Det er svært at forestille sig en ny, fremadstormende komiker lave et stand-up show på Netflix med vittigheder om, at kvinders mål i livet er at få så mange blomster som muligt, mens mænd bare gerne vil eje, se på og tale om værktøj. Det er en gammel sang, og man skal være en gammel stjerne for at slippe afsted med at synge den.
Jerry Seinfeld er netop en gammel stjerne, der har været med til at definere både stand-up- og sitcom-genren. I Jerry before Seinfeld, hans nye show på Netflix, ser den amerikanske komiker tilbage på, hvordan det hele begyndte. Det sker på stand-up-klubben The Comic Strip i New York, hvor han havde sine første optrædener tilbage i sluthalvfjerdserne og startfirserne. Her arbejdede han sig op fra open mic night til hovednavn, og her blev han spottet og booket til de vigtige talkshows, der gør folk til navne.
Speciale i petitesserytteri
Klubben er rammen om et nostalgisk og tilbageskuende show, og i den anledning har man fjernet de mest synlige spor af nutiden, for at den skulle ligne sig selv, som den ser ud i Jerry Seinfelds erindring. Han fortæller om at vokse op i et trygt hjem og længes efter sjovhed, om at være bygningsarbejder og føle, at livet først begynder, når solen går ned, og døren går op til stand-up-klubben.
Og så giver han den allerførste vittighed, han nogensinde fortalte på en scene, en tur til i manegen.
Det er en ordspillende tirade om, hvordan venstre står i skyggen af højre, og den er ikke sådan sygt sjov, men at den ikke er det, gør det bare tydeligt, hvor dygtig Jerry Seinfeld er til at levere den. For det lever og fungerer i kraft af hans timing og stemmeføring.
Det, der gør Seinfeld sjov, er ikke så meget hans iagttagelser som hans anfægtelse, der altid drejer sig om banaliteter. Mens komikere som Louis C.K. og Sarah Silverman bruger stand-up-genren til at stikke til store, fede problemstillinger og de tabuer, der omgiver dem, dyrker Jerry Seinfeld stadig rollen som neurotisk petitesserytter. Det er den, han optræder med, og den, som han finpudsede og videreudviklede i den epokegørende sitcom Seinfeld, som han lavede sammen med Larry David i perioden 1989-98.
Komedieserien handlede om livet som stand-up-komiker, og om hvordan andre mennesker med deres forstyrrende måder at være på forsynede ham med materiale til sine shows. Seinfeld var et festfyrværkeri af opfindsom dialog, dramaturgi og persontegning og fik stor indflydelse på, hvordan man har lavet komedieserier de sidste par årtier.
I Jerry before Seinfeld demonstrerer Seinfeld sit skarpe blik for mikroskopiske afvigelser fra hverdagens forskellige normer. Igen og igen fortaber han sig i den lille ubetydelige detalje ved siden af det tema, han slår an. Når Seinfeld går i gang med at fortælle om sin barndom på Long Island, skifter fokus hurtigt fra det liv, han levede der, til hvordan man bruger forholdsord.
Den tid og det miljø, han voksede op i, får han karakteriseret gennem en snak om navnene på de sukkerholdige morgenmadsprodukter, som også fyldte godt op i køkkenet hos hans alter ego (spillet af ham selv) i den epokegørende sitcom Seinfeld. Når han remser navnene op, kan man godt høre, at det nærmest var en konkurrence i at signalere usundhed, men som Seinfeld siger: »Alle var ligeglade, det var en god tid.«
Strømper stikker stadig af
Selve stand-up-showet afbrydes af korte dokumentariske bidder, der på konventionel vis fortæller om Seinfelds tidlige liv. Et par gange ser man ham sidde på en gesims i New York. »Det var her, det hele begyndte,« slår han ud med armene og siger. Hvad det lige var med den gesims dengang er uklart, men den bliver brugt som en portal til en svunden tid, hvor succesen endnu ikke var i hus.
Den nostalgi, vil jeg godt have lov at sige, er kedelig. Den lægger op til en fascination af den uchokerende omstændighed, at den succesrige komiker Jerry Seinfeld var et helt almindeligt menneske. Engang.
For at vise, hvor meget vand der er løbet gennem åen, siden Jerry Seinfeld for første gang stillede sig op på en scene, har man dækket en hel lille gade i New York med de papirer, han angiveligt har skrevet sit materiale på. Midt på vejen sidder han i skrædderstilling og fortæller, at han har skrevet rigtig meget i rigtig mange år. Det virker, som om han gerne vil demonstrere, at komiker faktisk er et rigtigt arbejde.
En del af det materiale, Seinfeld bruger i Jerry before Seinfeld, er genbrug fra de unge år. Et af glansnumrene i hans første tv-optrædener var en sød lille historie om, hvordan strømperne flygter fra resten af vasketøjet, når de ser deres snit til det. Vittigheden er fra før, jeg blev født, men så længe, jeg har kunnet tale og forstå, har bortblevne strømper været indbegrebet af en pudsig banalitet, man kan samles om at gøre sig lystig over.
Det er det, Seinfeld gør, og man mærker hans kærlighed til sit fag, som han har været med til at udvikle til det, det er i dag. At dømme ud fra Jerry before Seinfeld er de innovative år ovre. Seinfeld er stadig dygtig til sit job, men det nye og overraskende sker andre steder.
’Jerry before Seinfeld’ kan ses på Netflix.
Det var vist i 2011, han var i Forum på Frederiksberg. Selvfølgelig var det ikke det samme som den oprindelige Seinfeld, men han var helt ok.
Hele Seinfeld serien var ikke så meget en serie om at være stand upper, men mest af alt som en serie om ingenting. Det virker lidt underligt, at anmeldelsen finder Seinfelds banaliteter for slidte. Det er netop som anmelderen også selv påpeger, det tidsløse i at alle kender til forsvundne sokker, der gør at Seinfelds jokes aldrig rigtig bliver slidt. Seinfeld har aldrig været kendt for at være banebryder eller bannerfører for helt vilde ting, som artiklen ellers virker til at tilskrive hans sitcom Seinfeld. Hans og Larrys sitcom, blev netop så populær fordi den var "a show about nothing". Så at anklage Seinfeld for at være uddateret fordi han i dag mest er banal, er at ignorere hvorfor han i første omgang er blevet så stor.