Læsetid: 7 min.

Men altså denne samtalebog mellem Leth og Grøndahl. Hvis det er et digt, er det et elendigt digt

Anne Vibeke Vad har deltaget i, udskrevet og udgivet en række samtaler mellem Jørgen Leth og en beundrende Jens Christian Grøndahl, der tilbyder samme slags indsigt som den, man får, når man på restaurant snyder sig til at lytte til nabobordets samtale. Det er fængende, begavet, nogen gange kedeligt, andre gange direkte pinligt
Man får sådan lyst til, at Grøndahl og Leth havde talt om deres egne værker i stedet for at rakke ned på alt fra litteratur og grimt tøj til svenske feminister.

Man får sådan lyst til, at Grøndahl og Leth havde talt om deres egne værker i stedet for at rakke ned på alt fra litteratur og grimt tøj til svenske feminister.

Ritzau Foto

27. november 2017

I mit hus på landet står et køleskab, jeg i lang tid troede, der var et problem med. Når jeg kom tilbage til et koldt hus, var det nemlig gået i stå, så alt i fryserummet var smeltet.

Så gik det op for mig, at termostaten var indrettet på køleskabet, så motoren holdt op med at virke, når der blev mindre end fem grader.

Den anekdote kom jeg til at tænke på, mens jeg læste den store 360 sider lange samtalebog mellem forfatter og filmmager Jørgen Leth og forfatter Jens Christian Grøndahl, Det er ligesom et digt.

Den er i øvrigt udstyret med én eneste note. Den kommer jeg tilbage til.

Køleskabet huskede jeg, fordi jeg under læsningen famlede efter en metafor for en ny slags målestok – fordi jeg simpelthen ikke at anede, hvad værket skal bedømmes på.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Odin Rasmussen
  • Lene Timmermann
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Anker Nielsen
Odin Rasmussen, Lene Timmermann, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Ejvind Larsen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Udgivelser af denne slags er udtryk for, at et romantisk kunst- og kunstnersyn stadig er dominerende hos store grupper af litterært interesserede. Kunstneren betragtes som et menneske, der har en særlig adgang til en form for visdom om kunst, mennesker og tilværelsen som helhed. Det har de måske også ofte, men så er det jo netop i kraft af noget, der kommer til udtryk gennem deres kunst. Samtaler med hinanden om kunst, mennesker og tilværelsen i øvrigt er ikke en del af deres talent som kunstnere.

På den baggrund ser jeg udgivelsen som udtryk for et par ældre mænds ønske om pleje af egen forfængelighed og som et element i forsøget på styrkelse af deres brand. Det gælder jo om ikke at blive glemt, og en sådan udgivelse kan trods alt i højere grad dække sig ind under en vis seriøsitet end deltagelse i et morgen - tv underholdningsprogram eller et interview i et damemagasin.

Samtidig giver det mulighed for at fremhæve sig selv ved på smagsdommervis at forholde sig kollegaers arbejde og i den sammenhæng at komme af med nogle frustrationer - en disciplin, som Klaus Rifbjerg var ekspert i.

Hvad med et forbud imod, at seriøse litteraturanmeldere professionelt bruger tid på den slags litteratur? I stedet kunne udgivelsen været brugt til en essayistisk kritik af den måde, som den litterære institution og dens marked fungerer på i Danmark.

Odin Rasmussen, Jørn Andersen, Hanne Ribens, Gert Hansen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar

Berømmelse og persondyrkelse er noget besynderligt noget. Nogen skyr persondyrkelsen af egen person som pesten og med rette. Andre synes at tage den til sig, endog inden den evt. berømmelse sætter ind. I sidstnævnte tilfælde får man disse forfattere, og andre, der synes at være mere et brand end noget andet. De er ikke så meget i færd med at skrive, som de er med at brande sig selv, og den måde at skabe kunst, eller forsøg derpå, handler om, at kunstneren mere og mere kigger og refererer fra sig selv som idol end ser på, oplever og beskriver verden, eksistensen, som læsende, sansende, i bred forstand. Du kan som læser, eller anden oplevende, mest af alt blive en slags medafhængig af denne form for kunstner, fordi det starter og slutter med persondyrkelsen. En god kunstner har ikke hverken tid eller lyst til at dyrke sig selv på den måde. Jeg kunne nævne navne på den omtalte type, men de ville blive alt for glade for den yderligere omtale af deres person, så det vil jeg selvfølgelig undlade.

Jørn Andersen, Trond Meiring, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Problemet er tror jeg uden at have læst bogen trang til at skøjte. Være overfladisk. Trangen til ikke rigtigt at gå ned i substancen og at være sådan egentligt lidt selvglad, og have som mål (jeg kommer ikke til at læse bogen) at bringe Jørgen Leth, Christian Grønnkjær og Katrine Vad ind i centrum af søgeren. Så kan metoden sådan set være ragende ligegyldig for det er nok deres eget ego de arbejder med at udvikle ikke kun da de skulle samle noterne til denne bog, men nok også i det de beskæftiger sig med i det hele taget og har beskæftiget sig med i deres liv. Selvfølgelig er de ikke ligegyldige som mennesker og jeg er sikker på de sætter sig selv og deres familie meget, meget højt, men det er nok en udfordring til de herrer tag og tag jer sammen.

I øvrigt tak til Tine Byrckel for en meget spektakulær anmeldelse af en meget ligegyldig bog.
v.h.
Odin Rasmussen