Læsetid: 3 min.

St. Vincent er en guitarhelt med et særligt øje for kunsten

Selv om den amerikanske rockmusiker St. Vincent er en fremragende instrumentalist, ender hun aldrig med at spille ligegyldigt lir. På hendes nye fremragende plade er det sangene, der bestemmer
13. oktober 2017

Annie Clark er i sandhed en guitarhelt. Ikke bare fordi hun er i stand til at flytte fingrene, som man siger. Det er der så mange andre, der også kan. Men fordi hun er en rytmisk begavelse af de helt sjældne: Hun kan for eksempel føje en guitarfigur til et beat, så det får samme medrivende effekt, som når de bedste blæsersektioner sætter trumf på.

Hun gør dog overraskende meget for at skjule, at hun overhovedet spiller på et strengeinstrument. Da hun som ganske ung turnerede med Sufjan Stevens, en af vor tids store fornyere af den amerikanske folk, spillede hun aldrig soloer, hvor hun viste muskler, som de andre dygtige musikere i det store orkester gjorde. Hun spillede på sine pedaler og skabte kunstlede laviner af lyd.

For Annie Clark, der udgiver musik under navnet St. Vincent, sætter nemlig det kunstneriske udtryk over alt andet, og hun spiller altid den rigtige figur frem for at aflire den mest imponerende række af toner.

Den indstilling skinner igennem på hendes nye plade, MASSEDUCTION. Her er instrumenteringen hele tiden underordnet sangenes udtryk, og ofte betyder det, at guitaren må træde helt i baggrunden eller må forvrænges til ukendelighed, fordi den pinedød skal bidrage med det helt rigtige til helheden.

Kroppen taler

MASSEDUCTION kredser St. Vincent om nogle af de hårde sider ved den moderne tilværelse, ikke mindst pillemisbrug og livslede. Det er derfor de syntetiske lyde, der får lov til at dominere billedet på de første sange på albummet. Som det smukke åbningsnummer, »Hang On Me«, der er bygget op omkring stramme elektroniske trommer og en synthesizer, der glider med maskinel præcision på bastonerne.

Over dette fundament svæver Annie Clarks anden superkraft, hendes udtryksfulde vokal, som hun både formår at smyge luftigt omkring melodierne og bruge til at markere rytmikken med hårde stød. Og med hvilken hun er i stand til at udsynge den dybeste sjælelighed, selv når hun synger igennem et ocean af lydfiltre og forvrængning. Guitaren lister sig først ind i løbet af omkvædet. Her svarer den vokalen som et kor af fjerne hvaler.

Hun venter helt indtil titelnummeret, der er placeret som tredje skæring på pladen, før hun rocker ud og spiller en skarpt ophugget pigtrådssolo. Men selv her tager hun på ingen måde øjnene fra det overordnede mål, strengelegen understøtter stadig det store billede.

Mens refrænet indimellem glider over i kampråbet »mass destruction,« er hendes plekter kommet for at rive i alle de kroppe, der vover at bevæge sig tæt på. Ligesom det begær, der flår i hendes egen krop, gør det: For »I can’t turn off what turns me on,« som hun synger.

Det bliver den forførende meddelelse til masserne: Kroppen styrer selv, hvem og hvad den begærer. Og den følelse (og erkendelse) formidler St. Vincent med den mest sublime fingerspitzgefühl, så lytteren kan mærke det på egen krop.

Tyggegummirock med lakridssmag

St. Vincent er egentlig mere æstetisk beslægtet med kunstpopstjerner som David Byrne (med hvem hun også har lavet en plade) og Lady Gaga end med rendyrkede inderlighedskrigere som The National og Sufjan Stevens. Så med tiden er hendes musik gledet væk fra indierocken og over i en slags syntetisk tyggegummirock. På MASSEDUCTION med lakridssmag og et strejf af kirsebær.

Men det betyder ikke, at der ikke stråler en stærk ånd igennem alle de lag af musikalsk cellofan, som St. Vincent pakker sig ind i, og den spænding, der opstår i den forbindelse, er noget af det forførende ved MASSEDUCTION. Ligesom en af hendes store genistreger på pladen er, at hun med indiehymnen »New York« endelig slipper tøjlerne og krænger sit hjerte ud, sådan at denne spænding for et øjeblik forløses. Uden at hun slipper taget i sin illusionskunst.

Så ja, Annie Clark er en guitarhelt. Det er der en del, der har forstået. Men det, der virkelig gør hende til en helt på MASSEDUCTION, er, at hun ikke fortaber sig i sine superkræfter.

St. Vincent: ’MASSEDUCTION’ (Caroline International)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu