Hvordan mon det er at være barn af en nations uden sammenligning mest berømte/berygtede power couple? Din far er Serge Gainsbourg, Frankrigs storrygende, spiritusbællende og kvindebedårende enfant terrible nummer ét, som så tilfældigvis også er en genial sangskriver og mindst lige så forrygende selviscenesætter.
Og din mor er et arketypisk face of the 1960’s, modellen, skuespilleren og sangeren Jane Birkin, som britisk født ikke desto mindre godvilligt adopteredes af franskmændene, da hun giftede sig med Gainsbourg i 1971.
Læg dertil en ældre halvsøster, Kate Barry, som stammer fra din mors første ægteskab med filmkomponisten John Barry, ophavsmanden til utallige James Bond-soundtracks blandt meget andet.
Det mest notoriske øjeblik i dette ægtepars karriere var det internationale storhit »Je t’aime... moi non plus«, som i 1969 vakte opsigt med lyden af et simuleret (?) samleje, et passende lydspor til tidens seksuelle frigørelsesbevægelser. At det blev forbudt af BBC og bandlyst af Vatikanet gjorde ikke sangen mindre populær, og det betød øjeblikkelig verdensberømmelse for intimt stønnende Birkin og Gainsborg.
Det er ikke svært at forestille sig, hvad det må have krævet af Charlotte Gainsbourg, der fødtes samme år, de blev gift, at holde benene bare så nogenlunde på jorden i sådan et miljø, hvor hendes far ikke blot udløste den ene skandale efter den anden, men aktivt fremprovokerede dem. Som da han i 1984 indspillede duetten »Lemon Incest« med den dengang 13-årige Charlotte med tilhørende video af far og datter liggende på en seng uden sindssvagt meget tøj på. At den blev tolket som selvbiografisk, er ikke svært at forstå, selvom begge parter har benægtet, at det skulle være tilfældet.
Den var dog næppe gået i dag; i datiden nåede den til gengæld andenpladsen på de franske hitlister. Det hører ligesom med til historien, at sangen ikke er særlig god på samme måde som det Serge Gainsbourg-komponerede og producerede debutalbum, Charlotte for Ever (1986), ikke er et must for andre end samlere og folk med et Lolita-kompleks.
Speciel eller karakterløs?
Charlotte Gainsbourgs omfattende og alsidige karriere som skuespiller siden debuten som 13-årig har som bekendt været præget af både nysgerrighed og frygtløshed. Ikke mindst hendes roller i Lars von Trier-filmene Antichrist og Nymphomaniac har været bemærkelsesværdige, for hvad enten man brød sig om filmene eller ej, er hendes indsats i dem både grænsesprængende og respektindgydende.
Det er min påstand, at skuespillet er hendes sande metier, og det er svært at komme uden om, når talen falder på hende. Men derudover er hun altså også sanger, selvom der lige gik tyve år fra debuten til opfølgeren 5:55 i 2006. Respektable folk som duoen AIR, Jarvis Cocker, Neil Hannon, Beck Hansen og Connan Mockasin har alle givet (mere end) en hjælpende hånd på enten nævnte album eller efterfølgeren IRM (2009). Og med den slags samarbejdspartnere kan det vel ikke gå helt galt.
Men stemme har hun som sådan ikke meget af, hun lægger sig ubesværet i rækken af åndeløst ’hviskende’ sangerinder, som der er og altid har været et stort marked for i Frankrig, ja, hendes mor synger på samme måde, og stilen er med til at sløre den syngendes alder, thi vedkommende lyder til hver en tid yngre end tilfældet er.
Registeret er begrænset, og vibrato og andre virkemidler glimrer ved deres fravær. Alt efter temperament kan man kalde stemmen for enten speciel eller karakterløs, den kræver i hvert fald et stærkt materiale og ikke mindst en udfordrende produktion og nogle effektive arrangementer, hvis det beskedne organ skal udfolde sig optimalt. Og det har hun som sagt været dygtig til at få i hus.
Nutidigt, lækkert og en kende anonymt
Sådan er det også på hendes nyeste, blot kaldet Rest, og ifølge kunstneren selv skabt i skyggen af halvsøsteren Kate Barrys død/selvmord i 2013; således har Charlotte Gainsbourg i denne ombæring skrevet stort set alle pladens tekster, sådan 50-50 fordelt mellem fransk og engelsk. Den altdominerende samarbejdspartner er den franske electrohousekunstner SebastiAn, der står for såvel musik til som produktion af otte af albummets 11 sange.
Det er nutidigt, lækkert, dygtigt og en kende anonymt. Derudover har den ene halvdel af Daft Punk, Guy-Manuel de Homem-Cristo, leveret et enkelt bidrag i form af det næsten sprælske titelnummer, som klart rager op, og minsandten om ikke Paul McCartney har skænket hende »Songbird in a Cage«, der dog befinder sig milevidt fra bedrifter som »Eleanor Rigby« og »Jenny Wren«.
Som helhed er pladen laber at lytte til, ikke ulig en klanglig udgave af et glittet magasin, men i mængden bliver manglen på modhager og bare en smule grus i maskineriet ganske enerverende at lytte til, det bliver muzak og lydtapet. Havde ophavspersonen ikke været den, hun er, tvivler jeg på, at pladen havde fået ret mange chancer på mit anlæg, dertil er den simpelthen for blegnæbbet.
Det er en beskeden, men gedigen sang som »Dans vos airs«, drevet frem af akustisk guitar og strygere, der stikker ud fra helheden. Her folder hendes spinkle stemme sig smukt ud i nogle omgivelser, der lader dens diminutive skønhed komme til sin ret og skaber i processen noget, der bliver hængende; faktisk troede jeg ved første gennemlytning, at det var McCartneys bidrag!
På cd’en findes endvidere et såkaldt ’hidden track’, der efter rimeligt pålidelige oplysninger skulle være en optagelse af søsteren Kate Barry, der som lille synger en sang. Det er givetvis gribende, hvis man kendte hende, men kunstnerisk ræson giver det ikke. Som i øvrigt størstedelen af materialet her.
Charlotte Gainsbourg: ’Rest’ (Warner Music)
