Læsetid: 5 min.

Seebach går i selvsving

Fredericia Teaters far og søn-musical har solgt over 100.000 billetter allerede i et musicalsultent Danmark. Men forestillingen er ikke nogen kunstnerisk åbenbaring. Den er kliché med kliché på
’Seebach’ er ikke nogen uforglemmelig musical. Men den afsluttende coverkoncert får publikum til at gå i ekstase over den skønne performer Joakim Lind Tranberg.

’Seebach’ er ikke nogen uforglemmelig musical. Men den afsluttende coverkoncert får publikum til at gå i ekstase over den skønne performer Joakim Lind Tranberg.

Søren Malmose

27. oktober 2017

Sidste scene af musicalen Seebach er faktisk slet ikke en del af forestillingen. Nej, det er en efterfølgende coverkoncert, hvor Rasmus-skuespilleren forlader musicaluniverset og trykker den af som – Rasmus Seebach.

Den nyuddannede skuespiller Joakim Lind Tranberg er kun 29 år. Han synger intenst, og han ser godt ud i jeans og hvid T-shirt, akkurat som Rasmus Seebach. Hans stemme har en overvældende sikkerhed og en følsom klang på samme tid. Og publikum på det totaludsolgte Fredericia Teater hujer og videofilmer ham, akkurat som om han havde været den ægte Rasmus Seebach med stritørerne og de svære forelskelser.

Det fortjener Joakim Lind Tranberg. Det heldige er dog, at han også i den egentlige musicalforestilling er i stand til at spille den kejtede og knudrede musikersøn, der går så grueligt meget igennem med sin alkoholiserede far, før han endelig selv kan folde sig ud som musiker i faderens fodspor.

Joakim Lind Tranberg er simpelthen en god skuespiller. Og hans kollega Teit Samsø (der alternerer med Pelle Emil Hebsgaard) fortjener også sit bifald, når han som Tommy giver alle de gamle Seebach-numre med flot stemme og inderlig betoning – og kærligt blik. Lige fra Krøller eller ej til Under stjernerne på himlen ...

For unge performere

Pointen er, at Joakim Lind Tranberg og Teit Samsø – der spillede søn og far, da jeg oplevede forestillingen – mestrer at spille skuespil og synge på samme tid. Det er netop det, der skal til, hvis man skal være performer i den krævende musicalgenre.

Men ak. Denne multitasking gælder ikke for resten af holdet på Fredericia Teater. Niveauet er ikke højt nok. En skuespiller som Emil Birk Hartmann, der spiller Rasmus’ bror, har også god gennemslagskraft. Men resten af forestillingens medvirkende er så unge, at de mest af alt ligner performere fra en scenekunstefterskole.

Da forestillingen viser en scene hjemme fra Tommys forældre, altså Rasmus’ bedsteforældre, spilles forældrene af skuespillere, der er yngre end Tommy. Den slags kan sagtens være et stilistisk greb, men her virker det ufrivilligt komisk. Og uprofessionelt.

Kassesucces

Fredericia Teater har forvandlet Fredericia. Enhver butiksfacade stråler med logoet over de to Seebach’er. Men Fredericia Teater har også forvandlet musicallivet i Danmark. Teatret har skabt en imponerende forretningsmodel for deres Disney-dominerede musicals, i hvert fald hvis man ser på billetsalget.

Seebach har allerede solgt over 100.000 billetter – altså næsten det samme som Cirkusrevyen. Forestillingen spiller også i Fredericia til midt i januar, hvorefter den spiller i Aarhus til april og på Gamle Scene til sommer. En ren kassesucces.

Kunstnerisk set halter Seebach dog voldsomt efter sidste års Klokkeren fra Notre Dame. Her var særligt scenografien med til at skabe teatermagi. Det kneb dog slemt med magien, da forestillingen flyttede ind på Det Kongelige Teater, hvor kongelogen brutalt blev pakket ind i videoskærme, som om Gamle Scene bare var en sportshal.

Det problem får teatret dog heldigvis ikke med Seebach, for scenografien her er fuldstændig kedsommeligt traditionel og kukkasseagtig med sine fem lodrette videoskærme på bagscenen, en drejescene og lidt løse bardiske.

Efterskolehumor

Det er selve ideen ved Seebach, der er det mest imponerende. For det er da vildt godt set af teaterchef Søren Møller, at Tommy og Rasmus Seebach tilsammen dækker alle de publikumssegmenter, der er parat til at bruge spareskillingerne på teater – fra oldeforældrene til skolebørnene.

Og det er flot, at Søren Møller har fået hele familien Seebachs tillid, så de gerne har villet dele deres erindringer med teatrets manuskriptforfattere Mads Æbeløe Nielsen, Thomas Agerholm og ham selv.

Men kunstnerisk set løfter teksten sig aldrig som dramatisk tekst. Det er kliché med kliché på næsten hele vejen gennem Tommys smertelige karriere og Rasmus’ barndom og frigørelse. Egentlig er det kun erindringerne om Tommys alkoholmisbrug og Rasmus’ overbærenhed og selvdestruktion, der skiller sig ud undervejs.

Manuskriptforfatter Thomas Agerholm er også forestillingens instruktør. Det er formodentlig grunden til, at sceneudtrykket kommer til at hænge fast i tekstens efterskolehumor, hvor bestilling af en pizza er tophittet af morsomhed. Performerne får ikke skabt nuancer i deres spil.

Sangmæssigt er de fleste af de medvirkende okay – men ikke mere end okay – og dansemæssigt er de for uegale og for beskedent udfordret i Kim Ace Nielsens forjagede hiphopkoreografi.

Forestillingens flotteste og mest stabile indsats kommer fra orkestret, hvis fem mand vitterlig rammer den særlige seebachske tone af pop- og trivirytmer, men som også netop skaber den fremdrift og den musikglade, som bærer forestillingen. Der er to kapelmestre, der alternerer – Thomas Møller-Schiønning og Martin Bermann Konge. Dem må Tommy da takke fra sin himmel.

Musicalelskerens dilemma

Jamen, hvor skal man da se god musical i dagens Danmark? En oplevelse af den semiprofessionelle opsætning af MCH Herning Kongrescenters Les Miserables i Aalborg Kongres & Kulturcenter i lørdags var et fint eksempel på, at semiprofessionelle musicalopsætninger sagtens kan matche de professionelle, når det angår korsangerne.

Selvfølgelig også når det kommer til de professionelle solister. Her var det ikke mindst Jean Valjean-sangeren Jesper Lundgaard og den nyuddannede, 25-årige sopran Mariann Mikkelsen, der sang rollen som den døende Fantime, så folk fik tårer i øjnene. Men sådan en forestilling falder uhjælpeligt i niveau, når det kommer til skuespillerevnerne i ensemblet, hvor de fleste er amatører.

Landsdelsscenerne viser efterhånden næsten kun teaterkoncerter. Så lige nu er det vel kun Det Ny Teater, der kan præstere musicals med både iscenesættelse, scenografi og performere, der når op på det internationale topplan, som er nødvendigt, hvis genren skal være egentlig seværdig.

Annie Get Your Gun med den ferme Maria Lucia og den charmerende Carsten Svendsen er vellyd og stemmeoverskud for alle pengene. Men selv denne veloplagte There is no business like show business-opsætning med tjekkede og velsyngende musicaldansere ligner et pengeshow.

Det er med andre ord svært at være musicalelsker i dette land, hvis man går efter den ultimative kunstneriske oplevelse. Seebach får i hvert fald ikke plads på uforglemmelighedshylden.

’Seebach’. Tekst: Mads Æbeløe Nielsen med Thomas Agerholm og Søren Møller. Musik: Tommy Seebach, Rasmus Seebach m.fl. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Scenografi: Thomas Agerholm og Benjamin la Cour. Kapelmester: Thomas Møller/Martin Bergmann Konge. Fredericia Teater til 14. januar 2018. Herefter Musikhuset Aarhus 21. april - 9. maj 2018 samt Det Kongelige Teater i København 22. juni- 15. juli 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

"Seebach får i hvert fald ikke plads på uforglemmelighedshylden."

Det må jo så står for anmelderens egen regning: Et bredt udvalg af andre anmeldere giver fem eller flere stjerner, og givet at den nu sætter rekord som den bedst sælgende musical i 15 år - og endda som dansk originalmusical - bør den huskes.

"Rasmus’ ... frigørelse"

Det virker på mig som en fejllæsning af musicalens intention. For mig at se er der ikke tale om at Rasmus frigør sig fra sin far, derimod at han vedkender sig arven. Han frigør sig ikke fra sin fars forventning, men påtager sig den og insisterer på Seebach-navnet. Hvis der er tale om frigørelse så må det være frigørelsen fra sin egen forestilling om at skulle frigøre sig.

"Og det er flot, at Søren Møller har fået hele familien Seebachs tillid, så de gerne har villet dele deres erindringer med teatrets manuskriptforfattere Mads Æbeløe Nielsen, Thomas Agerholm og ham selv."

Det er meget muligt at Fredericia Teater har haft god kontakt til Seebacherne, men det er også værd at bemærke at forestillingen er delvist baseret på Peer Kaaes biografi fra 2012, - som det står i programmet. Endelig er der Sami Saifs sympatiske dokumentarfilm fra 2010, som musicalen lægger sig i forlængelse af, f.eks. i portrætteringen af kultureliten.