Læsetid: 7 min.

Men altså denne samtalebog mellem Leth og Grøndahl. Hvis det er et digt, er det et elendigt digt

Anne Vibeke Vad har deltaget i, udskrevet og udgivet en række samtaler mellem Jørgen Leth og en beundrende Jens Christian Grøndahl, der tilbyder samme slags indsigt som den, man får, når man på restaurant snyder sig til at lytte til nabobordets samtale. Det er fængende, begavet, nogen gange kedeligt, andre gange direkte pinligt
Man får sådan lyst til, at Grøndahl og Leth havde talt om deres egne værker i stedet for at rakke ned på alt fra litteratur og grimt tøj til svenske feminister.

Man får sådan lyst til, at Grøndahl og Leth havde talt om deres egne værker i stedet for at rakke ned på alt fra litteratur og grimt tøj til svenske feminister.

Ritzau Foto

27. november 2017

I mit hus på landet står et køleskab, jeg i lang tid troede, der var et problem med. Når jeg kom tilbage til et koldt hus, var det nemlig gået i stå, så alt i fryserummet var smeltet.

Så gik det op for mig, at termostaten var indrettet på køleskabet, så motoren holdt op med at virke, når der blev mindre end fem grader.

Den anekdote kom jeg til at tænke på, mens jeg læste den store 360 sider lange samtalebog mellem forfatter og filmmager Jørgen Leth og forfatter Jens Christian Grøndahl, Det er ligesom et digt.

Den er i øvrigt udstyret med én eneste note. Den kommer jeg tilbage til.

Køleskabet huskede jeg, fordi jeg under læsningen famlede efter en metafor for en ny slags målestok – fordi jeg simpelthen ikke at anede, hvad værket skal bedømmes på.

Et rum for en samtale. Hvem styrer det? Hvem lytter? Hvem er samtalen rettet imod, når man sætter en digital optager til at registrere hele samtalen – en række samtaler, faktisk – lidt tilfældigt skåret op i kapitler? Der er en enkelt tilhører, ganske vist, filosoffen Anne Vibeke Vad, som så i øvrigt, for at gøre målestoksforvirringen endnu større, er Grøndahls hustru; nogle gange siger hun noget, samtidig styrer hun optagelsen, hun udskriver den og tilmed udgiver hun den.

Hvem sætter reglerne op for, hvordan og hvad der skal bedømmes, når der dogmeagtigt og – virker det som – totalt uredigeret over 360 sider samtales om kunst, om andre kunstnere, når der roses og også egne værker skamroses?

Det er her, jeg træder ind på scenen – som anmelder med køleskab – og alligevel vil prøve at sige noget anmelderagtigt om dette mærkværdige samtaleværk. Et andet sted fra. Objektivt? Selvfølgelig ikke. Men et andet sted fra helt sikkert, hvor jeg til gengæld ikke er spor sikker på, hvad jeg skal tænke om denne kalorius.

»Det er ligesom et digt, Jens Christian,« siger Jørgen Leth indledningsvis.

»Vi starter i øverste venstre hjørne og så ved man ikke, hvor det fører hen.«

Jens Christian Grøndahl: »Simpelthen.«

Jørgen Leth: »Pludselig er det nogen nye steder henne.«

Jens Christian Grøndahl: »Og i princippet er alt muligt, for man kan jo altid skære det ud. Men alt kan også komme med. Der er ikke det, vi ikke kan rumme.«

De rummer så en del, de to belæste og skabende herrer med tilhører. Det galopperer af sted fra spandauere og kommentarer om moderne teknik, fra Hald Hovedgaard, hvor Seeberg lærte Jens Christian Grøndahl, at man aldrig skulle tale om nulevende forfatterkolleger til Det Danske Akademi på Rungstedlund, hvor Sarvig, men også de andre, til gengæld netop talte om andre – og kritiserede dem sønder og sammen.

»Vi har en spilleregel, vi ikke engang har aftalt. Vi taler ikke om nulevende kolleger, for det gør man ikke,« slår Jens Christian Grøndahl så fast ret tidligt i bogen –  inspireret af Seeberg. 

Jørgen Leth & Jens Christian Grøndahl: ’Det er ligesom et digt – Samtaler’

Bredside til Helle Helle

Det er så desværre en regel, de to herrer ikke følger. Der bliver i den grad kommenteret både på nulevende forfattere og billedkunstnere, nogen gange på måder, som er decideret pinlige. Forfatteren Helle Helle får en bredside, godt lanceret i øvrigt af Vad. Det pinlige er, at ingen af dem har læst Helle Helle. Det siger de selv. Vad bruger alligevel læsningen af et eneste kapitel i en bog som baggrund for en kritik, der også lige får gjort grin med kvindelige anmeldere på Politiken »der har grædt, når de skal skrive deres anmeldelser«.

Så mens Jørgens Leths minimalisme er helt på sin plads, fraskrives Helle Helle blankt på et ekstremt tyndt grundlag. Man tænker »hvad er det for et legat eller litterær pris, der er gået Vads mands næse forbi og er blevet tildelt Helle Helle, siden denne galde skal ytres?« Andre roses til gengæld til skyerne, Dy Plambech eller Asta Olivia Nordenhof for eksempel.

Man skal derfor være forberedt på, at samtalen mellem Leth og Grøndal er totalt idiosynkratisk. Kunstneren  Bjørn Nørgaard, »han er jo elendig«. Bum. Yahya Hassan tales der om over utroligt mange sider, meget kærligt såmænd, og en smule paternalistisk, mens der samtidig rodes lidt med, hvorvidt kunstneren, ligesom i romantikken, i en vis forstand er hævet over loven. Eller nærmest er som en Kristus-figur, som ofrer sig for kunsten. OK, det ironiserer de lidt over, Leth og Grøndahl, mens Vad decideret prøver et at stoppe sammenligningen, måske fordi hun skal skrive det hele ud og det faktisk bliver lidt pinligt? Selvfølgelig spøger Leths sag med kokkens datter i baggrunden og modtagelsen, hvor Leth altså nærmest korsfæstes?

Åh, denne fatale sætning om, at Leth tager kokkens datter »fordi det er hans ret«. Vad prøver at vende situationen ved at hævde, at det da også var hendes ret – altså kokkens datter. At tage Leth altså. Det er lidt tåkrummende med manglen på indsigt i den koloniale asymmetri. Især fordi det vel egentlig var denne, den hvide mands ret, Leth rent faktisk talte om? Hvad talte han ellers om? Leth fik møgfald for det, men skulle sætningen have nogen som helst litterær værdi, var det vel fordi den netop afslørede noget om koloniherrens bevidsthed? Leth og Grøndahl får talt sig frem til, at alt kan og bør siges og jep, det er da en holdning. Det er så også derfor Leth i bogens eneste note trækker sin beundring for Asta Oliva Nordenhof tilbage. Han er skuffet, fordi hun »optræder som litterær politibetjent i den dumme sag om Christina Hagen«.

Omkring kolonialismespørgsmålet – og Hagen havde vist brugt ordet ’neger’ – kunne der ellers have været hentet hjælp i andre af de to herrers egne indsigter andre steder i bogen, nemlig i deres begejstring for Marguerite Duras. Hun skrev sandelig kolonial bevidsthed ind i sine bøger. Men det er slet ikke dette, de to herrer beundrer. De kan lide hendes stil, men især at hendes beskrivelser af erotiske oplevelser er ’politisk ukorrekte’. Med elskeren ja, kineseren, som hun skrev om på så mange måder. Og var hun så i øvrigt ikke sammen med en meget ung mand på sine gamle dage, spørger de.

Jo, de herrer, det var hun, men han var homoseksuel. Hvilket var ret afgørende for, hvad hun skrev om ham. Det er, som om fakta ikke har plads, hverken i samtalen eller redigeringen.

Gensidig ros

Men ville du ønske, du havde været en flue på væggen hos dine helte Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl, så styrt hen og køb bogen. Alt er med, måske bortset fra at de rømmer sig eller går på toilettet. Det føles lidt som tilfældigt at komme til at sidde ved siden af en af sine største helte på en restaurant, hvor man oven i købet sidder alene og derfor bare kan lade som om, man kigger i mobiltelefonen, mens man lytter, til blandt andet en del gensidig beundring og ros.

Som når de taler om Rungstedlund, hvor Leth som ung digter deltog i møder med blandt andre Sarvig og følte en total mangel på anerkendelse. Jens Christian Grøndahl sætter grundigt Jørgen Leths digte tilbage på plads i litteraturhistorien:

Jens Christian Grøndahl:»De er fuldstændig et med modernismen.«

Jørgen Leth: »Ja, det er de. Den danske modernisme.«

Jens Christian Grøndahl: »Fuldstændig. Og ikke et skridt bagud. Jeg vil snarere sige et skridt eller to foran.«

Jørgen Leth: »Det er jeg glad for, det synes jeg også selv.«

Men altså denne samtalebog. Hvis det er et digt, er det et elendigt digt og svarer da heller ikke til hverken Leths eller Grøndahls øvrige metoder. Kan man påpege, at det er lidt mærkeligt det ene sted at bebrejde andre forfattere, unavngivne denne gang, for kun at kunne lide banale film, for så et andet sted at rose Leonard Cohen til skyerne som tekstgeni? Mens der andetsteds gøres lidt grin med, at Dylan, som de ikke kan forstå, er indstillet til Nobelprisen? Som han i øvrigt siden har fået. De sætter selv skalaen, i øvrigt allermest Leth, det er ham, der er målestok og termometret, mens Grøndahl mest smelter.

Hvis kriteriet er et af deres egne, at man skal føle sig mere virkelig, når man læser, går det heller ikke så godt for denne anmelder. Endnu engang et citat, iblandet lidt beundring fra Grøndal:

Jørgen Leth: »Kunsten at skrive er at få folk til at føle sig virkelige.«

Jens Christian Grøndahl: »Ja, for det er det, tekster gør. Dine digte fik mig til at føle mig virkelig.«

Jørgen Leth: »Ja.«

På et tidspunkt, hvor de to opgiver den opgave, de ellers sagde fra overfor i begyndelsen af bogen, nemlig at være smagsdommere over hele det litterære parnas, begynder de så at tale om en film, Leth vil lave om mysterierne i kristendommen. Jens Christian Grøndahl fortæller så om sin egen genfortælling af bibelhistorien, om Josef og Maria, lige inden de får barnet, og et øjeblik føler man sig lidt mere levende. Man får sådan en lyst til, at de havde talt meget mere om deres egne værker i stedet for al den nedrakning af alt fra litteratur og grimt tøj til svenske feminister. På en måde synes Leth det også.

Jørgen Leth: »Det er fanme en god historie, er du sindssyg.«

Jørgen Leth & Jens Christian Grøndahl: ’Det er ligesom et digt – Samtaler’, Vad, 366 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Odin Rasmussen
  • Lene Timmermann
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Anker Nielsen
Odin Rasmussen, Lene Timmermann, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Ejvind Larsen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Udgivelser af denne slags er udtryk for, at et romantisk kunst- og kunstnersyn stadig er dominerende hos store grupper af litterært interesserede. Kunstneren betragtes som et menneske, der har en særlig adgang til en form for visdom om kunst, mennesker og tilværelsen som helhed. Det har de måske også ofte, men så er det jo netop i kraft af noget, der kommer til udtryk gennem deres kunst. Samtaler med hinanden om kunst, mennesker og tilværelsen i øvrigt er ikke en del af deres talent som kunstnere.

På den baggrund ser jeg udgivelsen som udtryk for et par ældre mænds ønske om pleje af egen forfængelighed og som et element i forsøget på styrkelse af deres brand. Det gælder jo om ikke at blive glemt, og en sådan udgivelse kan trods alt i højere grad dække sig ind under en vis seriøsitet end deltagelse i et morgen - tv underholdningsprogram eller et interview i et damemagasin.

Samtidig giver det mulighed for at fremhæve sig selv ved på smagsdommervis at forholde sig kollegaers arbejde og i den sammenhæng at komme af med nogle frustrationer - en disciplin, som Klaus Rifbjerg var ekspert i.

Hvad med et forbud imod, at seriøse litteraturanmeldere professionelt bruger tid på den slags litteratur? I stedet kunne udgivelsen været brugt til en essayistisk kritik af den måde, som den litterære institution og dens marked fungerer på i Danmark.

Odin Rasmussen, Jørn Andersen, Hanne Ribens, Gert Hansen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Berømmelse og persondyrkelse er noget besynderligt noget. Nogen skyr persondyrkelsen af egen person som pesten og med rette. Andre synes at tage den til sig, endog inden den evt. berømmelse sætter ind. I sidstnævnte tilfælde får man disse forfattere, og andre, der synes at være mere et brand end noget andet. De er ikke så meget i færd med at skrive, som de er med at brande sig selv, og den måde at skabe kunst, eller forsøg derpå, handler om, at kunstneren mere og mere kigger og refererer fra sig selv som idol end ser på, oplever og beskriver verden, eksistensen, som læsende, sansende, i bred forstand. Du kan som læser, eller anden oplevende, mest af alt blive en slags medafhængig af denne form for kunstner, fordi det starter og slutter med persondyrkelsen. En god kunstner har ikke hverken tid eller lyst til at dyrke sig selv på den måde. Jeg kunne nævne navne på den omtalte type, men de ville blive alt for glade for den yderligere omtale af deres person, så det vil jeg selvfølgelig undlade.

Jørn Andersen, Trond Meiring, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Problemet er tror jeg uden at have læst bogen trang til at skøjte. Være overfladisk. Trangen til ikke rigtigt at gå ned i substancen og at være sådan egentligt lidt selvglad, og have som mål (jeg kommer ikke til at læse bogen) at bringe Jørgen Leth, Christian Grønnkjær og Katrine Vad ind i centrum af søgeren. Så kan metoden sådan set være ragende ligegyldig for det er nok deres eget ego de arbejder med at udvikle ikke kun da de skulle samle noterne til denne bog, men nok også i det de beskæftiger sig med i det hele taget og har beskæftiget sig med i deres liv. Selvfølgelig er de ikke ligegyldige som mennesker og jeg er sikker på de sætter sig selv og deres familie meget, meget højt, men det er nok en udfordring til de herrer tag og tag jer sammen.

I øvrigt tak til Tine Byrckel for en meget spektakulær anmeldelse af en meget ligegyldig bog.
v.h.
Odin Rasmussen