Læsetid: 5 min.

For en stund er Nick Cave og vi sammen om det ensomste i denne verden

Nick Cave kom til byen med tabet af sin søn som den tungeste bagage. Men med lysende showmanship og kulsort energi skabte han alligevel plads til os i sine sange
Nick Cave i Royal Arena fredag.

Nick Cave i Royal Arena fredag.

Stine Tidsvilde

23. oktober 2017

Gad vide, hvordan det føles at dele det måske allersværeste i livet med vildt fremmede? At miste sin søn og nu være omgivet af medsympatisører, stort set alle uden nogen idé om, hvordan det føles? At have oplevet dette og nu dele afmagten, vreden, depressionen, sorgen?

Det private blødt ud i det offentlige, fordi det er det eneste, man kan gøre. Den eneste mulige handling.

Der er vel 100 mennesker fra publikum på scenen, men alligevel er hovedpersonen, den sørgmodige bønnestage med det sortfarvede hår, også alene.

Vi er nået til slutningen på Nick Cave & The Bad Seeds' koncert i Royal Arena i København. Han er omgivet af sin menighed og gør noget, han ikke ville have gjort i gamle dage.

Han rækker ud efter folk. Tidligere – især i hans gammeltestamentlige periode til og med cirka 1996– var hans koncerter og hans musik rasende knytnæver eller voldelige omfavnelser. En sort, erotisk mæsken sig i mord, ulykke, synd, straf, afhængighed.

Men ikke længere.

Nu står han omgivet af sine disciple, der vugger, mens han synger, at vi aldrig skal give op. »Keep on pushing/Push the sky away.«

Han synger til en ung, karseklippet fyr, der tidligere har råbt ham an og fået Cave til at gøre noget uvant på scenen. Han har lyttet. Nu står han over for ynglingen og synger: »And some people say it's just rock and roll/Ah, but it gets you right down to your soul.« Også i dén grad.

Med døden i bagagen

Som en opmærksom og lettere nørdet lytter kredser man om tiden og døden i Cave den Ældres værk. Fordi døden og omstændighederne omkring den, det markante før og efter, er så ufatteligt i den 60-årige australiers tilfælde.

Det begynder og slutter med hans seneste album, Skeleton Tree. Indspilningerne begynder i Brighton i England i slutningen af 2014, og Nick Cave og The Bad Seeds er stadig i gang med at indspille i juli 2015, da Caves ene søn dør.

»You fell from the sky, crash-landed in a field near the River Adur,« kan vi senere høre ham synge på det færdige album. Den 15-årige søn, Arthur, falder under en LSD-rus i døden fra Brightons klipper i nærheden af floden Adur. Han efterlader sig Nick Cave, moderen Susie Bick (Caves hustru) og tvillingebroren Earl.

Trods svipsere er Skeleton Tree udtryk for Nick Cave & The Bad Seeds i fortsat bevægelse – stadig på vej længere væk fra den tidlige gammeltestamentlige apokalypserock og det senere nytestamentlige lys.
Læs også

Indspilningerne genoptages i Nordfrankrig efteråret 2015 og afsluttes i London i begyndelsen af 2016. Umiddelbart efter følger i februar 2016 optagelserne til dokumentaren One More Time With Feeling. Altså er der intet ophold i arbejdet mellem album og dokumentar. De er blevet efterladt uden et håndtag til den nye virkelighed, fortæller en forstenet, overfattet Cave i dokumentaren.

Nu er Nick Cave & The Bad Seeds så på turné med Skeleton Tree og døden i bagagen. Det er vigtigt med tidsangivelserne, fordi sorgen også er forbundet til tid. Den lader sig først fortælle med tiden. Tid + tragedie = kunst. Fordi kun distance tillader formidling. Og så har han alligevel været midt i smerten under skabelsesprocessen.

Kunsten som gidsel

Koncerten fredag aften undersøger, hvordan man kan adskille kunstneren fra sin biografi – og ikke mindst, hvordan kunstneren kan gøre det selv. Uden dén adskillelse bliver kunsten taget som gidsel i populærkulturens fascination af ulykke og besættelse af historiefortælling. Uden dén er kunst ikke åben for fortolkning og personlig investering.

Det er svært denne aften for en anmelder, der har tordnet mod biografisme (og alligevel syndet så mange gange). For denne aften opstår der en kun porøs adskillelse mellem værk og afsender.

Fordi tabet er så tæt på. Men gennem Caves lysende showmanship – på et tidspunkt i vandring gennem menneskehavet, der deler sig for ham – efterlades man heller ikke med nogen tvivl om, at han er fuldt bevidst om, at det personlige må og skal transformeres til en universel mulighed.

Måske klarest demonstreret med »Into My Arms«, en sang om hans forliste kærlighedsforhold fra 1997. I de mellemliggende år er sangen blevet en standard, og denne aften lader Cave – også ganske uvant – folket synge omkvædet alene. Den er jo trods alt blevet vores.

Til gengæld er det lige så naturligt, at han synger så smertefulde Skeleton Tree-sange som »Jesus Alone« (om faldet fra Brightons klipper) og »I Need You« på egen hånd. Ja, i sidstnævnte synes han at miste grebet, cykler rundt i den oceaniske rytmik, intonerer pivfalsk, med lukkede øjne. »You're still in me, baby.« Disse numre er ikke blevet folklore, stadig personligt oplevet antistof i Caves sangkorpus.

Sandsynligvis er det en vej tilbage til livet at tage på turné med disse sange. Under en lidt kvalitativt ujævn koncert er der så også rå klassikere, gammeltestamentlige sange som »Tupelo« (hvor syndfloden raser) og »Red Right Hand« (hvor djævelen fucker med os).

De rammer som forvrængede, kollektivt tæskede knytnæver også i aften, men de er samtidig forlenet med en ny funktion: Voldsom udfrielse fra en ikke længere fiktiv, men helt reel afgrund. Overcoming. Også i »The Mercy Seat« (opkaldt efter låget på Arken, men nu et alias for den elektriske stol), hvor ordene »An eye for an eye/And a tooth for a tooth/And anyway I told the truth/And I'm not afraid to die,« pludselig lander med en anden vægt.

Dødsforagten og den bitre tvivlen på livets retfærdighed er pludselig en dokumentation af virkeligt levede pinsler.

I dokumentaren One More Time With Feeling beskriver Cave, at han og hustruen beslutter sig for at være lykkelige som en slags hævnakt, i trods. Det vækker genklang i aften under klimaksernes berusende syrebade.

En balanceakt

Det er ikke en ukendt disciplin i rock at sørge over sine døde. Danske Søren Huss’ smukke farvel til kæresten på Troen & Ingen (2010), amerikanske Mount Eeries afsked med hustruen i år på A Crow Looked At Me, landsmanden Sufjan Stevens’ hyldest til sin mor på Carrie & Lowell i 2015, og Metallica, der mindes bassisten Cliff Burton på sangen »To Live Is To Die« i 1988.

De har reageret kreativt på deres tab. Men døden rammer anderledes skævt hos Cave, idet tabet sker midt i skabelsesprocessen. Næsten alle sange på Skeleton Tree er skrevet før ulykken, men mange indsunget efter. Således lyser døden sort ind i sangene på forskellige måder, i forskellige tider.

Formildes forholdet til Den Store Søvn så under aftenens koncert? Nej og ja. I hans blege øjne og i hans lettere slidte stemme er der et chok og en afmagt, der er rystende.

Men denne turné er samtidig i sig selv en euforisk rasen mod lysets farvel, ikke mindst med Caves nye udadvendte – nogle gange lovlig udadvendte – showmanship. Det er en balanceakt. Og for en stund er vi fælles om det ensomste i denne verden.

Nick Cave & The Bad Seeds – Royal Arena, København, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu