Læsetid 4 min.

Årets strikkeklubroman

Med sin varme optimistiske skildring af venskabets styrke og sangens forløsende kraft leverer Kristín Marja Baldursdóttir årets strikkeklubsroman
Det kan være hårdt at bo i en islandsk fiskerby, især som udlænding. Men ikke hvis man har hinanden og musikken. Og det har de i Kristín Marja Baldursdóttirs roman ’Havblik’.

Det kan være hårdt at bo i en islandsk fiskerby, især som udlænding. Men ikke hvis man har hinanden og musikken. Og det har de i Kristín Marja Baldursdóttirs roman ’Havblik’.

AP/Polfoto

4. november 2017

Hvad er det dog for et samfund, jeg lever i? spørger den 59-årige Flora, da hun bliver erklæret uønsket på arbejdsmarkedet og afskrives på grund af alder. Det korte svar er, at i et patriarkalsk konkurrencesamfund skal man helst være ung og af hankøn. Selv er hun fraskilt, mor til to børn og bedstemor for længst, men jo altså muligvis totalt ubrugelig – lige indtil hun påtager sig at male et ældre træhus – indvendigt, med hvidt – i en afsides bygd langt oppe på det nordvestlige Island.

Da der er gået hen ved et år, nærmere bestemt de ni måneder, det tager for et menneske at blive klar til sin fødsel, er hun blevet en anden kvinde end før: ovenud empatisk, udadvendt, i stand til at ytre vrede og føle ekstatisk glæde. Hun har pludselig fået fire nære veninder, hun har opdaget ambition hos sig selv, hun har vist handlekraft, mod og organisationstalent, ja, hun er tilmed forelsket!

Syng dig glad

Hvordan går det dog til? Det får man at vide i Kristín Marja Baldursdóttirs nye, kulørte, livsbekræftende og hjertevarme roman, der begynder som en mellemting af en sagsmappe på et jobcenter og en journal på et hospital, men slutter som en triumfagtigt bimlende hyldest til kærligheden, venskabet og kunsten, specielt musikken.

Det viser sig nemlig, at den lille fiskerby ikke alene har en organist og komponist, Petra, med talent og vilde, himmelstormende drømme, men også rummer tre udenlandske kvinder, der udover at pukle på den lokale fiskefabrik har det til fælles, at huse vidunderlige sangstemmer – en af dem sågar i verdensoperaklasse! – og at de kan spille på et instrument.

Lyshårede Ania fra Krakow, høje Eva fra Budapest og lille sorthårede Juane fra Castilien er som udlændinge på forhånd marginaliserede, men derudover låst fast i henholdsvis moderrollen, ensomheden og et voldeligt parforhold; men de lærer islandsk hos jeg-fortælleren Flora og danner i vinterens løb sammen med Petra og værkfører Johannes fra filetfabrikken et ensemble, der sensommeren efter, i bogens niende og sidste del, optræder for fulde kirker i Tyskland. Inden da har de måttet kæmpe mod et lokalsamfund mættet af mistro og misundelse, men også mod diverse repræsentanter for mandsvældet. 

Kristín Marja Baldursdóttir: Havblik

Voldsomst går det til, da Juanes samlever vikler hende ind i et fiskenet (fordi hun har søgt at tilkalde hjælp over nettet!) og låser hende inde i spisekammeret. Men fra dette kvindefængsel fører en befrielse fuldt af en møjsommelig genfødselsproces gennem en fælles indsats, som bringer kvinderne sammen følelsesmæssigt såvel som kunstnerisk. Dog, forløbet sker primært i Flora. Hvorfor var jeg altid så tilbageholdende og forsagt? spørger hun i et tilbageblik på livet.

Det korte svar er, at hun, skønt datter af en naturforskermor med faglig succes, tidligt lærte at indstille sig på mandssamfundets lumske undertrykkelsesmekanismer. Lærte at fornægte sig selv og lærte sig fortielsens kunst i et samfund, der jo ellers roser sig af en stolt fortælletradition!

Ind imellem leverer romanen kvindepolitiske svar, der er længere og mere udførlige end disse, men om det gennemgående budskab hersker der ingen tvivl, ej heller om det lyse og positive modspil, som når det efter en time i islandsk, der går over i velgørende sang, hedder, at »selv om vi var fire kvinder med hvert sit sprog og hver sin kultur, tro og oprindelse, kunne vi trods alt forenes i sang og føle samhørighed.« Forfatteren gør for en sikkerhed skyld opmærksom på, at »der var noget ophøjet ved det«. For når det gælder holdning og budskab, er Kristín Marja Baldursdóttir ikke bange for at vælge den brede pensel og smøre rigeligt på.

Varieret vejr

Det gælder også brug af symbolik. Som en islandsk anmelder rigtigt pegede på ved romanens fremkomst i december i fjor, former handlingen sig som en heftig strid mellem mørket og lyset, og på det psykologiske plan svarer Floras ihærdige indsats med den hvide maling på de noprede, hullede vægge i huset til hendes kamp mod desperationen i hende selv: Fortiden skal billedligt talt males over og malingen danne bund for en ny, personlig »skrift«.

Hertil kommer, at ensemblets debutkoncert finder sted på selveste Langfredag, og at den bimlende forsøstring sker to dage efter, på Påskedag. At Flora i indtil flere omgange gnider olivenolie på fødderne af den forslåede spanier, må læses som en klar bibelsk allusion. Den »kostbare salve«, der omtales hos Lukas i kap. 7, har bare været vanskelig at skaffe i den afsides bygd på Vestfjordene, som til gengæld byder på rigt varieret vejr, hvilket gør det muligt for forfatteren at komponere forløbet efter en model, som spænder fra »Snefygning«, »Snestorm«, »Kulde«, »Uvejr«, »Frost« og »Ustadigt vejr«, »Kuldebølge« til »Havblik« og »Blidt efterårsvejr«.

Bogen kunne utvivlsomt have været korrekturlæst bedre. Men dens omstændelige og detaljeforhippede udtryksmåde har oversætteren formidlet godhedsfuldt, velsagtens velvidende om, at det gumpetunge nu en gang hører sig til i en snakkesalig feel-good-roman.

Med sine tydelige, indbyrdes differentierede karakterer, sin plotmæssige fremdrift og sin udnyttelse dels af vejret, dels og måske vigtigst af musikken, formelig skriger Havblik på filmatisering, subsidiært bearbejdelse til dramatik. Og ganske rigtigt, stykket har såmænd premiere på Nationalteatrets store scene 21. april 2018. Strikkeklubberne vil stå i kø.

Kristín Marja Baldursdóttir: ’Havblik’. Roman, oversat fra islandsk af Rolf Stavnem. 335 s. kr. 300 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trine Søndergaard

Hej Erik. Det er mig, der har korrekturlæst romanen, og derfor ærgrer det mig selvfølgelig, at du skriver i din anmeldelse, at bogen utvivlsomt kunne have været "korrekturlæst bedre". Jeg afviser ikke, at dette er en mulighed, men det ville have været mere respektfuldt over for bogen, hvis du havde givet et par eksempler på, hvad der evt. kunne have været korrekturlæst bedre. Så havde forlag, oversætter og/eller korrekturlæser haft en chance for at lære noget af dig, i stedet for at det - som nu - fremstår som et postulat. I øvrigt staves "langfredag" og "påskedag" (og alle andre helligdage undtagen Kristi himmelfart og Mariæ bebudelsesdag) med lille begyndelsesbogstav (ikke med stort, som du har skrevet i din anmeldelse), "indimellem" skrives i ét ord, når det har tidsbetydning (ikke i to, som du har skrevet), og "nu engang" skrives sådan (ikke "nu en gang", som du har skrevet), alt sammen ifølge Retskrivningsordbogen (2012). Venlig hilsen Trine.