Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Asger Schnacks ’Graffiti’ er en skatkiste for de få indviede

Flosklerne skygger for indsigt og udsyn i Asger Schnacks gavmildt entusiastiske tekster om moderne lyrik, kunst og musik
Kultur
28. november 2017

Hvordan i alverden skal man dog læse eller blot få en slags overblik over den miskmaskede mursten på 686 sider, hvormed digteren og forlæggeren Asger Schnack (f. 1949, debut 1967 på Arena) for to måneder siden valgte at markere sit halve århundrede inden for litteraturen?

Bogen selv rummer jo ingen overordnet komposition, men bringer i ét rablende mylder over 200 ikke tidligere udgivne tekster af meget forskellig længde og type, der spænder fra digte over taler og introduktioner til dagbogsnotitser og updates på Facebook, tilsyneladende uden nogen form for systematik.

Hvis man sætter bogen på højkant og holder den forsvarligt lukket, opdager man, at øverste venstre og højre hjørne på alle siderne med digte er mærket med sort. Dem kan man så læse stille og roligt i tur og orden – og konstatere, at Schnack som lyriker ligner sig selv. Det er stadig samme uldne, valne og vege stil, uden nødvendighed og prægnans, en søgende ekspansiv poesi, som alt for sjældent fortætter sig til et slående billede og et besættende udtryk.

Interessante forekommer enkelte selvbesindelsestekster om det at få fred med sig selv og ankomme til sin tid (»Fred med brillerne«, »Frikvarter«), og i en selvstændig suite, »Telefoner«, gør digteren fortællende status over sin generation; men generelt bliver det ikke for digtenes skyld, hvis nogen kæmper eller bladrer sig igennem Graffiti

Asger Schnack: ’Graffiti’

Manglende service

Asger Schnack citerer et sted – og efter sammenhængen at dømme med tilslutning – sin gamle forlægger og chef, den legendariske Jarl Borgen (1919-2016), for at have udtalt, at litterært interesserede i Danmark kan tælles på én hånd. Jeg tror ikke et øjeblik på denne uhyrligt arrogante, komisk snobbede påstand. Men tager vi den alvorligt, og findes disse fem personer stadig, vil de elske Graffiti for dens kunst-, musik- og især litteraturhistoriske indhold, om end de indimellem vil hade den for dens rodethed.

Teksterne er nemlig ikke komponeret efter affattelsestidspunkt, genre eller emne, men udelukkende alfabetisk efter optakt eller overskrift. Det medfører f.eks., at dramatikeren Peter Asmussen, som krønikeskriveren mindes på side 322, figurerer som sprællevende på side 484. Men det betyder også, at læseren adskillige gange præsenteres for de samme anekdoter og citater samt igen og igen henvises til de samme særligt foretrukne kunstnere, værker og titler.

Indholdsfortegnelsen bagi kunne godt have været suppleret med et udtømmende navne- og titelregister. I så fald ville læseren f.eks. lettere have opdaget, at der bag rubrikken »Stille storhed« gemmer sig et i og for sig ganske glimrende portræt af forfatteren Jonas Rolsted, ligesom det ville have været lettere at springe i kompositionen og sammenstykke teksterne om maleren Vilhelm Bjerke-Petersen til en sammenhængende kunsthistorisk karakteristik. Men havde Schnack nu valgt at servicere den særligt interesserede læser, ville denne også hurtigt have opdaget, hvor ofte forfatteren gentager sig selv og forfalder til samme unoder i sin lobhudlende portrætessayistik.

Nej, måden, hvorpå de få, men dedikerede må læse denne bog, må enten blive i form af en lystvandring, hvor der dvæles, hver gang øjet fanger noget interessant, eller også en mere systematiseret gennemgang over to runder, hvor man først markerer, hvad der i grunden er hvad – små, tit tynde notitser på Facebook, portrætter med tyngde, forlæggersnak eller almen henført tale om poesi – for derefter at vende tilbage og forsøgsvis læse i dybden.

Personligt favoritkatalog

Vælger man sidstnævnte strategi, løfter Graffiti sig fra notatniveau til at blive et seriøst bud på personlig historieskrivning befolket af Asger Schnacks 30-40 absolutteste favoritter. Det vil inden for musikken sige Bob Dylan, David Bowie og Patti Smith, men også Emmelou Harris og Ornette Coleman.

Det vil inden for den franske lyrik sige Arthur Rimbaud og Paul Éluard, og blandt de nulevende danske især Rolf Gjedsted, Klaus Høeck, Per Kirkeby og Marianne Larsen. Og føj så til dem en snes døde, blandt hvilke Jac og Strunge foruden naturligvis Dan Turèll står frem som nogle af de mest elskede og savnede.

Om vennen F.P. Jac hævder Schnack, at han selv »genopfrisker minderunerne dagligt«, og i forbindelse med den tyske abstraktmaler Rupprecht Geiger bedyres det, at essayisten »uden ophør« tænker på to bestemte billeder af ham.

Overdrivelserne virker karakteristiske for denne bognørd og kunstentusiast, som konstant cirkler omkring i sit eget rum, hvor alting altid minder ham om alt muligt andet (dyrt).

Skal vi fæste lid til bogens konsekvent hyperbolske omtaler af poeter og andre kunstnere, har dens forfatter så travlt med at associere og mindes de døde, at vi bør befrygte, at han indimellem helt glemmer at sove og spise. Drikke er han holdt op med. Og hvor var det for øvrigt godt, at han, som i sin tid drev forlagene Swing (1974-79) og Bebop (2000-12), overlevede en hjerneblødning og grundlagde sit tredje forlag, nu i eget navn!

Nutiden er alle tider, hævdede T.S. Eliot, og Graffiti bekræfter det med sine gavmilde introduktioner til især store navne i dansk lyrik. Læses bogen som portrætgalleri udgør den en skatkiste af nedslag og punktiagttagelser – med det aber dabei, at kostbarhederne skal pilles frem fra rå mængder af træuld.

Læst som selvportræt af skribenten, skæmmes bogen så samtidig af utidig, overstrømmende selvros. Asger Schnack må et sted med stor tilfredshed huske sit mindedigt over John Lennon (som citeres andetsteds i bogen) og han finder det gudhjælpemig værd at nævne, hvordan han i et antikvariat erhverver en samling af Højholts digte, som han såmænd selv har redigeret engang.

»Når jeg genser udvalget i dag, kan jeg i meget høj grad gå ind for det,« skriver Schnack om sin og Turèlls buket af Poul Borums digte (1977), og om 365 digte (1996) står der: »Der er den af mine antologier, jeg selv er mest glad for.« 

Sådan noget kan man måske sidde og tænke foran kaminilden, men behøver det stå i en bog?

Hujende klakør

Hvad angår talen om andres produkter, kendetegnes hans essays, artikler, taler og facebookopdateringer ved en anmassende tjenstivrighed. Asger Schnack, hvis speciale det er at gøre de i forvejen store endnu større med sin ødsle panegyrik, fremstår med denne bog som modernismens spindoktor og kunne være blevet pressechef for kejser Augustus og ceremonimester for Louis XIV.

»Der er noget køligt ved køligheden,« står der om Miles Davis, og hos kollega Klaus Høeck »kan man tale om en mangfoldighedens enhed, men også om en enhedens mangfoldighed«. Om en dygtig ung dansk digters værk hedder det: »Du bøjer dig i fryd for sætninger, som kommer dig i møde, idet du kommer dem i møde.«

Den slags buldrende flotheder og floskuløse oppustetheder har bogen desværre alt for mange af. Og det er bundærgerligt, for selv om man indimellem bliver grundigt træt af forfatteren i rollen som hujende klakør, må man lade ham, at han øser af en kæmpe brønd af viden og ofte smitter ved sin entusiasme.

Asger Schnack: ’Graffiti’. Digte og skrift. 686 s. Kr. 349,00. Forlaget Fuglekøjen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her