Læsetid: 5 min.

Brügger og Bertelsen iscenesætter graverjournalistik som dilettantteater

Det er ikke let at lave underholdende, sprængfarlige historier ud af EU-stof, men det virker for letkøbt, når Brügger og Bertelsen i en dokumentar, der vises på dr.dk, lader som om, de selv tror på, at de for alvor er på sporet af en afsløring, der vil medføre en revolution
Mads Brügger og Michael Bertelsen er hverken de store skuespillere eller graverjournalister. Men i deres nye dokumentarfilm udstiller de den absurditet, der findes i EU.

Mads Brügger og Michael Bertelsen er hverken de store skuespillere eller graverjournalister. Men i deres nye dokumentarfilm udstiller de den absurditet, der findes i EU.

Tore Vollan

3. november 2017

To alvorsfulde mænd i jakkesæt befinder sig på et hotelværelse på Malta. Den ene lægger en telefonsvarerbesked til en svensk tobakslobbyist ved navn Gayle Kimberley. Han fortæller telefonsvareren, at han har skrevet beskeder og mails, og beder Kimberley ringe eller skrive tilbage. 

»Har du sendt hende en besked,« spørger den anden mand, der står i baggrunden og ser eftertænksomt ud ad vinduet. 

»Har du sendt hende en mail? Vi er nødt til at få fat i hende.«

Mads Brügger og Mikael Bertelsen har i DR 2-dokumentaren Det store europæiske cigaretmysterium genoptaget rollerne som dedikerede graverjournalister i kamp mod EU-systemets råddenskab, som de første gang spillede i dokumentarserien Quatraro-mysteriet fra 2009.

Brügger er den hårdkogte, cigaretrygende sporhund, der logrer, når han vejrer lugten af ureglementerede pengeoverførsler og modstridende vidneudsagn. Bertelsen er den naive og tøvende duksedreng, som ikke forstår, hvordan EU fungerer, og som udstråler en naiv undren over, at nogle mennesker kan finde på at narre andre. 

Praktik som detektiver

Selvom Brügger og Bertelsen lader til at trives med deres roller, er det et problem for dokumentaren, at dramatiseringen er så dilettantisk, som den er. Fint nok at skabe en fiktiv ramme, hvor seerne tilsyneladende får sagens kendsgerninger præsenteret af Mads Brügger samtidigt med den måbende og nikkende Mikael Bertelsen. Men hvem er det, de prøver at narre, når Bertelsen lader som om, han ikke har hørt, hvad hans makker lige sagde ind i telefonen?

Rollespillet tjener selvfølgelig et formål: Brügger og Bertelsen vil fortælle historien om den forhenværende EU-kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse John Dalli fra Malta, som i 2012 – efter kun to år på posten – måtte trække sig efter beskyldninger om at have bedt tobakslobbyister om bestikkelse forud for udarbejdelsen af EU’s tobaksdirektiv.

Og meningen er, at det skal være underholdende.    

Korruptionsanklagen mod John Dalli er en speget sag, som er blevet afdækket i den internationale presse, før Brügger og Bertelsen kom på banen. Meget tyder på, at anklagen mod John Dalli er behæftet med fejl og mangler, men fordi Brügger og Bertelsen af dramaturgiske hensyn har valgt at tilsidesætte kildekritikken i begyndelsen af filmen, er det ret uklart, hvad man kan regne med.

Det er det også for dokumentarens hovedpersoner, som altså hverken er John Dalli, hans døtre, tobakslobbyisten Gayle Kimberley eller nogle af de skurkagtige personager, man møder i løbet af filmen.

Hovedpersonerne er det Dupond og Dupont-lignende makkerpar Brügger og Bertelsen, der er i en slags selvarrangeret praktik som detektiver. De stiller sig selv den opgave at afsløre korruption og ondskab (hverken Brügger eller Bertelsen er bange for store ord), som vil »starte en politisk revolution, der vil redde EU fra sin egen undergang«. 

Jeg vil ikke afsløre, hvor jagten på sandheden om John Dalli og den formodede sammensværgelse mod ham bringer de to amatørdetektiver hen. Men der bliver taget nogle flyvere frem og tilbage mellem København, Malta, Bahamas og Bruxelles og sagt sætninger som »sagen betragtes som et spørgsmål om liv og død« og »på mandag vil vi have en pakke med det mest højeksplosive politiske materiale i verden«.

Der er flere dramatisk velfungerende scener, hvor Bertelsen, Brügger og Dalli farer sammen i chok over et perfekt timet tordenbrag, få sekunder efter at de har konstateret, hvor meget der står på spil.

Men der er flest scener, hvor de to Dupont-typer sidder i transportmidler på vej hen til John Dalli og spørger hinanden, hvad han mon vil dem. Eller hvor de sidder på hotelværelser, hvor Brügger i formfuldendte, indstuderede sætninger fortæller Bertelsen ting, som allerede er offentlig tilgængelig viden.

Hvem er denne EU?

Det store europæiske cigaretmysterium er ikke et EU-formidlingsprojekt, men et forsøg på at få en finurlig detektivhistorie ud af den generelle forvirring, der hersker i og om EU-systemet. Små mennesker i store, uigennemskuelige systemer er et godt udgangspunkt for en krimi.

Det var også præmissen i Quatraro-mysteriet, hvor Brügger og Bertelsen gjorde en dyd ud af at få EU-systemet til at fremstå dunkelt ved at lade deres hovedkilde slippe af sted med decideret forvrøvlede forklaringer af EU-institutionernes interne rollefordeling. 

I Det store europæiske cigaretmysterium fremstår EU igen som en topstyret enhed frem for en arena for politiske magtkampe, hvor et sammensurium af nationale, ideologiske og kommercielle interesser holder hinanden i skak og indgår alliancer og kompromiser på kryds og tværs.

Når Brügger i begyndelsen af filmen siger, at »EU sætter fælder op for deres egne kommissærer«, er det således uklart, hvem præcis denne EU er. Måske er det antisvindelsenheden OLAF, måske er det kommissionsformand Barroso, måske er det en sammensværgelse.

Skulle vi nu ikke lige

Hvis ambitionen vitterligt var at opklare, hvad der er sket i Dalli-sagen, ville Brügger og Bertelsen formentlig ty til klassiske, journalistiske dyder som kildekritik og nøgtern afklaring af de forskellige EU-myndigheders indbyrdes magtforhold.

I stedet fortæller filmen en selvironisk detektivhistorie om to rettroende reportere, der fortaber sig i EU-systemets kringelkroge. Spørgsmålet er, om den historie så faktisk er underholdende. Til min dengang ret store ærgelse (jeg var og er fan af så meget andet, de to har lavet) syntes jeg ikke, at Quatraro-mysteriet var de otte lange afsnit værd, og selvom Det store europæiske cigaretmysterium er en del kortere, er det stadig utilfredsstillende at se graverjournalistisk opklaringsarbejde iscenesat så selvbevidst som en omgang dilettantteater.

Filmen ved godt, at Brügger og Bertelsen ikke er fremragende efterforskere i sagen om John Dalli. Brügger og Bertelsen ved godt, at de ikke er fremragende skuespillere. Lige det er der ingen, der prøver at skjule, i stedet inviteres man som seer til at grine med og ryste på hovedet af den absurditet, der findes nede i EU, men det virker altså for nemt.     

Med en irriteret journalistkollegas ord er Det store europæiske cigaretmysterium en dramatisk genopførelse af nogle andres research og et eksempel på, at tiden er løbet fra Brügger og Bertelsens ironiske leg med den undersøgende journalistiks grundfortælling om samvittighedsfulde sandhedssøgere, der lidt efter lidt spreder lys i magtens dunkle jungle.

I mine øjne er den et eksempel på, at Brügger og Bertelsen skal passe på, at deres dramaturgiske greb ikke reducerer deres dokumentarisme til selvhøjtidelige klovnenumre uden ambition om at formidle andet end deres egen desillusion.

’Det store europæiske cigaretmysterium’. Instrueret af Jeppe Rønde efter idé af Mads Brügger. Kan ses på dr.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Nå det er en ny? Jeg slukkede fordi jeg troede det var en genudsendelse af noget der var lidt af en fuser. Bortset fra det så kommer man ikke uden om at jakkesæt klæder begge de herrer og man forstår godt at de opsøger lejligheder til at bære dem for åbent kamera. Ikke desto mindre gør de nok klogt i ikke at misbruge det fine tøj - hvis det ikke allerede er sket, hvad jeg af omtalte årsag ikke kan afgøre.

Maj-Britt Kent Hansen

Men det dilettantiske forekommer mig nu at være en udpræget påtaget attitude.

Sådan opleves det også på Bertelsens japanske vandretur, der vises på tv for tiden. Smuk musik, af og til ditto billeder og Bertelsen, der som sædvanlig fremstiller sig selv som en ganske enfoldig person.