’Elefanten blev for tyk / og punkteret af en myg. / Det var ikke dumt, fordi / den var lille indeni.’
Sådan lyder et af Knud Romers skønne bogstavdigte i hans forrygende ABC med John Kørners tegninger fra 2014. Det er denne anarki og uforudsigelighed, som koreografen Sofie Christiansen har videreført i sin legende koreografi for sART Danseteater sammen med BaggårdTeatret i Svendborg og Den Fynske Opera i Odense.
Og gudskelov vises forestillingen nu på Dansekapellet i København, hvorefter den går på turné rundt i landet. For dette er en himmerigsmundfuld af alt det bedste.
Bent Sørensen har komponeret musik til bogstavdigtene – melodiske, men også brølende og nynnende sange. Dermed bliver Knud Romers bogstavdigte til sange, som både de 6-8-årige og deres voksne kan synge med på, sådan med krokodillegrin og det hele. Men også til vildt avancerede tonelege for performerne, der mirakuløst både kan synge og danse, tale og spille musik.
Glade striber
Det er en sansefest, dette her. Da vi kommer ind i scenerummet, ligner det et hemmeligt land af blafrende slør. I midten af Luise Midtgaards drillende scenografi sidder musikeren og musikarrangøren Anders Ringgaard Andersen og spiller på trækbasun, oven på forstærkede lyde af drømmesuk.
Og under vores strømpesokker lokker det blødeste, petroleumsfarvede gulvtæppe. Foran os går den smilende danser Anete Jensen med finurlige fletninger og nederdel med glade striber. Hun får os til at strække hænderne frem og lade dem flyveblafre. Og da hendes ben pludselig stritter i vejret, kravler vi med ind i en verden, hvor safaridyr er lige så velkendte som myg.
Girafkvinde
Girafkvinden synger i hvert fald så sofistikeret og heftigt, at alle må overgive sig. Det er Karin Norrinder, der stirrer med sine savanneøjne ud mod børnene, mens hun synger med sin bjergtagende stemme, der må kunne synge sjakaler til ro. Den spanske danser Carlos Rodas med de markerede benmuskler og de elegante flamencoarme tager tilløb og løber hen mod hende, og alle ungerne gisper, når hendes bomstærke krop griber den store mand, sådan bare i luften.
Er denne superkvinde vitterlig en giraf? Eller er hun snarere en bjørn? Eller en dinosaur, der vandrer rundt bag silkestofferne med skramlende knogler og med lysende blikke fra flagermus flyvende om ørerne?
Ålen kommer til sidst
Sådan stimuleres tilskueren til at tage på opdagelsesrejse i alfabetet – aldeles uortodokst. De opfindsomme rekvisitbogstaver – et par sovebriller som et B og en gulvskrubbe klippet til et E – samles først til allersidst. Med børnenes stolte hjælp, naturligvis. Her er ingen følelse af lektier. Først da den spanske danser forsøger at udtale Å-digtet om ålen, bliver der muntert fokus på bogstavernes svære lyde:
’Ålen følte sig smigret / – uha, den var inviteret …’
Knud Romers ABC er herligt interaktiv. Hele tiden vandrer vi eller sidder på hug mellem slørene. Og hele tiden bliver vi inspireret af musikken, der undervejs svinger over i harmonika og syrede forstærkereffekter.
Til sidst lægger vi os ned på ryggen med ansigtet op mod loftet i mørket. Her føles det mest af alt som at ligge under nattehimlen, omgivet af skønhedstoner og ildfluer. Se bare! Så vælter det frem med billeder af stjerneskud inde bag øjenlågene. Eller er det bare girafkvinden, der stikker næsen i vejret?
’Knud Romers ABC’. Tekst: Knud Romer. Musik: Bent Sørensen. Iscenesættelse og koreografi: Sofie Christiansen. Scenografi: Luise Midtgaard. Kostumer: Alaya Riefenstahl. Musikarrangement og livemusik: Anders Ringgaard Andersen. Varighed: 50 minutter. Aldersgruppe: Fra 6 år. Co-produktion mellem sART Danseteater, BaggårdTeatret og Den Fynske Opera. Spilles i Dansekapellet på Bispebjerg Torv fredag 10. november kl. 16 og 18 samt lørdag den 11. november 2017 kl. 12 og 14. Vises på Aprilfestival 2018 i Syddjurs og går på turné sept.-okt. 2018.