Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Superflex’s gyngeinstallation er et spektakulært flop

Monotont, banalt og trivielt. The Observers kunstanmelder er alt andet end imponeret over Superflex og deres nye installation i museet Tate Moderns prestigiøse Turbinehal
Man vil ærligt talt skulle være skæv for at finde en dybere mening med udstillingen, mener The Observers kunstanmelder.

Man vil ærligt talt skulle være skæv for at finde en dybere mening med udstillingen, mener The Observers kunstanmelder.

Tate Modern

Kultur
20. oktober 2017

Det er en sørgelig nyhed at måtte overbringe, men dette er langt den værste installation, der er bestilt til Turbinehallen i Tate Moderns historie – og samtidig det stejleste fald fra Miroslaw Balkas overvældende sorte boks, Ai Weiweis ocean af solsikkefrø og Olafur Eliassons store, strålende sol. Efter Carsten Höllers sølvrutsjebaner, der sendte os på glidetur ned ad hallens indgangsparti, må man desuden undre sig over, at nogen kunstner med respekt for sig selv igen vil dyrke legepladsmotiver.

Men det er ikke desto mindre, hvad den danske kunstnertrio Superflex har gjort ved at fylde hallen med gynge på gynge på gynge.

Superflex’ projekter strækker sig fra produktion af biogas i udviklingslande til opførelse af et helt nyt byrum, der transformerede en nedslidt københavnsk bydel (’Superkilen’ på Nørrebro, red.). Medborgerinddragende som altid begynder deres gyngeopstilling allerede uden for museet, hvor den dog er let at overse.

Hvis ikke det lige var, fordi de gynger, der er hængt op i orange stålstativer, er store nok til tre, ville man aldrig have gættet, at de var kunstgynger.

Indenfor svinger en vældig metalkugle sagte frem og tilbage over indgangsstykket og reflekterer striberne i et kolossalt tæppe, der dækker indgangspartiets skrånende flade i fæle nuancer af okker, grøn og kirsebærrød. Hinsides tæppet når man frem til de uendeligt mange gynger. Uendeligt mange, fordi nye gynger (angiveligt) til stadighed er under produktion for enden af hallen til videre udbredelse over resten af London. En utopisk fremtid af orange gynger!

Jeg tvivler på, at de nogensinde når længere end til Bankside.

Komplet monotoni

Og her ligger netop problemet med dette trivielle projekt! Nok kan dets højt besungne ambitioner lyde besnærende, men selve oplevelsen er aldeles banal. Metalkuglen reflekterer striberne i tæppet i repetitive mønstre, og de gyngende gallerigæster svinger frem og tilbage i komplet monotoni.

Man vil ærligt talt skulle være skæv for at finde en dybere mening i det. Så derfor har Superflex måttet stive det hele af med socioregibemærkninger. De inviterer de besøgende til at lege som børn med gyngerne (som om der var andet, man kunne foretage sig med dem), og de inviterer til at finde nye venskaber i de fælles gyngeoplevelser – ja, mere end det: til at gøre fælles sag.

Hvis alle steg på gyngerne og gyngede sammen, hævder de i kataloget, ville pendulet kunne bringes ud af sin normale bane. Men selvfølgelig er dette ren metaforik, som hele projektet i øvrigt er det. Striberne skal illudere at spejle farvevalget på britiske pengesedler. Udenlandske arbejdere producerer de gynger, hvorved samfundet måske vil rejse sig og – implicerer Superflex flirtende – muligvis undergrave den globale kapitalisme, ja, måske tilmed også Brexit.

Installationsbestillingerne til Turbinehallen, der er sponseret af bilfabrikanten Hyundai, er altid en satsning at tage. Museet udvælger en kunstner eller kunstnergruppe, der så finder på en idé, der kan spille eller ikke spille sammen med museets største rum.

Men Superflex kom aldrig videre end til legepladsen. Hvis jeg var Hyundai, ville jeg bede om at få min bold tilbage. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Når kunst bliver rent koncept, kan man spørge sig selv, om det giver mening at anmelde den. Der bliver ikke rigtig nogen kvalitetskriterier at bedømme den på.