Suveræne Svend Åge Madsen tilbyder os en vej ud af glemslen

Gnisten, der antænder stoffet og muliggør hovedmotivet i Svend Åge Madsens nye monstrøse og ambitiøse roman, er ideen om en særlig glemselsfremkaldende gas, der får mennesker til på et øjeblik at miste enhver erindring.

Den giftige røgsky vil slette alt, hvad folk har inde i hovedet: alt de har læst, alt de har drømt om, hjælpe dem af med deres fordomme og vrangforestillinger, og får de herskende og deres ansatte ’vogtere’ på denne barske, effektive måde fjernet alt, hvad der er skævt og forkert, vil verden omsider være god.

En eksplosion finder sted. Tågen, der kvæler alt, suger al menneskelighed til sig, æder håb, forventninger og ønsker, sænker sig over ofrene. Men samtidig mislykkes eksperimentet, for nogle snese undslipper pr. skib!

Underkastet stormen og en ubønhørligt brændende sol driver de om på havet, indtil de omsider når frem til et ukendt kontinent. Mols, mener én. Narragonien, hævder andre. Australien, påstår en kvinde, der klynker uophørligt. Det sidste kan godt passe, i hvert fald findes der termitter og kænguruer. Og Australien har en stolt tradition for at huse fanger fra Europa …

Svend Åge Madsen: ’Af den anden verden’

Som Adam i Paradis

Det opleves som elementært interessant at følge, hvordan de undslupne nybyggere nu opdager og opfinder alting forfra, sproget ikke mindst. Når de taler om slimede små hoppende dyr, mener de frøer eller tudser. I stedet for at sige edderkoppespind ævler de om tråde fra de-ottebenede-der-anbringer-deres-fangenet-i-træer-og-hvor-de-ellers-kan-hænge-dem-til-tørre! Det spil, som vi andre kalder mikado, hedder i Madsens kollektive robinsonade ’strået må ikke bevæge sig’.

Men også mere uhåndgribelige fænomener kræver egne betegnelser. Der skal sættes ord på tid, så ’time’ kaldes ’solstreg’ og weekend ’periode-slut’. Der opstår et behov for ord for ’køn’, så folk med to hudlapper oppe foran kommer til at hedde ’hun’ og de med en hudlap forneden ’han’. Finder de varigt sammen i par, hedder en ægtefælle ens Ene; men senere, da nogle finder ud af, at man også bare kan være løse kærester, taler man om en ’nu-og-da-Ene’.

Alt imens den lille gruppe vokser og sætter ord på dyr, planter, tidsrum og indbyrdes relationer, lærer de at forarbejde leret, ulden og kornet. De udvinder jern og kobber, brygger øl og laver krudt, hitter på magneter og telefoner, begynder at værdsætte perler og anvende dem som betalingsmiddel. Vand, som er stift, men som man kan kigge igennem, indgår som vindøjer eller senere ’vinduer’ i stadigt mere avancerede huse, og efterhånden som de genfødte mennesker bliver dygtigere, får de gravet brønde og fremstillet geværer.

Ja, de fremelsker tilmed så komplicerede praksisformer som nydelsesfyldt erotik, klangfuld ’musik’, etymologi og lægevidenskab samt ikke at forglemme historie- eller krønikeskrivning, som for dem snart viser sig at gå i ét med, hvad vi her hos os, på denne side af undergangen, kalder fortællekunst eller ’litteratur’.

Stil- og genrecollage

Dermed er vi så fremme ved værkets æstetiske brændstof. For ligesom James Joyce jo lod Ulysses forme sig som en vandring ikke blot gennem Dublin, men også gennem den europæiske, herunder især den engelske litteraturs stil- og genrehistorie, har Svend Åge Madsen overladt det til sin nyskabte menneskehed at holde den fælles erindring fast i en række kollektivt overleverede skrifter, romanens såkaldte slæt, der tilsammen gennemgår litteraturens hele udvikling.

Det begynder med de obligate myter om ankomst, basal fundering, det fortsætter med det første kærlighedseventyr (modelleret på den oldgræske roman Daphnis og Chloë) og den første saga, men vi får skam også en pikaresk mini-roman, en krønike, et skuespil, en autobiografi, en følsom brevroman, en dagbogsfiktion, en modernistisk, formalt fragmenteret fortælling, en spændende krimi, en dokumentfiktion, en pseudoafhandling samt hen mod slutningen en drejebog til en film og en art digital netværksstruktur, hvor fortælletrådene spreder sig lidt ligesom i samme forfatters Dage med Diam eller Livet om natten (1972).

Dette er alt sammen suverænt imponerende gjort, og det indebærer vel at mærke meget, meget mere end en opvisning i litterær kunnen. Dels har Madsen – ved hele tiden at lade de skiftende fortællere kende til de forudgående kapitler – sørget for, at beretningen systematisk opsuger sin egen tilblivelseshistorie.

Dels får han gennem formen artikuleret, hvad man formentlig kan kalde fortællingens eksistentielle begrundelse og humane etik. For skønt slættene er højst forskellige og optræder løsrevne, uafhængige af hinanden, udgør de det eneste, der knytter menneskene sammen. Hvilket vi med lethed kan løfte op til en filosofi, der lyder nogenlunde som følger.

At forbinde menneskene

Sprog forbinder mennesket med verden og knytter mennesker til hinanden. Vi genopdager fænomenerne i kraft af vores erfaring og fæstner vores oplevelse i ord, som kan deles med andre. Samtalen udvider og kan ændre vores verden, og fortællingen gør det muligt for os at sætte os i den andens sted, samtidig med at vi i digtekunstens modeller og frie, skønt jo altid formmæssigt lovbundne, eksperimenter kan lege med andre leve- og tænkemuligheder end dem, vi (selv) har realiseret.

Heri ligger et æstetisk credo i form af dyb tiltro til kunsten, men tankegangen rummer samtidig en moralsk dimension og, bredt opfattet, en politisk.

Sagen er nemlig den, at det ikke udelukkende går menneskene godt i Madsens eksperimentelle minisamfund. De snyder og bedrager, de dummer sig og begår fejl, elsker med de forkerte eller elsker de rigtige på den forkerte måde. De forstiller sig, de gemmer sig for hinanden, forsøger at tilrane sig magt. Men de læser hinandens beretninger og følger sig i sidste ende forpligtede på, hvad Nifinger, en af de ældste fra skibet – ham der desperat forsøger at holde fast i tallene – siger: Vi skal opføre os ordentligt.

Og hvad ligger der så i dét? At vi skal tale, som om det er den samme verden, vi befinder os i. At vi skal turde give store ord lov til at rumstere i os. At vi skal lade samtalen hjælpe os til at finde ord til at adskille ting, der ikke hænger sammen.

Men også at vi skal modsige de stemmer, der hele tiden siger, at der er forskel på os. Som vores valg her stilles op af Madsen, står det mellem en syg fantasi om at udrydde det forkerte, i sidste ende ligefrem myrde de forkerte, og så en lysende drøm om forståelse og sameksistens, til hvilken han med sindsro udlejer sin episke kunnen.

Egentlig er hans bog en glemmebog forstået som én lang liste over ord, der ikke må mistes. Men de er ordnet til fælles historier af en stemme, der får ordene til at brænde i dem, der lytter. Med til oplevelsen hører, at listen eller fortællingen, sagt med nogle af dens egne ord, »rummer en del dybsindigheder, som man først vil fatte ved anden gennemlæsning«.

Aldring og fortælling

Men sådan er menneskelivet jo også. For som det hedder i Beas tale på mødet, hvor et udsnit af beboerne planlægger fejringen af samfundets 60-års jubilæum, så lever alle mennesker i virkeligheden to gange! Den første gang »lever man spontant, tankeløst, hovedkulds, uden at fatte ret meget, hvordan kunne man det når man aldrig har prøvet det før«.

Anden gang, derimod, »gentager man sit liv, men nu som betragter, en indlevende betragter. (…) I det andet liv følger man med i enhver bevægelse, mærker stemningen, føler smerten, oplever glæden og forstår meningen med den. Det hele er denne gang mere intenst, men uden at man er i stand til at gribe ind i det. Intet kan man ændre, det hele må man trækkes igennem, på godt og ondt. Derfor bliver det stærkere og mere betydningsfuldt, fordi det ikke kan ændres.«

Hvad Svend Åge Madsens orakel her sammenfatter som en erfaring om aldring, kan måske overføres også på alle dem, der endnu ikke mærker kroppen ældes og svækkes. Leve livet forlæns og forstå det baglæns, det er jo, hvad vi får mulighed for, når vi læser en kvalificeret fortælling!

Selv er Svend Åge Madsen født i november 1939 og har således været 76 år, da han i juli 2015, i Australien, fik ideen til Af den anden verden. Og 76 er præcis det antal år, nybyggersamfundet til slut beregner som sin a.t.e.a. = anslået tid efter ankomsten, et sammenfald, der inviterer til en kort forfatterskabsbetragtning. Det kan således fastslås, at en litterær produktion, der begyndte med modernistisk fragmenterede fortællinger, nu, et halvt århundrede efter, har fået sin begyndelse (1963-67) med.

Endvidere demonstrerer hele rækken af stil- og genreefterligninger Madsens vilje og evne til at videreføre den kopierende og vildt pasticherende fortælleform, som han rendyrkede i sin konstruktivistiske eller model-realistiske periode (1968-74).

Men vi får sandelig også lov at genopleve postmodernisten og groteskrealisten Madsen, ham, som fra og med Tugt og utugt i mellemtiden (1976) skabte store, komplekse fiktioner med samtidskritiske perspektiver, ofte med kritik af betænkelige aktuelle tendenser såsom kollektiv værensglemsel og genetisk manipulation m.m.

Der kan forhåbentlig ventes nye overraskelser fra hans ferme fortællerhånd, men indtil videre har han skabt en smuk indre sammenhæng i sit værk ved en egensindig, ejendommelig, mærkværdig og bemærkelsesværdig bog, hvis vigtigste kvalitet er den samtidige og lige mærkbare tilstedeværelse af intellektuel gennemlysthed og følsom menneskekærlighed.

Mere end 500 sider skrevet på 24 forskellige måder, det lyder måske af meget, men de er fulde af humor og visdom, og de tilbyder os en vej ud af den glemsel, der måske allerede har sænket sig over menneskeheden – en behagelig vej til en frisk og mere rummelig bevidsthed.

Svend Åge Madsen: ’Af den anden verden’, Gyldendal, 534 sider, 300 kroner.