Læsetid: 5 min.

Al Gores ubekvemme tilstand: Klimakamp dag og nat, kloden rundt

Den 69-årige tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, synes bare at skrue op for sin grønne aktivisme. Hans nye klimafilm, ’En ubekvem sandhed 2’, er mindre lektier, mere karakterstudie og en bevægende og opmuntrende beretning om, hvordan nogle bare bliver ved og står fast
Al Gore, der her er på besøg i Filippinerne, interesserer sig i høj grad for mennesker i sin nye klimafilm, ’En ubekvem sandhed 2’.

Al Gore, der her er på besøg i Filippinerne, interesserer sig i høj grad for mennesker i sin nye klimafilm, ’En ubekvem sandhed 2’.

UIP

16. november 2017

Man kan vælge den nøgterne distance.

I så fald kan man fastslå, at Al Gores nye klimafilm, En ubekvem sandhed 2, rummer megen kendt viden for folk, der følger klimadebatten. At det er en film med et amerikansk publikum for øje og med virkemidler, der fungerer dér. Og at det er en diskutabel genre: en film om en mands bedrifter, forestået af ham selv.

Man kan også bare overgive sig. Det gjorde jeg.

Jeg mødte Al Gore første gang i 1995. Det var under FN’s Sociale topmøde i København, hvor Gore som USA’s vicepræsident dukkede op til et lukket pressemøde for en snæver kreds af journalister. Han kom for sent, var pakket ind i sikkerhedsfolk og ville ikke svare på spørgsmål, blot aflevere et kort, intetsigende statement om det vigtige møde. En kold skid, tænkte jeg. Og forstod, hvorfor de kaldte ham ’træmanden’. Det var Gore som supermagtens udsending.

I 2000 vandt han valget (flest vælgerstemmer), men tabte præsidentposten til George Bush. Han kunne have lænet sig tilbage og levet komfortabelt af sine penge, men valgte at optrappe sit klimaengagement og blev aktivist på fuld tid. I 2006 resulterede det i filmen En ubekvem sandhed, som fik fantastisk gennemslagskraft – og to Oscars – med sin om- og uhyggelige dokumentation af, hvad det fossile energiforbrug gør ved planeten.

I den ny klimafilm er det en 20 år ældre mand, vi møder. Al Gore, 69, er blevet gråhåret, lettere overvægtig, en smule gangbesværet på trapper. Sveden løber af ham, når han anstrenger sig. Det er ikke dét, filmen vil vise, men kameraerne afslører det. Og det er med til at gøre det til en bevægende film. Her er en mand over den pensionsmodne alder, der som klimaaktivist fortsat slås med alt, hvad han har i sig.

En ubekvem sandhed 2 omtales som Al Gores film, og givetvis har han været med til at planlægge den og godkende hver en detalje. Men den er instrueret, fotograferet og redigeret af de to dokumentarfilmmagere, ægteparret Bonni Cohen og Jon Shenk, der som fluer på væggen fulgte Gore rundt i verden i 2015 og 2016. Shenk kalder filmen et karakterstudie af en mand, der yder alt på en mission for at redde verden for børnenes skyld, før det er for sent.

Billederne taler

Truslen mod klimaet efterlader filmen ingen tvivl om. Der er færre grafer og mindre lektier i den nye film i forhold til den første, som grundlæggende var en filmet version af Al Gores omfattende lysbilledshow.

I En ubekvem sandhed 2, hvor Gores fortsatte turné med lysbillederne stadig er fortællerammen, bruges de få grafer primært til at pege fremad: Så hastigt ekspanderer sol og vind, så meget billigere er de grønne teknologier blevet.

Det centrale er billederne. Dels dem med Gore selv, når han står ved fronten af en smeltende gletscher i Grønland, når han får våde fødder på gaden i Miami Beach, fordi oversvømmelserne når op over gummistøvlekanten, når han taler med overlevende efter tyfonen Haiyan i Filippinerne, eller når han med klimaforskeren Konrad Steffen vandrer på indlandsisen og ser, hvordan en spæd bæk af smeltevand vokser til en brusende, isblå syndflod, der sender nye vandmasser ud i verdenshavene og ind i gaderne i Miami Beach.

Og så er der de dokumentariske klip af de infernalske brande i Australien efter tørke, billederne af mennesker i Indien, hvis sko sidder fast i den smeltende asfalt, og klip med dem, der graver massegrave i Pakistan som forberedelse til næste hedebølge.

»Jeg kender ikke til nogen anden måde at gøre det på,« siger Al Gore, når han begrunder sine foredrag, sine bøger, filmene og sine træningssessioner for nye klimaaktivister. De begyndte med 50 mennesker i et telt i 2006 og har udviklet sig til The Climate Reality Project med sessioner verden over, senest samledes 1.300 vordende aktivister til træning i Pittsburgh i oktober.

Lobbyisme i Paris

Og dog. Han kender andre måder. Et dramaturgisk højdepunkt i filmen er klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, hvor Al Gore agerede i kulissen.

Forud for topmødet indledte Climate Reality Project en 24 timers direkte, stjernespækket tv-sending om klimakamp kloden rundt. Men få timer inde i arrangementet rammes Paris af det store terrorangreb, og det får Gore til at afbryde projektet.

Man ser ham og staben modtage budskabet om den dødelige terror midt under sendingen, og man ser den sorg over udåden, der kalder tårer frem i træmandens øjne. Det kan hænde, at han tænker, hvorfor det skal være civilisationens næsten ubærlige vilkår hele tiden at få de lange, slidsomme kampe for at ændre udviklingen afbrudt af meningsløse tildragelser, der fjerner fokus og afsporer dagsordenen.

Men COP21 gennemføres, og man følger på nært hold, hvordan Gore på opfordring af COP21-sekretatiatets chef, Christiana Figueres, udnytter sine forbindelser til at få det modvillige Indien med på Parisaftalen.

Indien, der mangler el og har 300 kulkraftværker på tegnebrættet, vægrer sig ved at skrive under, fordi de rige lande med historisk ansvar for klimabelastningen ikke stiller op med finansiering og grøn teknologi til u-landene. Gore ringer til sin ven, CEO for det amerikanske SolarCity, Lyndon Rive, og overtaler ham til at komme til Paris og stille firmaets patent på solcelleteknologi gratis til rådighed for inderne.

Tilbuddet præsenteres for inderne af USA’s chefforhandler, udenrigsminister John Kerry. Det hjælper angiveligt, og Indien ender med at tilslutte sig klimaaftalen.

En ubekvem sandhed 2 er blevet kritiseret for uberettiget at fremstille Al Gores intervention som afgørende for Parisaftalens succes. Det er en korrekt kritik – Bonni Shenk har svaret, at filmens projekt ikke er at skildre COP21, men at følge Gore, herunder Paris-mødet som oplevet af Gore.

Der er også blevet stillet spørgsmål til, om SolarCitys teknologi nogensinde er kommet til Indien. Selv hvis det ikke er tilfældet, dementerer det ikke, at tilbuddet kan have haft politisk betydning i de afgørende dage i Paris.

Mellem håb og fortvivlelse

For mig er det vigtige her oplevelsen af Al Gores passion under telefonaktivismen. Samme passion, som lige siden 1992 har drevet mandens indsats for klimaet.

Det er ikke, fordi vi lærer mennesket Al Gore at kende. Her er ingen scener med morgenhår, intet møde med hans børn eller kæreste. Dette er en klimafilm, og Gore er kontrolleret. Men man oplever hans empati over for klimaofre og raseri over for argumentresistente magthavere. Han taler om en rejse mellem håb og fortvivlelse. Erkender, at han med mellemrum har troet, at klimakampen vil blive tabt. Men han stiller op, leverer budskabet og går foran, igen og igen. Nu på lidt mere stive ben, men med usvækket saglighed, disciplin og engagement.

Kan man i forvejen sin klimakatekismus, er dette filmens gave. Nogle siger, at Al Gore har villet riste en rune over sig selv. Andre, at han blot bruger sig selv fortælleteknisk til at få det besværlige budskab til at gå ind. For mig er det den bevægende og opmuntrende beretning om, hvordan nogle bare bliver ved og står fast, stive ben og tilbagevendende modstand til trods. Uden sådan nogle går det ikke.

’En ubekvem sandhed 2’. Instruktion: Bonni Cohen og Jon Shenk. Amerikansk (Biografer i Aarhus, Aalborg, Odense, Frederikshavn, Holbæk og København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Hoffmann Kyed
  • Torsten Jacobsen
Anders Hoffmann Kyed og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu