Læsetid: 5 min.

Aros-udstilling rummer et utal af helt fantastiske kunstværker, som gør udstillingen til et must

Med generøse indlån af hovedværker fra Tate har Aros skabt en udstilling om kunsten i efterkrigstidens London, man ikke må gå glip af
Francis Bacon-hovedværker som ’Triptych – August 1972’ og ’Three Figures and Portrait’ fra 1975 er rystende i al deres emotionelle vælde og ejendommelig skildringer af mareridtsagtige psykiske trængsler.

Francis Bacon-hovedværker som ’Triptych – August 1972’ og ’Three Figures and Portrait’ fra 1975 er rystende i al deres emotionelle vælde og ejendommelig skildringer af mareridtsagtige psykiske trængsler.

Francis Bacon, ’Second version of Triptych 1944’, Tate

1. december 2017

Det bedste først: Aros’ udstilling af hovednavne fra den såkaldte London-skole rummer et utal af helt fantastiske kunstværker, som gør udstillingen til et must. Den britiske efterkrigstids både nihilistiske og håbefulde eksistentialisme var på mange måder en glansperiode inden for billedkunsten.

Med 90 værker udlånt af selveste Tate, flere af dem hovedværker, er der på forhånd dømt succes. Kunst i denne høje karat klarer sig fint under alle omstændigheder. Den er overlevelsesdygtig i mødet med selv de mest fikse kuratoriske ideer, fordi værkernes fylde og kraft overstråler alt omkring dem.

På Aros har man tidstypisk valgt at lefle for beskueren med en udstillingsarkitektur, der anbringer publikum som centrum i en scenografi, hvor man midt i udstillingen kan træde ind i en enorm, tom billedramme og selv blive ’et levende portræt’. Det skulle give en lille smag af det absurde teaters udpensling af livets retningsløshed, »at være vildfaren i livet«, fortæller udstillingskataloget.

Men de fleste udstillingsgæster ser nu bare almindeligt museumstrætte ud, når de sætter sig til at hvile i den overdimensionerede billedramme, som for mig at se er et helt overflødigt indslag af begivenhedskulturel staffage i en i øvrigt fantastisk udstilling.

Hovednavnene Francis Bacon og Lucian Freud er fortjenstfuldt fremhævet i udstillingstitlen og fungerer sikkert som garanter for blockbustereffekten, men udstillingen rummer værker af otte andre kunstnere, herunder en enkelt kvindelig kunstner – Paula Rego – som er mindst lige så interessante.

Jeg gik bogstavelig talt fra det ene fantastiske værk til det næste, bjergtaget af den intensitet, alvor og nysgerrighed, hvormed kunstnerne behandlede formelle såvel som samfundsmæssige problemstillinger i deres værker. Hvert værk er et koncentrat af spørgsmål, som omfavner én, afkræver én svar, får én til at tænke.

London-skolen

Hvad var London-skolen? Det var ikke nogen bevægelse eller gruppe, knap nok en skoledannelse, for kunstnerne udtrykte sig meget forskelligt, selv om de befandt sig i den samme by og for størstepartens vedkommende var født omkring 1920-30. Kan man så overhovedet tale om en London-skole?

Elena Crippa fra Tate problematiserer i sin katalogtekst betegnelsen og tager en række forbehold for den, for det er netop mere det historiske og geografiske sammenfald, der binder kunstnerne sammen, end et fælles æstetisk program. Så betegnelsen London-skole er lidt af en tilsnigelse, der hverken har mødt anerkendelse fra de omhandlede kunstnere eller fra kunsthistorikere.

Et fællestræk er dog viljen til figurative motiver i en tid, hvor den billedkunstneriske avantgarde bevægede sig i andre retninger. Desuden kan man pege på to væsentlige spor, som også delvist kan legitimere ideen om skoledannelse, nemlig på den ene side interessen for at male landskabers og tings indre væsen, frem for deres ydre form, og på den anden side interessen for tidens fylde i maleprocessen.

Den første interesse stammer helt tydeligt fra David Bomberg, der som lærer i maleri på Borough Polytechnic blandt andet underviste Leon Kossoff og Frank Auerbach. Den anden interesse stammer lige så tydeligt fra William Coldstream, der øvede stor indflydelse på blandt andre Francis Bacon, Lucian Freud og Michael Andrews.

Bombergs formalisme, som tog afsæt i subjektive indtryk, kan man få et grundigt indblik i på udstillingen, der både rummer eksempler på hans næsten helt abstrakte kultegninger og hans oliemalerier. Bombergs værker transformerer motiverne til geometriske mønstre og koloristiske atmosfærer, der bevarer dybe lag af figuration, men primært formidler stemninger. Hos den 36 år yngre Kossoff kan man iagttage samme tendens, men i en mere radikal forvaltning af oliemalingens bløde og træge kvaliteter, som han udnyttede til at trække farven rundt på lærredet i tykke lag.

Maleri som proces

Malingens materielle kvaliteter er i endnu højere grad emnet hos Auerbach, hvis påføring af maling i lag på lag skaber nærmest tredimensionelle virkninger. Et af udstillingens mest interessante indslag er Auerbachs serie af studier af Primrose Hill fra slutningen af 1960’erne.

Der vises både en serie små papirarbejder og et større oliemaleri, som giver et unikt indblik i kunstnerens arbejdsproces og den måde, han anvendte tegning til at frembringe struktur og rytme i sine motiver. Papirarbejdernes ekspressive og dramatiske streger er på én gang komplet abstrakte og genkendeligt forankret i den specifikke landskabelige reference til Primrose Hill nord for Regent’s Park i London.

Coldstream er repræsenteret med flere af sine portrætter, der demonstrerer hans langsomme og krævende arbejdsmetode, der fordrede ikke så lidt tålmodighed af modellerne. Hans portræt af Inez Spender fra 1937-38 er intenst og dragende. Det er præget af en psykologisk indtrængende realisme, der punkteres af spor af malearbejdets metode, små punktuelle markeringer af opmålinger af afstande på lærredet.

Netop denne langsomme og udstrakte proces, der lod tiden og arbejdsprocessen indlejre sig synligt i motiverne, finder man også hos en kunstner som Lucian Freud. Han var kendt for at arbejde over flere måneder på sine portrætter, hvorved malerierne antog en karakter af hud, livfyldte og nærværende.

Freud er repræsenteret med arbejder fra hele karrieren i udstillingen, så man kan danne sig en fornemmelse af hans udvikling. Det samme gælder Francis Bacon, der på sin egen måde indarbejdede tidens udstrækning i sine værker. Bacons melodramatiske passionsmotiver er særprægede og voldsomme, som om de er undfanget i en kamp med materialet. Og dog er de beherskede og isprængt en nuancerigdom, som tvinger én til at opholde sig længe foran hvert motiv.

Hovedværker som Triptych – August 1972 og Three Figures and Portrait fra 1975 er rystende i al deres emotionelle vælde og ejendommelig skildringer af mareridtsagtige psykiske trængsler, der efterlader én i tvivl om, hvorvidt man iagttager en muterende figur i forløb over tid eller flere figurer fanget i et øjebliksbillede.

En kvalitet ved Aros’ udstilling er præsentationen af værkerne i tematisk og formelt sammenhængende blokke. De enkelte kunstneres værker er spredt rundt i udstillingen, som heller ikke lader kronologi være et dominerende ordningsprincip for ophængningen. Det fungerer godt og skaber spændende og dynamiske sammenstillinger.

De mere teatralske indslag i form af udstillingsarkitekturen og de stærkt fokuserede lyssætninger af værkerne er derimod unødvendigt lir, som vidner om en manglende tillid til kunstens egne dramaer og egen fascinationskraft. Med en så stor samling af enestående og stærke værker i hus er det helt unødvendigt at ty til spil for galleriet.

’Bacon, Freud, and the London Painters’. Aros. Aarhus. Indtil den 4. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu