Læsetid: 1 min.

Ridser i hjertet hos Anemonen

Teaterforestillingen ’Frøken Ignora eksploderer’ viser, hvordan Anemoneteatret altid har været optaget af at skildre børns følelser. Også de følelser, som de voksne ikke forstår
Det røde hår stråler af vrede i Anemonens grovkornede, men hjertelige ’Frøken Ignora eksploderer’.

Det røde hår stråler af vrede i Anemonens grovkornede, men hjertelige ’Frøken Ignora eksploderer’.

Anemoneteatret

27. oktober 2017

Det er glædeligt, at Anemoneteatret bliver ved med at kæmpe. Kommunens bratte nedskæring har fået teatret til at skifte navn til Anemonen, og teatret bag Kultorvet kalder nu også sig selv for et åbent scenekunsthus. Alt imens det venter på fornyet bevilling, naturligvis.

Lige nu har teatret sat en tidligere succes for de 5-12 årige på plakaten, nemlig Frøken Ignora eksploderer. Forestillingen er baseret på Katrine Marie Guldagers børnebogsserie om den temperamentsfulde og forladte Ignora, der bor i et vandtårn – til muntre tegninger af Charlotte Pardi.

Og på teaterscenen har scenografen Rebekka Bentzen skabt et beskedent, men ikke helt så underfundigt univers af trappetrin og kurve med sjove katte.

Rødglødende heltinde

Instruktøren, Lisbet Lipschitz, har valgt at dyrke Ignora-universets kontraster. Amalie Fjeldmoses intense Ignora bliver bogstaveligt talt rødglødende, når hendes kammerater ikke gør, som hun befaler.

Og Christian Bergman spiller hendes sårede ven med gode øjne, mens Ane Helene Hovby med fin verdensfjernhed spiller hendes bortløbne mor i plisseret nederdel. Grovkornet, men børnelogisk. Tilsat musikeren Sven Meinild, der klimprende kommenterer handlingen fra scenekanten.

Her er ingen subtile psykologiske gennembrud eller sceniske originaliteter. Alligevel er Frøken Ignora eksploderer en fin teateroplevelse. For den insisterer på at skildre et barns vrede – på barnets præmisser. Eller som Ignora forklarer det:

»Sådan er det, når man får ridser i hjertet.«

’Frøken Ignora eksploderer’. Baseret på bog af Katrine Marie Guldager. Iscenesættelse: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Rebekka Bentzen. Katte: Lin Harley. Musik: Sven Meinild. Aldersgruppe: 5-12 år. Anemonen i Suhmsgade ved Kultorvet. Til 2. november 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu