Læsetid: 4 min.

Ai Weiwei rejser æresstøtte for alle verdens flygtninge

Den monumentale flygtningedokumentar ’Human Flow’ giver os et kunstnerisk rum at forstå den største menneskelige tragedie i
Ai Weiweis ’Human Flow’ er dokumentarfilm som en kærlighedshandling, der med nogle få kunstneriske greb åbner for et mentalt råderum midt i en ufattelig tragedie. 

Ai Weiweis ’Human Flow’ er dokumentarfilm som en kærlighedshandling, der med nogle få kunstneriske greb åbner for et mentalt råderum midt i en ufattelig tragedie. 

Nordisk Film

10. november 2017

Der er så mange skæbner, der ætser sig ind i erindringen i Ai Weiweis flygtningedokumentar, Human Flow. Men de her billeder bliver ved at hjemsøge mig med størst intensitet: Et spædbarn med gaze for øjnene ligger i en kuvøse med ultraviolet lys. Den menneskelige kontakt foregår gennem to huller ind i kuvøsen, hvor et par latexhandsker løfter barnet op, drejer det lidt, lægger det tilbage.

Den korte scene bliver aldrig forklaret. Er det en flygtningebaby, der behandles for skader påført under den svære vej væk fra en konfliktzone? Uanset hvad, så fungerer scenen i sin mangel på information som et slående billede på, hvordan vi behandler flygtninge her i fæstning Europa. Som viljeløse individer, vi ikke ønsker nogen form for berøring med.

Den 60-årige kinesiske kunstner, aktivist og instruktør Ai Weiwei rejser med Human Flow en æresstøtte for al verdens menneskelige affald. Dem, der er tilovers. Røvrendt af uoverskuelige klimaforandringer og globaliseringsmekanismer. Eller pisset ud af EU igen, som var de et uønsket biprodukt af en nådesløs overernæringsproces.

Stærkt rørende scener

Over to timer og 20 minutter komprimeres filmholdets et år lange rejse med flygtninge rundt i deres lejre. Sammen med dem render vi ind i pigtrådshegn og mure. Fotograferne besøger aktive og tidligere krigszoner. Weiwei møder højtstående folk, der kæmper med at behandle flygtningene ordentligt.

Flygtningedokumentarer kommer i en lind strøm, og det er godt, for det er nødvendigt. De koncentrerer de abstrakt enorme, anonyme menneskemængder (65 millioner fordrevne globalt) ned i konkrete personskæbner og faciliterer dermed en en-til-en-empati.

Det sker i Human Flow i stærkt rørende scener. Der er kvinden, der kun vil filmes med ryggen til kameraet. Først begynder hun at græde under sit vidnesbyrd, så kaster hun op. Der er en håndholdt scene fra en nattemørk flygtningelejr, hvor to brødre forsøger at trøste hinanden.

»Jeg vil ikke se dig græde. Bare sig mig, hvad du ønsker. Hvor vi skal tage hen,« siger storebroren. Han vil give sin sjæl for sin lillebror. De omfavner hinanden, mens de begge græder. Og så er der manden på gravpladsen, der har mistet fem nære slægtninge, mens hans bror er gået fra forstanden.

»Jeg ser dem i mine drømme,« siger han, mens han hulker.

Og så er der værdigheden, hvormed folk beskriver, hvordan krige og regimeskifter har berøvet dem deres levebrød.

»Forfædrenes jord blev taget fra os,« siger en mand fra rohingya-folket. Og forklarer også hvorfor de ikke kæmpede imod: »Islam tillader os ikke at ty til våben.«

Et væld af greb

Ai Weiwei bruger et væld af greb til at formidle tragedierne og de moralske udfordringer. Digt-citater, fakta, pressecitater, ekspertvidner, ofrenes historier og et metalag, hvor der gøres opmærksom på Weiweis og kameraholdets tilstedeværelse og iscenesættelse.

Og så er Human Flow også en vellykket dokumentar, fordi den betjener sig af cinematiske virkemidler som flydende drone- og steadycam-fotograferinger og en del faste indstillinger. Fremfor en mere håndholdt dokumentarisme (som den dog også dyrker pletvist) giver denne æstetik et klarere, sobert blik på fattigdommen og desperationen. Det er en mere transparent formidling, og det giver tilskueren plads til at rumme tragedien. Og dermed mærke den. Denne plads gives også gennem danske Karsten Fundals soundtrack, der er sparsomt, respektfuldt, behersket medlidende. Uden at kamme over.

Og så er der en ubeskriveligt smuk scene fra Irak, hvor de antændte oliekilder buldrer op i en sort fossil himmel. En mand går over hvid askejord. Så fjernes den infernalske støj af brændende olie fra lydsiden, og kun hans skridt kan høres. Og man føler, at man letter som følge af den pludselige vægtløshed i lydbilledet. Som om alverdens tyngde slipper os, og mennesket i nogle sekunder frigøres fra sine omstændigheder.

Et meningsløst liv

Men selvom tiderne skifter, så synes lidelserne desværre at være de samme. Den første menneskelige udvandring var ud af Afrika for 140.000 år siden. Og den palæstinensiske menneskerettighedsforkæmper Hanan Ashrawi siger, at dét at være flygtning er »den mest gennemgribende ondskab, som et menneske kan udsættes for«, fordi det er et meningsløst liv.

I Human Flow anslås det, at alene 250 millioner afrikanere vil blive drevet på flugt inden for en overskuelig fremtid. Det bliver et enormt problem, som vi som europæisk samfund sandsynligvis ikke vil have noget menneskeligt værdigt svar på. Det synes filmen med al tydelighed at demonstrere. Hvordan vi allerede nu vasker vores hænder og parkerer de nødstedte mennesker uden for EU.

Hvilket rejser et andet spørgsmål: Kommer vi til at opføre os i overensstemmelse med vores flygtningekonventioner og menneskerettighedserklæringer? Eller risikerer vi, at efterkrigstidens resultater, som det formuleres, kan være tabte? Flygtningekonventionen fra 1951 blev udarbejdet og underskrevet som reaktion på flygtninge fra bag Jerntæppet. Nu har vi selv rejst nye jerntæpper. Som den tyske avis Der Spiegel citeres for: »Europa er død. Længe leve Europa?«

Det er Human Flows centrale kvalitet, at den med sit væld af formidlingsstrategier og nogle få kunstneriske greb – såsom det ultraviolette kuvøsebarn og skridtene i den hvide askejord under de lydløst brændende oliekilder – åbner for en mere abstrakt tænkning. Åbner for en lille smule mentalt råderum i denne ufattelige tragedie, der her kortlægges så roligt og alligevel indigneret, gennem ret så åbne metaforer og en rolig empatisk gestik. Det er dokumentarfilm som en kærlighedshandling og som en undren over menneskets evne til at overleve lidelse – eller til at ignorere andres lidelse.

’Human Flow’. Instruktion: Ai Weiwei. Tysk-amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Toke Kåre Wagener
  • Maria Francisca Torrezão
Olaf Tehrani, Toke Kåre Wagener og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

PS: Al Weiwels Soleil Levant 2017 på Charlottenborgs facade fra 20 juni til 1. oktober 2017 som symbol på de mange flygtninge over Middelhavet.
Det var lidt paradoks, at Løkke Rasmussen bor overfor Charlottenborg og må kunne se alle redningsvestene fra sine vinduer. Mon det har gjort et indtryk eller har han ikke været berørt af vestene.