Heinrich ikke bare forelsket i, men også trolovet med den amerikanske miliardærs storøjede datter, Imma. Hurra!

Klaus Heinrichs hæmning? (Det skal siges, at Kielberg oversætter »Hemmung« med det lovlig konkrete »misdannelse«). Det er en beskæmmende misdannet venstrehånd, som prinsen må skjule for verden, så godt han kan.

Men den hindrer ikke eventyrets lykkelige udgang, for er det ikke blevet forudsagt af en spåkone i fordums tid, at land og rige engang vil blive reddet af en mand »med én hånd«!

Den meget velopdragne unge mand, der qua tronarving ellers kun havde et liv i vente, som ikke er et liv, men lutter ydre form, som ikke er frihed, men de repræsentative pligters upersonlige spændetrøje, som kort sagt afrettes som symbol, opnår i forening med den intelligente frøken fra den nye verden, hvad romanen i sine sidste ord kalder »en streng lykke«.

Hemmeligheden bag den er, at også den 19-årige Imma er en slags særtilfælde, godt nok borgerlig, men et isoleret menneske, ikke uden hæmninger og fremmedhed for verden.

Og hemmeligheden bag hemmeligheden er, at Thomas Mann selv med sit ægteskab med rigmandsdatteren Katja Pringsheim fra de højere, kulturelle kredse i München, gav sig den borgerlige livsform i vold og sagde kategorisk farvel til det »frie« bohemeliv, han fornylig havde levet, og som også havde budt på homoseksuelle glæder.

En allegorisk roman

Mann erkendte selv, at romanens happy ending ikke fik for lidt, så han gik da heller ikke i rette med sin forfatterbror Heinrich, da det forekom denne, at både operetten og ugebladsnovellen umiskendeligt lurede på romanen. Ja, jo, medgiver Thomas Mann, den er »en smule populært forløjet«.

Der var også andre, der ikke rigtig kun genkende Tonio Krögers forfatter i Kongelig højhed, skønt hæmningen jo er tema i begge bøger. Herman Hesse f.eks., der aldrig hyldede borgerskabet, er direkte skuffet.

Hvis man ikke gennemskuer det selv, så har man forfatterens egne ord for, at der er tale om en allegorisk roman. Han siger det lige ud i et brev til en ven: »Ligesom fyrsten fører man (det vil sige kunstneren) en symbolsk, en repræsentativ tilværelse«.

Og til sin medsammensvorne lidelsesfælle, malerinden Lisaweta i Tonio Kröger siger Tonio om kunstneren, at der er noget »kongeligt og forlegent i hans ansigt« og fortsætter: »… i en fyrstes ansigtstræk, når han skrider civilt igennem en folkemængde, kan man iagttage noget lignende.«

Konge, fyrste! Det er jo nærmest en foregribelse af Kongelig højhed. Men hvad Tonio ikke havde kunnet forudse se, var, at der i Kongelig højhed som nævnt skulle gennemføres en forsoning med det borgerlige.

Klaus Heinrich og Immas bryllup er til folkets gavn – deres lykke og folkets lykke betinger hinanden. Man kan næsten se Tonio Krögers rynkede bryn for sig. Men hvad man til gengæld tydeligt kan se, er, at Kongelig højhed er et farvel til Tonio Kröger og hans ensomhed.

Ja, det er en allegorisk roman – om den kunstneriske eksistens – som ganske vist og skal kunne læses 1:1 af godtfolk. Hvad etiketten er for hoffet, er formen for kunstneren. Hvor fyrsten er afsondret, er kunstneren distanceret betragtende.

Hvor fyrsten ikke skal »drukne« i folket – det har Kongelig højhed en advarende scene om – skal kunstneren ikke hæmningsløst (!) hengive sig til livet. Gør han det alligevel, kan han dog i allerbedste og enestående tilfælde gøre sig håb om »en streng lykke«. Og det er just det tilfælde, denne roman vover at demonstrere.

Ikke meget på spil

Thomas Mann var mangt og meget – og ikke mindst mange. Han flyttede sig. Et centralt sted i Kongelig højhed bliver den unge prins belært om en enkel leveregel: Man må ikke være magelig! Og det kan man sandt for dyden heller ikke sige, at den evigt planlæggende Mann selv var.

I en meget udviklet forstand er Klaus Heinrich f.eks. forløber for Joseph i Joseph og hans brødre, enspænderen, der modnes til at gå konstruktivt ind i det sociale, men nu ikke på borgerlige, men kollektive betingelser.

Magelig er romanen heller ikke i sin rigdom på bipersoner og episoder. Der er faktisk i en lille pisten digter, der får audiens hos prinsen, en herlig parodi – på hvem? På ingen ringere end Tonio Kröger. Og en livsfjern lærer med overmenneskeideer, som er snydt ud af næsen på Nietzsche.

Samtiden forholdt sig ret kritisk til Manns royale roman. Adelen, der ikke gik op i kunstnerallegorier – f.eks. prinsesse Feodora von Schleswig-Holstein ­– sagde, at dens billede af den noble stand var fortegnet i almindelighed og forældet i særdeles, og det fik Thomas Mann meget sjov ud at svare belevent på.

Romanen måtte også høre for, at den gik de lumske jøders giftige ærinde ved at skildre den amerikansk-jødiske kapitals »velsignelser«, der tilsyneladende kom et lille fyrstendømme til gode. (Der er jødisk blod i Immas og hendes fars årer).

Venstrefløjen havde travlt med, at folket var skildret som undersåtter og intet andet, altså statister. Er tiden ikke løbet fra det? spurgte broder Heinrich, der netop var trådt frem i offentligheden som venstreorienteret demokrat.

For nu at slutte såre enkelt: Kongelig højhed er perfekt – den spiller på alt, hvad der er mannsk. Respekt! Men der er ikke meget på spil i den.

Thomas Mann: ’Kongelig højhed’. Oversat af Esther Kielberg. Gyldendal. 381 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu