Man kan tilsyneladende godt være i musikbranchen i årtier uden at fatte en brik af noget som helst, for før jeg blev opfordret til at forholde mig til det andet album fra briten Sam Smith, anede jeg virkelig ikke, hvem han var.
Hvilket måske er lidt sært, i lyset af at hans debutalbum fra 2014, In the Lonely Hour, har solgt omkring 12 millioner eksemplarer, været nomineret til såvel en Grammy som en Brit Award, og at han åbenlyst er et fænomen på linje med kollegaen Adele (som jeg i parentes bemærket ret godt kan lide), der også har opnået stor succes – ikke blot i vores del af verden, men også i USA, hvorfra den soulmusik, de begge gør sig i, jo oprindelig stammer.
Fænomenet kendes som blue-eyed soul, altså hvide fortolkere af en grundlæggende sort tradition; dvs. den hæderkronede soulmusik, hvis storhedstid godt nok ligger 50 år tilbage, men aldrig for alvor har mistet sin appel, og som finder nye tilgængere i hver ny generation.
Soulmusik og soulmusik, bop bop, eller noget, der ligner, i hvert fald. For en af grundene til, at jeg ikke har bidt mærke i Sam Smith, er helt sikkert, at der ikke er så vanvittig meget at bide mærke i at dømme ud fra den såkaldt ’svære’ toer, The Thrill of It All, der nu er landet i min streamingtjeneste og står ud af højtalerne i dette salige sekund.
Og det handler ikke om kompetence, for Sam Smith mestrer den sjælfulde falsetsang som få (om end snart sagt hver anden deltager i de der musikkonkurrencer, man fra tv-side er helt liderlig med at transmittere, jo synger forbløffende godt, teknisk set).
Det handler i højere grad om det materiale, han beånder med sin næsten anmassende følsomhed – ja, man er ofte bange for at han skal briste i gråd på grund af alle de følelser, der truer med at overvælde ham i sangens hellige navn. Fjorten gange i træk, vel at mærke. Det er hård kost for et voksent menneske.
Forudsigelige lytning
Måske skal Sam Smiths succes ses i lyset af samtidens ofte højtgearede og manisk travle popmusik, R&B og hiphop, hvor der hamres løs på det elektroniske grej med en efterhånden så ensartet tilgang, at der cirkulerer ufattelige mængder næsten enslydende musik rundt i såvel æter som på streamingtjenesterne, selvom der naturligvis er undtagelser.
At en personage som Kendrick Lamar har formået at penetrere mainstreamen, er stadig lidt af et under, på samme måde som der heldigvis stadig er hjørner af de tre nævnte genrer, hvor der afprøves grænser og tages chancer.
Min påstand er således ikke, at tidens populære toner er så meget bedre eller værre end tilforn, blot at der er blevet knæsat en norm, hvor f.eks. den for bare ti år siden så spændstige R&B er blevet noget forudsigelig lytning, ligesom den voldsomt skattede elektronisk genererede popmusik benytter en række stilgreb og klange, der efterhånden er så udbredte, at man uden bæven tør kalde dem klicheer.
Og ikke et ord om sangskrivningens generelle forfald (der har altid været overvægt af good old fashioned crap på hitlisterne, intet nyt i det), men melodien som sådan er uimodsigeligt blevet henvist til bagsædet.
Autenticitet, der savnes
Der kommer en Sam Smith (og Adele med, for den sags skyld) så ind i billedet med en musik, der åbenlyst og trods sin perfektionistiske udførelse og klang (det er musik, der går godt til designerhjem) åbenlyst er spillet af musikere på noget så hårrejsende old school som instrumenter – selv strygerne lyder, som om de er lavet af træ.
Hele kontrakten mellem kunstner og publikum går på, at her leveres den form for autenticitet, nogle måske går og savner i tidens toneklang, dog ikke kun i kraft af den ’levende’ backing og de rent ud gammeldags arrangementer, men først og fremmest grundet solistens følte indsats.
Og det skal jeg love for, at den er. Smith føler sig gennem samtlige skæringer, uden at hverken smil eller solskin – for slet ikke at tale om fest og ballade – nogensinde lukkes ind ad hverken for- eller bagdør.
Kærligheden, som det hele handler om, er ikke til at spøge med, forstået? Postulaterne står i kø for at komme til her, og man bliver sgu lidt træt. For fortolkere af denne type renskuret soul kræver melodimateriale (nå ja, og gode tekster ville vel heller ikke skade?) med kød på for ikke at forfalde til ren vokalgymnastik.
Når man så som Smith har gjort den overdrevent smertebetonede inderlighed til sit varemærke, skal der faktisk nogle virkeligt gode sange til, før det bliver rigtig interessant. Spørgsmålet er så, om han har dem? Tja, af de i alt fjorten sange på albummet hæver en tre-fire stykker sig da over gennemsnittet, men på niveau med f.eks. den afdøde Amy Winehouse, der var ude i samme ærinde, kommer han sgu aldrig.
Hvor meget jeg end lytter og giver mig hen til denne følsomme fætter, som helt klart trænger til en ordentlig krammer, må jeg konstatere, at alle hans voldsomt emotionelle følelsesudbrud ikke rører mig en skid.
»I’m gonna miss you,« synges der fortvivlet et sted. Ok, så siger vi det. Må jeg så godt gå i gården nu?
Sam Smith: ’The Thrill of It All’ (Capitol/Universal)
