Læsetid: 4 min.

Underkastelseserotiske digte

At krænge først barnet, så jeget af sig – og måske engang blive fri? – det er drømmens retning i Theresa Salomonsens – interessante, men, ak, alt for ujævne – debutsamling
Er Theresa Salomonsens digte gode? Både ja og nej, mener Erik Skyum-Nielsen. De forekommer klare i deres tematik og sympatiske i deres insisteren på individuel integritet, men sprogligt, rent lyrisk, savner de power.

Er Theresa Salomonsens digte gode? Både ja og nej, mener Erik Skyum-Nielsen. De forekommer klare i deres tematik og sympatiske i deres insisteren på individuel integritet, men sprogligt, rent lyrisk, savner de power.

Forlaget Korridor

28. oktober 2017

Hen ved halvvejs igennem 32-årige Theresa Salomonsens lyriske debut læser jeg, hvad der skal vise sig at være bogens korteste digt: »Du kan ikke bruge mit intellekt til noget / man kan ikke kneppe et intellekt«.

Edith Södergran, tænkte jeg: Kvinden, der vrister sig ud af mandens dominans, kvinden, der insisterer på at være hel som menneske og protesterer mod den reduktion, hun udsættes for i kærlighedens hellige navn: »Du søgte en kvinde og fandt en sjæl. Du er skuffet.« (»Dagen svalnar«, 1916)

Og ganske rigtigt: I bogens næste, midterste, mindste del »Dedikationer« finder jeg sørme digtet »Til Edith Södergran«, hvori tre linjer er som snydt ud af næsen på forbilledet: »Jeg er stålsat mod / hvem kan styrte mig omkuld / en lysende eufori i verden«.

Theresa Salomonsens digte handler om (eller drømmer om) vejen til dén position, en vandring, som begynder i en kristen opvækst under vingerne på en far »der fornægtede seksualitet« – en rejse, som via stofmisbrug og underkastelseserotik og en psykiatrisk diagnose bragte det lyriske subjekt frem til et sted, hvor hun tør sige ’jeg’ om sig selv.

Theresa Salomonsen: Kast himlen i havet

Kubistisk kvinde

Mest redundant og mest terapeutisk i tonen bliver denne fortælling om frigørelse i bogens tredje og sidste del, hvis tekster desværre stort set går i tomgang over den velkendte model »jeg-er-ikke …« og dens variant »tro-ikke-jeg-er«.

Jeget nægter at være en blomst, et dyr, et bjerg, en statue, et kunstværk, en skulptur midt i stuen, et hus, og læseren har allerede forstået budskabet, længe inden man når foden af de søjleformede repetitioner.

Helt galt går det, da digteren selv har identificeret det underliggende tema og kan begynde at psykologisere tanketungt over det: »Vi er slyngplanter / vi klamrer os til virkeligheden / betonvirkeligheden murstensvirkeligheden / det er for at styrke vores jegfølelse«.

Mere prægnans er der unægtelig over midterdelens fire henvendelser, hvor man foruden Södergrandigtet finder en slags genfortællende sampling af Gustaf Munch-Petersens nyklassiske tekster »til mine forældre« og »det underste land«, men også en virkelig spændende, ægte surrealistisk variation over motiver hentet hos den tjekkiske digter Vitezslav Nezval og en ikke mindre interessant tekst om som kvinde at vride sig fri af hænder, der griber hårdt om hendes bryst, og i stedet blive et billede på kunstens kubistiske præmisser: »kantede flader af hvid hud skrider ind over hinanden / jeg ser den matte trekantede kind og den skriggule hofte / mavens kvadrat og knæenes skæve irgrønne cirkler / spejlet lyver ikke / mine veneblå ribben stikker ud / der findes ingen bløde former / der findes intet hvidt«. Er det en spisevægring, der her får et (gyldigt!) æstetisk udtryk?

Knuse angstens kakerlak

Anmeldelsen er indtil nu stort set styret uden om bogens første del, den om underkastelse i forskellig form – her den seksuelle: »Det er utroligt så ligeglad man kan være / med at nogen har sin pik oppe i én«.

Det er i disse digte, frigørelsesfortællingen starter. Først søger kvinden ydmygelse og finder sig i at ligge bagbundet på gulvet eller stå »fikseret, ubevægelig«, stiv, »uden sanser« som installation midt i rummet – en position, som hun villigt og lydigt indtager ud fra en idé om måske at myrde sit jeg og blive en Ingen. Psykologisk set bliver spørgsmålet her, om den dominerende mand kan overtage Guds og faderens plads.

Senere (eller er det muligvis samtidig?!) vrister kvinden sig fri af forholdets bindinger. Vil ikke længere føle sig »som en dukke med ståltrådsskelet«, beslutter sig for at knuse »angstens kakerlak« under sin støvle. Er disse digte så gode? Både ja og nej. De forekommer klare i deres tematik og sympatiske i deres insisteren på individuel integritet, men sprogligt, rent lyrisk, savner de power, undertiden endda i middelsvær grad.

Til gengæld går budskabet ganske klart igennem: »Dit blod i min krop far / skylden er uundgåelig / den sidder i det beskidte / og jeg kan ikke bære din skuffelse over mig / og jeg kan ikke bære min syndighed mit køn / jeg vil drukne mig i havet / det bliver min anden dåb / og når jeg rejser mig igen / er jeg ikke længere din datter«.

Kan man drukne sig symbolsk og fødes på ny og opnå sin anden dåb? Kan man, som der står, blive en tre meter høj bølge, »det stille vandspejl der spejler himlen / det skyfri loft / hvor Gud sidder og vrænger / så gør det nu / kast himlen i havet«? Jo, i digtets frirum måske. I livets vandrette virkelighed går det trægere. Her handler det om forandring snarere end om forvandling.

Theresa Salomonsen: ’Kast himlen i havet’. Digte. Korridor. 62 sider, 150 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu