Læsetid: 4 min.

Teaterversionen af ’Transfervindue’ er en skuespilmæssig bedrift af de ganske sjældne

Teaterforestillingen ’Transfervindue’ over Maria Gerhardts kræftselvbiografi hos Eventministeriet er blevet fuldstændig magisk
Teaterforestillingen 'Transfervindue' over Maria Gerhardts selvbiografiske kræftfortælling er blevet en stærk og vedkommende dødsfortælling om at være i ingenmandsland.

Teaterforestillingen 'Transfervindue' over Maria Gerhardts selvbiografiske kræftfortælling er blevet en stærk og vedkommende dødsfortælling om at være i ingenmandsland.

Natascha Thiara Rydvald

13. oktober 2017

Slutscenen i Transfervindue på Skuespilhuset er en af de smukkeste teaterscener, jeg har set i lang tid. Lyset er helt hvidt rundt om kvinden, der står alene på scenen. Så toner lyset ud så sfærisk, at hendes spinkle krop nærmest bliver til et gespenst i mørket. Hun bliver til et menneske på vej om på den anden side. En ånd – eller måske en engel? Hvorefter hun forsvinder ind i en overraskende scene, der får alle til at gispe.

Selvfølgelig skal jeg ikke her røbe, hvad der egentlig sker. Det er teatrets magi. Men denne slutscene overbeviser i sig selv om nødvendigheden af at omskabe Maria Gerhardts kræftselvbiografi Transfervindue til en teaterforestilling.

Fordi dette sansekunstværk sætter tilskuerens krop og sind i en sjælden følelsestilstand, hvor døden fornemmes klarere end ellers, når skuespillerens fødder skridt for skridt bevæger sig ind i det hvide lys.

Smerteligt brutalt

Forfatteren Maria Gerhardt er ikke mindst kendt som dj’en Djurna Barnes og lesbisk kultfigur. Hun skrev bl.a. romanen Der bor Hollywood-stjerner på vejen fra 2014 og digtsamlingen Amagerdigte fra 2015 – og hendes sidste bog blev Transfervindue, der blev udgivet blot en uge inden, at hun døde i marts 2017, kun 39 år gammel.

Den unge instruktør Liv Helm har valgt at omdanne denne bog til en monolog på scenen for Eventministeriet på Skuespilhuset. Det er lykkedes så enkelt og overbevisende, at man vitterlig føler, at romanens hovedperson forvandler sig til personen på scenen.

Det er voldsomt. Det er brutalt. Det er smerteligt. Og alligevel er det netop så afvekslende og livsbekræftende, som noget teater kan være det.

Takket være skuespilleren Christine Albeck Børge, hvis intensitet er så sitrende, at publikum nærmest trækker vejret synkront gennem de fem kvarter, som forestillingen varer. Hun stirrer ud på os, så vi føler, at hun ser hver eneste af os i øjnene. Først da begynder hun at fortælle sin historie…

Hungrende øjne

Christine Albeck Børge er en meget speciel skuespiller. Hun fik os til at græde over sit transkønnede menneske i Mungo Parks Boys don’t cry i 2014. Og her i Transfervindue får hun os til at mærke hvert eneste åndedrag, hun tager, mens hendes øjne hungrer efter at kunne se ind i den fremtid, som canceren har stjålet fra hende.

Hun står allerede på scenen, da publikum kommer ind i salen. Hun spiller med en imaginær fodbold i drillende lyskegler – angiveligt som fodboldspilleren, der står i sit ’transfervindue’, hverken med på de levendes hold eller de dødes.

Men så slår virkeligheden igennem. For så fortæller hun om at være på uendeligt ophold på hospice. Om kæresten, som hun ikke længere kan holde ud at skuffe med al sin elendighed – og om den lille søn, der ikke længere vil have, at hun giver ham flyverdragt på. Om de mange kosttilskud, der hverken gør fra eller til. Om behandlere, som lover alt muligt, men som kun koster penge. Og om alle de velmenende mennesker, der hele tiden giver hende nye råd. Det er en grufuld farce.

Opkast, opkast, opkast

»Der findes et sted i rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove,« betror hun os. Og så får vi ellers hele hendes cancerberetning – med så meget kvalme og opkast og træthed, at man er lige ved selv at dejse om i Skuespilhuset.

Vi følger hendes drømme og medicinhallucinationer. Når hun stirrer ud over Øresund, synes hun bestemt, at det er en båd.

»Kan det være en flygtningefamilie?« spørger hun bekymret. Fordi drøm og virkelighed glider sammen i ét mareridt.

Hendes største sorg er hendes store kærlighed – netop fordi hun indser, at hun mister den. »Jeg hadede, når du sagde, at du ikke havde tid. Du har masser af tid,« siger hun sarkastisk.

Parat til spurt

Christine Albeck Børge står i fodboldshorts og hudfarvet bh, så vi hele tiden bliver mindet om, at det er brystkræften, der er vendt tilbage for at tage livet af hende. Rundt om hendes spinkle krop flagrer en smuk, mønstret kimono. Indenunder har hun bare fødder – parat til at spurte.

Men det nytter ingenting. Kræften kan hun tydeligvis ikke indhente. Hun skifter vægten mellem fødderne, som om hun danser overlevelsesdans for sig selv.

»Tænk hvis jeg blev dét mirakel,« siger hun og forestiller sig, hvordan hun som dødsdømt pludselig bliver erklæret fuldstændig rask. Alligevel virker hun mere og mere åndelig, efterhånden som forestillingen skrider frem. Som om hun går fra krop til ånd foran øjnene på os.

Skuespillermæssigt er dette Transfervindue en bedrift af de ganske sjældne. Her transformerer en skuespiller sig fra levende til død. Mens hendes skinnende pupiller bliver ved med at glimte – og vise vej for os andre. Fra mørket mod lyset.

Transfervindue. Baseret på roman af Maria Gerhardt. Iscenesættelse: Liv Helm. Lys: Elizabeth Dyhr. Lyd: Rasmus Kreiner. Kostume: Anne Sofie Bruun. Musik: Matilde Böcher. Eventministeriet i Skuespilhuset. Til 22. oktober 2017 samt turné: Bl.a. 12-13. marts 2018 i Skuespilhuset og 22-23. marts 2018 på Aarhus Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu