Læsetid: 4 min.

’Sorgens grundstof’ smitter gennem skønhedssansen

Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, ’Sorgens grundstof’, er en dristig tidsrejse fra 1819 til nutiden med tre evige flygtninge i hovedrollerne. Sympatisk og velskrevet – men det historiske overblik får også en didaktisk tone, der skygger for indlevelsen i de tre hovedpersoners skæbne
Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Sorgens grundstof’ handler om Grace, Ben og Hakob, tre evige flygtninge. Men romanens egentlige hovedperson er dog sorgens grundstof, der fastholder sorgen som menneskeligt grundvilkår.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Sorgens grundstof’ handler om Grace, Ben og Hakob, tre evige flygtninge. Men romanens egentlige hovedperson er dog sorgens grundstof, der fastholder sorgen som menneskeligt grundvilkår.

Marie Hald

7. oktober 2017

Den aktuelle flygtningesituation bliver ofte beskrevet som en strøm eller bølge, som var flygtningenes skæbner ikke individuelle beretninger om tab og sorg, men en art naturkatastrofe, det gælder om at dæmme op for.

Det er denne tendens, Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, Sorgens Grundstof, konfronterer ved at fortælle Europas historie fra 1819 – fredsslutningen efter Napoleonskrigene – til nutiden. En periode, hvor imperier opløses, grænser flyttes, og mennesker må flytte med.

Hårdest ramt blev jøder, armeniere og afrikanske slaver. De tre flygtninge, der er romanens hovedpersoner, er netop den jødiske forretningsmand Benoni, kaldet Ben, den armenske antikvitetshandler Hakob og slaveefterkommeren Grace. Alle er de kommet i berøring med ’sorgens grundstof’, det til romanens brug opfundne stof luctugen, hvis sproglige kerne er lux, lys, og gen, skabe.

Som en art kryptonit skaber sorgens grundstof sårbarhed og empati hos enhver, der kommer i berøring med det. Som noget særligt sikrer stoffet desuden Ben, Hakob og Grace et langt liv: De lever alle i over 100 år uden at ældes og bliver dermed øjenvidner til, at Europa og Det Osmanniske Rige flås i stykker, forenes og geråder i nye krige.

Historien går i ring, og den enkelte skæbne drukner i historiens hav. Undtagen, når nogen fisker den op og giver den liv, i virkeligheden eller i romanform.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof

Det er synd for menneskene

Romanens egentlige hovedperson er dog sorgens grundstof, der fastholder sorgen som menneskeligt grundvilkår. I romanens unikke skabelsesberetning bliver sorgens grundstof således til:

»Efter skabelsen græder guden ved tanken om menneskenes lidelse. Med gudens tårer bliver sorgens grundstof til ... / I tidernes morgen føder en gigantisk muldvarp sine unger i en hule, som engang var fuld af tårer. Den graver sig vej fra Den Arabiske Halvø til Europa og afsætter sorgens grundstof på alt, hvad den kommer i nærheden af … den bliver pelset, skindet bruges til at indbinde en pragtbibel og til at pudse nogle smukke granater, der bliver til en perlekæde og et armbånd.«

Her lyder et ekko af Strindbergs Det er synd for menneskene, af Lagerkvists Ahasverus og Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige.

Dog med det twist, at muldvarpeskind, pragtbibel og smykker især tiltrækker de skønhedselskende og følsomme, der uafvidende optager sorgen i organismen: »sorgens atomer suser i blodbaner og hjernevindinger, ophobes i knoglevæv, afsondres resten af hans dage i sved og spyt og sæd.«

Nogle er bare heldige

Bogens flottest skrevne passager er netop bogens poetiske mytologi om sorgen, der smitter gennem skønhedssansen. Også det historiske overblik imponerer og løfter de aktuelle flygtningehistorier ud af den daglige mellemøstlige tragedie: Alt, hvad der nu sker i Afrika og Mellemøsten, er sket før. Ingen er bedre end andre. Nogle er bare heldigere ved at leve et andet sted i en anden tid.

Men det historiske overblik får også en didaktisk tone, der skygger for indlevelsen i de tre hovedpersoners skæbne. Fortællersynsvinklen hviler hos den medfølende udenforstående, ikke hos personerne selv, hvis tanker og følelser oftest refereres indirekte, uden den energi og identifikation, der ligger i indefrasynet:

»Ben ... spørger, om han og Margarid nogensinde har ønsket sig flere børn. Hakob smiler ad vennens ligefremhed, suger og puster røg, så Ben når at undskylde. Hakob svarer, at det ikke har været muligt, og at de aldrig har talt om det.«

Lige så lidenskabsløst småsnakker de to mænd om datidens hate speech mod mindretal, selv om det for netop jøden og armenieren må være et spørgsmål om liv og død.

Det kan virke, som om sorgens kryptonit har gjort hovedpersonerne sært uengagerede i deres omverden. Kun Grace bruger sine mere end 200 års levetid til at udvikle sig fra tjenestepige til læge, så hun i 2015 arbejder med nødlidende i Afrika. De to andre forbliver dem, de er, og tager livet, som det kommer, uden at involvere sig synligt i nye omgivelser og mennesker, selv om både Ben og Hakob gifter sig og får børn i flere tidsaldre. Hakob omkommer under det armenske folkedrab i 1915, Ben i nazisternes udryddelseslejre.

Måske skal personernes passivitet illustrere eksilets tragiske vilkår, at man føler sig fremmed allevegne, og alt derfor kan være lige meget. Men denne form for fremmedhed er skildret før, og mere intenst, af bla. østflygtningen Milan Kundera, danske Thorstein Thomsen og slaveefterkommeren Richard Wright.

Derfor har jeg svært ved at se, hvordan romanens luctugen genererer nyt lys og indsigt. Romanen prædiker derfor måske især ’for koret’, altså for de allerede overbeviste, i stedet for at sprede nyt lys over flygtningeskæbner som bærere af den universelle sorg.

Måske er romanens stærkeste budskab, at flygtningesorgen smitter, præcis som når en tolk lider en del af torturofferets kvaler bare ved at oversætte beretningen. Når man som privilegeret person kommer tæt på verdens mindre privilegerede, kan man selv blive tynget ned i sorgens grundstof. Ganske enkelt fordi vi som mennesker er i stand til at lide med andre – hvis vi ikke forskanser os i frygt, eller mister handlekraften af tvivlrådighed.

Mens jeg skriver dette, taler Tysklands genvalgte kansler Merkel til vælgerne om Europas ansvar for flygtningesituationen. Alt håb er ikke ude.

’Sorgens grundstof’. Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Gyldendal. 472 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ulrik mortensen
Eva Schwanenflügel og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu