Det er svært at misunde ungdommen for dens rådvildhed

Bandet Ulige Numre bragede igennem med sangen om »København« i 2011, og der dannede sig straks en lang kø af velmenende mennesker, som alle spåede bandet en stor og lysende fremtid fuld af fest og faldera.

At gruppen derefter gik hen og blev et af landets mest populære ensembler indenfor den i disse tider pressede rockmusik, er hævet over enhver tvivl, men om den kunstnerisk matchede såvel populariteten som debutsinglens uimodsigelige kvaliteter er lidt mere tvivlsomt.

For selvom der er masser af lovende takter (sange som »Blå« og »Frit land« er usædvanligt gode) på både den ep og de to lp’er, det blev til inden opløsningen sidste år, blev det aldrig til det der helstøbte værk, man nok havde forventet fra den kant.

Midttyvernes typiske dårskab

At gruppens frontfigur, sangeren, sangskriveren og guitaristen Carl Emil Petersen, derfor har valgt at gå solo, er i og for sig ikke den store overraskelse.

Og efter at have levet med debuten Natradio et par dage ligner det en fornuftig beslutning, for det er en på alle måder spændstig, indbydende og dybt personlig satsning, der gør én i et helt godt humør på vegne af den noget betrængte danske sang, der de seneste par årtier har ligget voldsomt i karambolage med noget så fundamentalt som syntaks, men såmænd også har givet masser af plads til både omvendte ordstillinger og søgte rim.

Der er stadig noget purt ungdommeligt over den gode Petersens tekstunivers, hvilket fremhæves af hans lyse og næsten drengede sangstemme, der klinger af en indtrængende oprigtighed, men det betyder ikke mangel på nuancer i den 27-åriges tekstunivers. Et nummer hedder typisk »Midttyvernes dårskab«, et andet »Fanget i ungdommen« og jo tak, den slags kvababbelser huskes tydeligt.

Der er i sangene altså ofte tale om den type identitetssøgen, der i vort stedse accelererende samfund rider mange yngre medborgere (og os andre med, såmænd) som en mare, og det er svært at misunde ungdommen den medfølgende rådvildhed, selvom der forhåbentlig stadig bliver plads til fest, sjov, kysseri, narko og den slags.

Den gode nyhed er, at både melodier og produktion denne gang matcher Petersens aldrig mindre end substantielle og ofte rammende tekster. Tempoet er tjept, der spilles som død og kridte i alle positioner, og det hele klinger vidtåbent og indbydende, og ni af de ti sange sidder lige i skabet, kun det afsluttende »Tusinde veje du ka ta’« bliver lige lovlig klistret med sit påtrængende føleri og kærlighedskvalsklicheer.

Med Natradio sender Petersen et signal om, at han er i branchen for at blive, og det er en gevinst for alle parter.

Dyrkeren

Den efterhånden 60-årige svensker Joakim Thåström har til gengæld været pladeaktiv i 40 år. med alt hvad det indebærer af op- og nedture, gode som dårlige ar, personlige og kunstneriske kriser, og jeg skal komme efter dig.

Vi har kørt en slags parallelløb (med ham i roller som den dyrkede, jeg som dyrkeren) siden Thåström (som han kalder sig) først gjorde sig bemærket i de ‘glade’ punkdage med gruppen Ebba Grön, der også var pænt populære på denne side af Sundet, men han fik først seriøst hul igennem i firserne med det besætningsmæssigt ustabile, men kvalitetsmæssigt strålende Imperiet, som vi endvidere havde glæde af til flere Roskilde Festivaler i årtiet.

Jeg har dog ikke altid været ham lige tro, i halvfemserne tog vi en pause, mens han slog sine folder i det industrielle metalband Love, Peace & Pitbulls, derimod har jeg fundet hans solokarriere i dette årtusind konsekvent fascinerende, og med mesterværket Skebokvarnsv. 209, et skrabet og stort set uopslideligt sanger/sangskriveralbum, fandt den gamle og kompromisløse punkrocker et udtryk, hvor han gav plads til både alder og erfaring uden at fremstå, som om han havde solgt ud.

Den stil har han med stort held fulgt over tre strålende albums de seneste ti år, men med hans seneste opus, Centralmassivet, har han åbenbart følt behov for lidt mere riv og rusk, for her er vi tilbage i den mere bombastiske ende af rocken.

Den bedste Thåström

Og selvom jeg næsten per refleks mener at skulle holde af alt, hvad Thåström udsender, skal jeg et pænt stykke ind på albummet, før det for alvor flår der, hvor det gør både ondt og godt. Musikken på de første seks numre gungrer pænt derudaf, den majestætisk svævende åbner »Bluesen i Malmö« slår pladens tunge tone an, titelnummeret er tungt og gråt som bly, og det gør godt at kunne konstatere, at der er masser af liv i manden, men det er de tre afsluttende kraftanstrengelser, der får mig.

Det næsten skeletagtige »Aldrig av med varandra« er Thåström, når han er allermest nøgen og sårbar, det monumentale »Som mästarne målat i himlen« er rent ud betagende i sit fejende overskud og det afsluttende, dybt desperate »Karaokebaren« er en buldrende genistreg. Det er de tre numre, jeg vil vende tilbage til igen og igen. Og en fornem tilføjelse til hans efterhånden omfangsrige værk.

Skal jeg så ind og høre ham i Store Vega til november, spørger De nu? I den grad, ja, for han er nu engang den bedste Thåström, vi har.

Carl Emil Petersen: ‘Natradio’ (Playground/Universal)

Thåström: ‘Centralmassivet’ (Razzia/Sony Music)