Læsetid: 2 min.

I bombesprængningernes tid

Milano gnistrer af stemning i Giorgio Fontanas politiske thriller, ’En lykkelig mands død’, der desværre skæmmes af et fladt sprog og en meget jævn spændingskurve
25. november 2017

Den milanesiske sommer 1981 er varm og voldsom i Giorgio Fontanas En lykkelig mands død. Vi befinder os midt i bombesprængningernes og bortførslernes tid, landets såkaldte ’blyår’ med rød og sort terrorisme, der på det nærmeste har flået nationens sjæl op. I Milano er folk groft sagt fanget mellem de venstreorienterede arvtagere fra De Røde Brigader og de højreorienterede, der vil indføre et nyt autoritært regime.

Stemningen er naturligvis særlig anspændt blandt politikere og jurister, deriblandt den piberygende og flittige offentlige anklager Giacomo Colnaghi, romanens hovedperson. Colnaghi og hans to nære medarbejdere efterforsker mordet på en politiker, der seks måneder forinden er blevet dræbt af Den Væbnede Proletariske Front, en udbrydergruppe fra De Røde Brigader.

Samtidig forsøger Colnaghi – der selv mistede sin far til fascisterne under krigen – at forstå voldens væsen og finde en højere form for retfærdighed, hvor problemerne bliver løst via dialog og ved »at mødes på halvvejen på værtshuse, i kirker, på byernes torve. På den måde lærer vi måske omsider hinanden at kende alle sammen, og så indser vi, at mange af os ønsker et andet Italien«, som han siger til en af de terrorister, han begynder at argumentere med midt under en afhøring.

Giorgio Fontana: En lykkelig mands død

Stemning og safranrisotto

Holder man som jeg af Italien i al almindelig – og af cykling og Milano i særdeleshed – er man i godt selskab med Fontanas første roman på dansk. Colnaghi er Inter-fan og fordriver sommerpausen i Serie A med at følge Tour de France, hvor Hinault allerede efter tredje etape »så ud til at være i form«, som det udtrykkes om det års vinder af etapeløbet.

Dertil fremskriver Fontana et levende og atmosfærefyldt Milano, når hovedpersonen på cykel, til fods eller med sporvogn bevæger sig gennem byens gader eller spiser safranrisotto på »El Barbìss i en lille sidegade ikke så langt fra Naviglio Pavese«.

Sprogligt og spændingsmæssigt løfter En lykkelig mands død sig til gengæld alt for sjældent. Vi fornemmer, at Colnaghi – der insisterer på ikke at have livvagt – inden længe bliver et mål for terroristerne, ja allerede titlen røber ret beset intrigens kurs.

Men det synes nu ikke at bekymre hovedpersonen selv. Han virker mest optaget af førnævnte filosofiske, religiøse og moralske spørgsmål, og de har åbenbart givet stof til eftertanke i hjemlandet, hvor romanen har vundet den eftertragtede læserpris Premio Campiello.

Jeg var knap så begejstret over disse indslag, hvis småbanale skær forstærkes af en flad og nærmest journalistisk sprogtone. Sporvogne kører »ud ad remisens gab«, Colnaghi lægger hovedet på skrå, når han tænker, og hans ordsprog er: »Undtagelser er altid i orden, fejl aldrig.«

Lorens Juul Madsen har oversat fra italiensk, og bortset fra at cykelrytteren Knetemann staves på to forskellige måder, har jeg ingen grund til at tro, at han har svigtet. Anslaget virker gennemført, men det matcher desværre hverken emnets kompleksitet eller for den sags skyld det cool litterære layout på den danske version af bogen.

Giorgio Fontana: ’En lykkelig mands død’, oversat af Lorens Juul Madsen, Tiderne Skifter, 328 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu