Læsetid: 7 min.

Alle ved jo, at kvinder lyver

Susanne Staun afdækker i sin nye bog, ’Mediernes møgkællinger’, pressens mekanismer i dækningen af konflikter og ligestilling på skilsmisseområdet. Det er rystende. Men så velskrevet, at man bare må sige: læs!
Susanne Staun er en forfatter, der frygtløst og med sprogligt overskud og humør udforsker smertens steder. Når hun nu skriver om journalistikkens tendens til at usynliggøre vold mod kvinder og børn, er det ud fra en oprigtig indignation.

Susanne Staun er en forfatter, der frygtløst og med sprogligt overskud og humør udforsker smertens steder. Når hun nu skriver om journalistikkens tendens til at usynliggøre vold mod kvinder og børn, er det ud fra en oprigtig indignation.

Finn Frandsen

10. oktober 2017

Hvis ikke Susanne Staun skrev så forrygende, ville det være svært at læse hendes nye bog, Mediernes møgkællinger.

Som læser griber man sig i at håbe, at de begivenheder, hun skildrer, ikke foregår i den virkelighed, vi kender som et dansk retssamfund.

På den anden side er usynligheden præcis det problem, bogen gør op med.

I bogens forord skriver Susanne Staun:

»Medierne skaber en anden virkelighed, hvor disse mennesker og deres problemer slet ikke findes.«

»Disse mennesker« er voldsramte kvinder og deres børn. Det, der har opløst dem, er vrede eksmænd og fædre, der trods deres beskedne antal bidrager flittigt til mediernes omtale af skilsmisser og den lovgivning, der omhandler forældres omsorg for og samvær med deres fælles børn efter samlivsophør.

Resultatet er den vandremyte, vi alle kender, og derfor uimodsagt kan henvise til:

»Mødre er onde kvinder, der fremsætter falske anklager og bruger tarvelige tricks med det formål at monopolisere deres børn, og efterlader en hale af grædende fædre i deres kølvand,« som det hedder i bogen.

Susanne Staun er en forfatter, der frygtløst og med sprogligt overskud og humør udforsker smertens steder. Hun er forfatter til en række anmelderroste bøger, som omfatter velskrevne og vittige kriminalromaner, håndbøger om godt sprog og i 2015 den semidokumentariske roman Velkommen til mit mareridt om akademikeren Marias forsøg på at beskytte sit barn mod en skadelig eksmand og uheldigvis også mod et ’system’, der nægter at tro hende.

Når Susanne Staun nu skriver om journalistikkens tendens til at usynliggøre vold mod kvinder og børn, er det ud fra en oprigtig indignation:

»Det er en bog, jeg har følt mig forpligtet til at skrive, fordi ingen andre gør det.«

Opbrud på vej

Lad mig for god ordens skyld fremhæve, at langt de fleste skilte forældrepar som bekendt selv finder ordninger for samvær og økonomi. De mennesker, Staun skriver om, er en lille del af resten, nemlig de såkaldte højkonfliktsager. Ofte dækker ’højkonflikt’ over vold og trusler.

At vold mod kvinder nedtones og omskrives til noget mere spiseligt, er et fænomen, som ikke kun Information og Politiken, men også Kristeligt Dagblad og Berlingske de seneste par år har afdækket. Med journalistisk kompetence har aviserne påvist, hvordan politiet bagatelliserer voldtægtssager og omtaler visse (masse)drab som ’familietragedier’.

Sjældnere omtaler medierne derimod, at EU og FN har erklæret forældreansvarsloven fra 2007 konventionsstridig, fordi den ikke fremmer »barnets bedste«.

Susanne Staun: 'Mediernes Møgkællinger'.

Da en stor rapport fra EU's agentur for fundamentale rettigheder (FRA) i 2014 viste, at danske kvinder er EU’s mest udsatte for sexchikane og kønsrelateret vold på arbejdet eller i hjemmet, blev rapporten bagatelliseret og siden fortiet uden at udløse politiske initiativer.

Men måske er der et opbrud på vej, som Susanne Stauns bog er en del af. Hun demonstrerer med interessant aktindsigt og 273 kildehenvisninger, hvordan de narrativer, der fremmes i medierne, stort set alle handler om ligestilling og kønsmainstreaming – et herligt bullshitord, der i sidste instans udsletter kønsforskelle.

Kort fortalt synes både myndigheder og medier at være begejstrede for beretninger om engagerede forældre af hankøn. Susanne Staun mener, at myndigheder og medier gerne ser virkeligheden i énkønnet perspektiv (’fædre og mødre er lige gode forældre’). For journalister er det måske også interessant at nedbryde etablerede fordomme og forventninger som den opfattelse, at mor, der tog barsel osv., også er den bedste til at tage sig af børnene efter en skilsmisse.

Susanne Staun viser, hvordan ’omvendthistorien’ om den engagerede far har udviklet sig til en tilsvarende automatreaktion eller ’vandremyte’. For at skaffe dokumentation for den, har en række medier, fra Radio24syv over TV 2 til DR og BT, ifølge bogen lige lovlig ukritisk videreformidlet cases og undersøgelser fra bl.a. lobbyorganisationen Foreningen Far, der med 1.300 medlemmer foregiver at repræsentere 2,4 million »fantastiske forældre«.

Påstand mod påstand

Foreningen Far bistår ifølge bogen således ikke kun med at rekruttere mandlige deltagere til tv-programmet Den store Bagedyst (!), men også med at promovere foreningens egne dagsordener ift. skilsmisseøkonomi og samvær med børn. Således cirkulerer forkerte tal, eller blot det neutrale ord ’mange’, i diverse mediekampagner om løgnagtige, samværschikanerende mødre, ofte orkestreret og viderebefordret af de samme få journalister.

Tåkrummende er den korrespondance, Susanne Staun har fået fingre i, hvor Radio24syvs journalist og kilde – formanden for Foreningen Far – sammen glæder sig over historiens gennemslagskraft hos politikerne, og kilden som belønning tilbyder sit sommerhus til udlån.

Bogens påstand er, at medierne hermed reelt går myndighedernes ærinde:

»(man) kan observere, at det, staten ikke ønsker belyst, ikke bliver belyst«, skriver Susanne Staun.

Når Statsforvaltning og domstole afviser yngre børns vidnesbyrd, selv når det er afgivet gennem et otte måneder langt forløb på Rigshospitalets Center for Seksuelle overgreb; når dokumenter ikke vedhæftes sagen; og når en offentligt ansat psykolog pludselig bliver tavs, findes efterfølgende kun ’falske ’– dvs. ikkebeviste – anklager. Siden går sagen sin gang som påstand mod påstand.

Medierne går samme vej, siger Susanne Staun. Specielt i de elektroniske medier er vinklen ofte tilrettelagt, så et evt. modsvar risikerer at blive en kort formssagskommentar. Det opdager kilden, der repræsenterer ’den anden side’, og afviser følgelig at lægge fjæs til skurkerollen.

Lukrativ branche

Til trods for, at det ofte er svært at løfte bevisbyrden, viser Statsforvaltningens egne statistikker, at årligt 200 forældre, overvejende fædre, får afslag på samvær på grund af vold og overgreb. Ifølge SFI’s tal er 12.563 danske børn netop nu udsat for seksuelle overgreb af forældre eller stedforældre.

Som vi nu ved, risikerer skadede børn en syg fremtid. Det er hjerteskærende at læse om Thomas, der som syvårig er bakteriefobisk håndvasker, og som 11-årig får tilbagefald, fordi hans far har besøgt – og dermed inficeret! – den skole, hvor Thomas nu går.

I forebyggelsens tegn ordinerer myndighederne ikke sjældent forældresamarbejde under professionelle former. Susanne Staun påpeger, at ’højkonflikt’-skilsmisserne danner grundlag for en voksende og lukrativ branche af skilsmissemæglere, der for offentlige millioner sætter psykopat og voldsoffer på samme skolebænk.

Mest alvorligt er dog i Stauns øjne, at mediekampagnerne fungerer paradigmatisk ift. lovgivningens kønsmainstreaming. Det sker, når politikere og socialministre – fra Manu Sareen (R) til Mai Mercado (K) – lover politisk indgriben på baggrund af veltilrettelagte vandremyter.

Forfatter Susanne Staun.

Finn Frandsen

Dog spørger hverken medier eller politikere til, hvorfor nogle mødre tilbringer måneder og år på krisecenter eller i fængsel, i øde sommerhuse eller lader alt bag sig og begynder et nyt liv i en anden verdensdel. Ej heller problematiseres det, at en mor reelt falder i myndighedernes baghold, når hun bliver dræbt af sin ekskæreste med et oversavet jagtgevær i forbindelse med overlevering af deres fælles datter. Hvis ikke hun samarbejder med den mand, der truer hende, er det samværschikane, som kan udløse tvangsudlevering af barnet, bøder og fængsel.

Susanne Stauns bog er en rystende afsløring af et problemkompleks, der gør det muligt for vrede og afvigende mennesker at genere andre og skade børn for livet.

Hvorfor?

Selv har Staun siden udgivelsen af Velkommen til mit mareridt gennemgået en injuriesag, anlagt af en vred far, og Foreningen Far har indklaget hende til Pressenævnet.

At hun blev pure frikendt, gør ikke den slags stalking by proxy mindre anstrengende. Det koster penge og energi, som hun gør opmærksom på i sin Politiken-kommentar fra den 23. september i år, der handler om Skype-milliardæren Janus Friis’ mere end 30 sagsanlæg mod sin ekskæreste. De samme metoder – sagsanlæg, klager, breve til myndighederne – anvendes mod ekskonerne, som ofte er psykologisk og økonomisk trængt, hvis de mister job og bolig, mens sagen verserer.

Tilbage bliver to spørgsmål: hvorfor? Hvorfor gider disse fædre genere mødrene til deres børn – og skabe små angste sengevædere i tilgift? Og hvorfor bliver alt dette vås troet?

Svaret på det første spørgsmål er, ifølge en række udenlandske undersøgelser, som Susanne Staun citerer fra, at visse mænd søger kontrol med kvinder og børn ud fra en dyb følelse af forurettelse og tab over, at kvinder kan klare sig selv.

På det andet spørgsmål er bogens svar dobbelt: Dels er det ugunstigt for karrieren at skrive om et journalistisk lavstatusområde som børn og mødre. Dels, som Susanne Staun citerer:

»Myter er sejlivede, og de, der river dem ned, får altid ballede.«

Mod bogens slutning diverteres med et citat af direktør for EU’s Agentur for grundlæggende rettigheder, Morten Kjærum, udtalt i anledning af FRA-undersøgelsen:

»Folk vil hellere forsøge at feje fakta væk frem for at diskutere substans. Det var nok ikke sket, hvis emnet handlede om noget andet end kvinder.«

Jeg kunne ønske, at bogen havde indeholdt interview med Kjærum og med forskere og repræsentanter for (børne-)organisationer, der arbejder med tilsvarende sager. Men det er formspørgsmål, der på ingen måde antaster bogens imponerende dokumentation og stærke fortælling.

Stauns afsløringer af enøjede journalister og ilde forberedte politikere bør blive obligatorisk læsning for alle, der omgås med virkelige menneskers skæbne.

Moralen er i al korthed: Vi skal ikke altid kun tro egne øjne og ører, eller fæste lid til populære vandremyter. Vi skal også tjekke dokumentation, høre andre sider og sikre os, at casepersonen har rent mel i posen.

Sådan som mange journalister på ofte forbilledlig vis gør, når det handler om »rigtig« (!) politik.

Susanne Staun: ’Mediernes møgkællinger’. 248 sider. Kr. 250. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Maiken Guttorm
  • Mette Poulsen
  • Annika Hermansen
  • ingemaje lange
  • Sidsel Jespersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Randi Christiansen
  • Katrine Damm
June Beltoft, Maiken Guttorm, Mette Poulsen, Annika Hermansen, ingemaje lange, Sidsel Jespersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja Staun er fremragende, det kan kun anbefales at læse hendes bøger!

Hanne Holm, Hanne Ribens, Arne Lund, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Helt enig, Katrine.
Det er jo rystende, at Staun kan dokumentere et så massivt bias fra både myndigheder, medier og offentlighed :-(

Torsten Jacobsen

Der er så megen medvind i denne 'anmeldelse' at man helt kommer i tvivl om kvaliteten af det anmeldte produkt. Eller sagt på en anden måde: Der er fra Susanne Stauns hånd tydeligvis tale om et meget stærkt partsindlæg i en verserende konflikt , og Marie Louise Kjølbye er som 'anmelder' lige så tydeligt og endda entydigt på Stauns side. Dermed gør hun hverken Susanne Staun eller mig som læser nogen tjenester, idet jeg simpelt hen ikke kan/tør stole på, at Kjølbye har læst bogen med den for mig at se nødvendige grad af objektivitet.

Bogens 'Imponerende dokumentation' fremhæves flere gange (273 kildehenvisninger [sic]), hvilket burde få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste, ligesom ikke mindst følgende lille passus ved nærlæsning må rejse tvivl om Kjølbyes evne til i dette konkrete tilfælde at holde fast i sin objektivitet:

"Således cirkulerer forkerte tal, eller blot det neutrale ord ’mange’, i diverse mediekampagner om løgnagtige, samværschikanerende mødre, ofte orkestreret og viderebefordret af de samme få journalister."

Bemærker man sig at 'diverse' er et synonym for 'mange', vil man ved (gen)læsning af det citerede måske finde anledning til en vis, snigende bekymring? Eller i det mindste ihukomme det gamle ordsprog med sten og glashuse, hvadbehager?

Når det så er sagt, så kan man vel næppe med interesse følge den evigt verserende offentlige debat om henholdsvis fædres og mødres (for ikke at tale om børns) rettigheder ved skilsmisse, uden at blive opmærksom på samme grundlæggende pointe som Susanne Staun skriver sig ind på: At alt for mange kvinder og børn lades magtesløse i skyggen af en ikke-proportional fascination af de relativt få skinbarligt 'renfærdige' fædre/mænd, som kommer i klemme i systemet, sammenlignet med antallet af kvinder, der reelt ikke kan finde beskyttelse mod hævngerrige, småpsykotiske og fornedrede mænd.

Så bogen falder såmænd nok på et tørt sted, og tak for det. Blot ærgerligt at Information ikke helt kunne løfte opgaven at anmelde bogen forsvarligt.

Niels Duus Nielsen, David Zennaro, ulrik mortensen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar