Læsetid 3 min.

’Selvfølgelig er livet uretfærdigt – vi er kvinder’

’Brylluppet’ er historien om unge Zahira, der ikke vil indgå arrangeret ægteskab. Filmen balancerer fornemt kritik af islam med kritik af europæisk individualisme. Og med sit fravalg af underlægningsmusik taler den med en sober, rationel stemme
’Brylluppet’ er et fornemt portræt af en ung kvinde fanget i krydsfeltet mellem to kulturer og to aldre. En klemme, som viser sig at have en kønslig slagside.

’Brylluppet’ er et fornemt portræt af en ung kvinde fanget i krydsfeltet mellem to kulturer og to aldre. En klemme, som viser sig at have en kønslig slagside.

41Shadows

13. oktober 2017

Zahira ligger på briksen og skal have foretaget en abort. Hun har lige – efter at have spurgt – fået at vide, at det døde foster puttes i en plastpose og fryses ned, hvorefter det afhentes og afbrændes et særligt sted med speciale i medicinsk affald.

»Afbrænding ...« Hun trækker vejret hurtigt ind. »Kan vi lige vente et øjeblik?« Det kan de. »Jeg tror ... Jeg vil ikke det her.«

Hendes store angste øjne. Så erkendelsen i dem. Så sorgen over dét, der skal til at ske. Så vanviddet, der glimter i et par øjeblikke.

Det er stort skuespil af Lina El Arabi, der her viser en ung kvinde, der tror, hun kan træde vande og slippe tørskoet ud af sin uplanlagte graviditet. Men pludselig er ved at drukne i konsekvenserne.

Det er den belgiske instruktør Stephan Streker, der har instrueret og skrevet Brylluppet. En velspillet historie om 18-årige, belgiske Zahira, der ikke vil indgå i et arrangeret ægteskab med en af de tre pakistanere, som hun alle hilser på via Skype. »Vi må jo følge med tiden,« som moderen siger.

Men det har familien med de pakistanske rødder ikke. De frygter vanæren i hjemlandet, hvis Zahira nægter at gifte sig, og Zahira læres op i madlavning til husets mænd. Helt umoderne er de så heller ikke. De ved, at hun skal have en abort, og der er ingen vold i hjemmet.

Zahira står på tærsklen mellem ung og voksen. For en stund mest ung: spurtende og spruttende af grin i kamp for ikke at komme for sent. Inhalerende friheden på den hvide ridders motorcykel. Og, åh, se dem på klubben under house-musikkens udfrielse – akut afbrudt, da det viser sig, at storebror også er der.

En pakistansk Freddie Mercury

Brylluppet er baseret på virkelige hændelser, og dens ærinde er at levere en afbalanceret undersøgelse af den vestlige og den pakistansk islamiske kulturs forskelle og anstødssten.

I en velskrevet scene i Zahiras fars minimarked diskuterer han med datterens bedste vens – hvide – far. Det handler om Zahiras beslutning om ikke at gifte sig med en af de tre Skype-bejlere (hun beskriver den ene som en »pakistansk Freddie Mercury«), og der åbner sig hurtigt en kløft imellem fædrene, selv om venindens far forsøger tolerancens sprog. Dét preller af på Zahiras far: »Det er dét, I kan. I forstår folk. I forstår alt, mens vi andre bare er nogle fjolser, ikke?«

Og så går han i offensiven og spørger, hvor mange ugifte kvinder, der mon bor i nabolaget. I hvert fald 15, svarer han selv og meddeler – for pædagogikkens skyld – at det er mere end i hele Pakistan. »Tror du, at de 15 kvinder er lykkelige?« lyder det retoriske spørgsmål. »Jeg kender dem, flere af dem handler her.«

Styrken i scenen er – ud over i en kort dialog at demonstrere omkostningerne ved ægteskabsinstitutionens opløsning og det selvrealiseringens testamente, vi lever med/under – at de to herrer kender hinanden ganske indgående.

Deres døtre er BFF’s, de deler det samme nabolag og er ikke segregerede eller fremmedgjorte over for hinanden. Men midt i fortroligheden viser sig pludselig grænser for tolerancen på den ene side og for assimileringen på den anden.

Sober fortællestil

Brylluppet er varm, nærmest kærlig i sine farvetoner. Af og til kæk som en vårhare i sit tempo, men mestendels dvælende i lange, nogle gange faste kameraindstillinger. Og kameraet kan også være nobelt i sin distance til de mest følelsesladede passager, som når faderen – i flere omgange – bryder sammen over datterens beslutninger.

I det hele taget har Brylluppet en sober fortællestil, måske bedst eksemplificeret ved, at der med to undtagelser og aldrig i nøglescener er nogen underlægningsmusik – hvilket berøver instruktøren muligheden for at manipulere vores følelsesregistre, men til gengæld beriger tilskueren med muligheden for en mere rationel tilgang til et ekstremt følelsesladet område i vestlig politik og kultur.

Filmen tipper så alligevel til en side undervejs, idet den lader forsteningen brede sig gennem fortællingen hen mod slutningen. Men inden da er den et fornemt portræt af en ung kvinde fanget i krydsfeltet mellem to kulturer og to aldre. En klemme, som viser sig at have en kønslig slagside i Brylluppet – og selvfølgelig også nogle gange ude i virkeligheden.

Zahira raser over, at livet er uretfærdigt, til sin storesøster. Som svarer: »Selvfølgelig er det uretfærdigt – vi er kvinder. Hvad havde du forestillet dig?«

’Brylluppet’. Instruktion og manuskript: Stephan Streker. Belgisk-fransk-luxembourgsk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu