Læsetid: 2 min.

Skulle vi aldrig tale om de alt for tålmodige skyggekvinder i ’Herrens Veje’?

Jo. Vi ventede bare på at se, om de kvindelige karakterer i DR’s drama ’Herrens Veje’ ville gøre ordentligt oprør mod deres roller som hekse og/eller trofaste hjælpere for seriens mandlige, eksistentielt bøvlende hovedpersoner. Ved afsnit otte venter vi stadig. Håbefuldt
Præstefrue Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) har tålt sin misogyne, utro, kvartalsdrikkende ægtemand, Johannes (Lars Mikkelsen), i årtier. Hun har tålt at skulle være hans intellektuelle hjælper og moralske lærerinde, når han blev for hård i sin dom over kvinder og muslimer og deres to bekræftelseshungrende sønner.

Præstefrue Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) har tålt sin misogyne, utro, kvartalsdrikkende ægtemand, Johannes (Lars Mikkelsen), i årtier. Hun har tålt at skulle være hans intellektuelle hjælper og moralske lærerinde, når han blev for hård i sin dom over kvinder og muslimer og deres to bekræftelseshungrende sønner.

Fra DR

13. november 2017

Kvindefiguren er enten dæmoniseret i ’Herrens Veje’ – eller også er hun den tålmodige hjælper til seriens nuancerede mænd i eksistentielle kriser. Det er ikke, fordi serien ikke selv er klar over, at det er to røvsyge tjanser, som de kvindelige figurer har fået tildelt i serien.

I hvert fald er overpatriark Johannes komisk tydelig i sit ubehag ved stærke kvinder:

»Forsag Djævelen og alle hendes gerninger,« hvisler han i akavede sammenstød mellem gudstro og forsmået misogyni. Men Johannes’ mandeklynk giver ikke kvinderne meget mere at arbejde med i serien.

Lægen Emilie tåler sin mand, præstestjernen Augusts, faderhjemsøgte ambitioner om at drage i krig for at få hår syd for præstekraven. Hun støtter ham under de fortrængte postkrigstraumatiske reaktioner, han vender tilbage med, og som han ikke vil indvie hende i.

Hun tåler i Augusts fravær at skulle give husly til hans kriseramte bror, der opfører sig som en teenager. Hun tåler med moderlig bekymring hans pludselige pillemisbrug, hans halsbrækkende nedtrapning, hans nye kald som overengageret gadepræst, og han får hende til at stjæle medicin til en illegal flygtning.

Hun siger løbende lidt fra, men aldrig rigtigt fra – hendes eneste, lille oprør er at inhalere røg fra en cigaret og puste det ud af vinduet. Det er kvindeoprør anno 1950.

I slutningen af ottende afsnit – der hvor den syge flygtning får husly på hjemmets sofa uden hendes accept – tåler hun det knap mere, og hun låser sig inde på badeværelset i overvældet afmagt og tuder. Igen: kvindeoprør anno 1950.

Alle har brug for en hjælper

Præstefrue Elisabeth har tålt sin misogyne, utro, kvartalsdrikkende ægtemand, Johannes, i årtier, hun har tålt at skulle være hans intellektuelle hjælper og moralske lærerinde, når han blev for hård i sin dom over kvinder og muslimer og deres to bekræftelseshungrende sønner.

I hendes bløde oprør – en hed affære som reaktion på Johannes’ seneste eskapader – gør hun sin kvindelige elsker, Liv, til sin hjælper. Og Liv må så tåle hendes tvivl og drama og støtte hende bedst muligt med et tålmodigt smil og forelskede øjne.

Enhver eksistentiel krise kræver en tålmodig, kvindelig hjælper i ’Herrens Veje’.

Med Christian, der på få afsnit blev forvandlet fra vred søn til brav foredragsbuddhist, må vennens ekskæreste, Amira, trods deres engangsknald tåle at blive reduceret til hans amatørredaktør og hjælper under publikationen af hans vejrtrækningsmanifest af en selvbiografi.

Først når han er klar, og hvis altså ikke han kan få sin bedste ven tilbage, kan hun måske få, hvad hun vil have.

Kvinderne i ’Herrens Veje’ kan selvfølgelig stadig nå at gøre ordentligt oprør. Ikke bare gennem sure miner på præstegården, når Johannes får fyret sin unge elskerinde, ikke bare gennem lidt blød grænsesætning og moderlig opdragelse, ikke bare gennem en affære, der ser ud til at fise ud, men gennem et grundlæggende oprør over at være reduceret til en flok kedeligt tålmodige, lidt for gode, lidt for lidt vrede vandbærere.

Vi håber stadig.

’Herrens veje’. Afsnit 8. DR 1, søndag kl. 20. Information anmelder hvert afsnit af serien mandag.

Serie

Information anmelder ’Herrens Veje I’

Alle anmeldelser af DR1-søndagsdramaets første sæson. Mød patriarken Johannes Krogh, hans hårdtprøvede hustru Elisabeth Krogh, sødmælksdrengen August Krogh og den fortabte storebror Christian Krogh. Læs anmeldelserne af anden sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Jens Peder Nielsen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ift. flygtningetemaet i den her serie, undrer det mig, at Adam Price (hovedforfatter) på serien ikke ved, at Dansk Flygtningehjælp faktisk har en afdeling, som kan hjælpe både Abbas og hans bror (de to illegale?) flygtninge i den her syvende omgang af serien - som jeg forøvrigt fandt både langtrukken, kedelig og søvndyssende! Og nej, Christian er aldeles ikke blevet buddhist, han er bare der, hvor nogle af os var i 1990erne! Og hvornår mon Adam Price, hovedforfatteren, holder op med at bruge tv-drama til et opgør med sin egen fader? For det var netop den følelse jeg sad tilbage med!

Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, kvindeoprøret lader vente på sig. Underligt, når Adam Price før har skabt serien om Danmarks første kvindelige statsminister, Birgitte Nyborg? Man kan håbe på, at det kommer til sidst, men kvinderne har været ualmindeligt overbærende indtil videre...

Jørn Andersen, Henriette Bøhne og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Det er ærgerligt for serien, at de moralske og etiske dilemmaer, som karaktererne præsenteres for, ofte er for urealistiske i forhold til virkeligheden - som Karsten Aaen påpeger, kunne afsnittets problemstilling være løst bedre i virkelighedens verden. Karsten Aaen har også ret i, at Christian ikke er blevet tibetansk buddhist, som er den retning, der praktiseres i Nepal - så skulle han ihvertfald igang med at lave 111 111 glidefald... Han har fået en spirituel oplevelse, som har fået ham til at ændre retning og adfærd i livet og det kan vel også være helt iorden.

Desværre ser det ikke ud til, at Johannes nærdødsoplevelse har ændret nogetsomhelst og familien sidder stadig fast i de gamle dysfunktionelle mønstre. Om kvinderne magter at gøre oprør/bryde ud af offer/hjælper-rollen kommer vel til at afhænge af, om de også får en større bevidsthed om egen andel i rolletildelingen og laver om på tingene. Det er der ikke meget som tyder på.

Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Haha leo, ja, vor frue bevar os vel ...

Seriens dilemmaer er sikkert relevante i visse kredse. Og det er da fint, at brødrenes henholdsvise esoterisk vækkelse og samvittighedskvaler beskrives. Også selv om det er på en baggrund af elskende kvinder, som i det regi har vanskeligt ved at realisere deres eget potentiale. Hvilket stadig er en reel udfordring for begge køn. Hvor langt skal man ofre sig i et kærlighedsforhold?

Randi - Slet ikke ofre sig ! Gør man det, er det ikke kærlighed, men et foruftsforhold.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nemlig leo, og derfor må vi til katrine yde sige, at der ikke er tale om 50'er kvinder men om kvinder, som elsker.

Henriette Bøhne

Kvinder, som elsker for meget.

Hvor har jeg altid hadet den bogtitel, fordi den netop sætter lighedstegn mellem at vælge hjælper- og offerrollen og at elske. How deep is your love?
Som jeg nævnte i et tidligere kommentarspor fremstiller serien ret konsekvent kvinden enten i rollen som offeret eller heksen. Og jeg mener stadig, at man med fordel kan anvende Willis teorier om kollusion (rollemodel) i parforhold til at forsøge at forstå dramaet - at to mennesker, som har samme - ubevidste - grundkonflikt i deres psyke vælger hinanden, krage søger mage, og derved kommer til at sidde fast i nogle dysfunktionelle rollemønstre, som de kun kan komme ud af ved at bevidstliggøre sig. I serien har man valgt kun at tildele kvinden hjælper/offerrollen, men i virkelighedens verden kan rollen lige så let tilfalde manden. Det er således ikke mere synd for den ene eller den anden. Og som vi ser, kan hjælperen Amira sagtens være en bossy type og ret påtrængende i sit ønske om at hjælpe - fordi hun selv får noget ud af at påtage sig den rolle.
Vi får i dramaet ikke nok at vide om kvindernes baggrund og årsag til, at de ender i hjælperrollen. Vi kan sagtens forstå Johannes, hvis åbenbaring dog endnu ikke lader til at kunne forløse ham.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

At være den - her præstefruen - som opløser/omstrukturerer familien, er ikke nogen nem position. Hun kæmper med både behovet for personlig afklaring og frigørelse og hensynet til de andre/den anden. Et klassisk dilemma. Heldigvis for hende er børnene voksne.

Grethe Preisler

"I skyggen vi vanke blandt lysgrønne strå
sankthansurt vi sanke, hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt, står så rent og purt,
står så ren og grøn uformærkt i løn."
(Adam Oehlenschläger - digter)

Nye tider, nye skikke.
Emma Gad, vi gider ikke.
(Adam Price - køkkenskriver)

Jens Peder Nielsen

Allerede fra forrige afsnit gik serien over gevind, syntes jeg. - Hele tiden bliver der lagt nyt action ind. - Vi mangler efterhånden kun dyresex og rockerkrig for at være hele paletten rundt ! - Der er alt for mange nye tråde hele tiden. - Synd for den gode start.
Mvh