Læsetid: 5 min.

DR Ramasjang er et reservat for bevarelsen af den gode smag

Ramasjang er som at stige ind i en lille sjov landsby for børn, mens de voksne i baggrunden nikker anerkendende til slagets gang med dets læring, uhøjtidelighed og rolige tempo. Men det er også her, hvor læring flyder ind i fritid, og hvor lokkemaden ’Paw Patrol’ skræmmer pænheden med sin ironiløse dårlige smag
Ramasjang har effektivt og gennemtænkt etableret sit eget lille univers af genkendelige figurer, der krydser stier i de mange programmer og dukker op i Ramasjang-appens computerspilsunivers.

Ramasjang har effektivt og gennemtænkt etableret sit eget lille univers af genkendelige figurer, der krydser stier i de mange programmer og dukker op i Ramasjang-appens computerspilsunivers.

Fra DR

1. december 2017

Gevinsten

Hvad er forskellen på kommercielt tv og public service? Prøv at se DR’s børnekanal Ramasjang for de 3-6-årige. Den er langsommere klippet og mindre råbende end konkurrenterne på Nickelodeon og Disney Channel. Det lyder gammeldags, men efter næsten 40 år med kommercielle børnekanaler med et nærmest chokerende lavt niveau, virker det faktisk moderne. 

Ramasjang er et reservat for bevarelsen af den gode smag, for læring og dybde og den sunde fornuft. På en måde har den samme old school public service-funktion som DR 2 har – eller har haft – for de voksne.

Du ved, at når du sætter dine unger foran skærmen, så bliver de ikke traumatiseret, ikke fyldt med lort, de klikker sig ikke, som på YouTube, videre til mystiske videoer – og de føler sig stort set altid hjemme. For Ramasjang har effektivt og gennemtænkt etableret sit eget lille univers af genkendelige figurer, der krydser stier i de mange programmer og dukker op i Ramasjang-appens computerspilsunivers. Det er som at stige ind i en lille landsby, et særligt miljø. Hvor de voksne i baggrunden nikker anerkendende til slagets gang med dets læring, uhøjtidelighed og rolige tempo.

Tidslinje for DR Ramasjang

November 2009: Ramasjang går i luften

Børnekanalen Ramasjang ser dagens lys den 1. november 2009 og præsenteres sammen med budskabet om, at børnene er en af de samfundsgrupper, som DR’s public service-forpligtelse i særlig grad lægger vægt på, og som DR føler allerstørst ansvar overfor.

På kanalens første sendedag kan børnene blandt andet se oversatte klassikere som Emil fra Lønneberg og nye produktioner som Hr. Skæg. Morgenen er helliget de tre-syv-årige, mens eftermiddagen er for børn mellem syv og 10 år. Om aftenen og natten går skærmen ikke i sort, men viser i stedet Bamse og Kylling og andre dukker samt kanalens værter, mens de ligger og sover.

2010: Overhaler Disney

Ramasjang bliver hurtigt populær, og allerede i 2010 foretrækker de 3-6 årige kanalen over de kommercielle konkurrenter som Disney Channel og Cartoon Network målt på share (seerandel). DR forklarer, at meningen med deres kanal ikke bare er at underholde, men også at lære børnene noget. Børne-tv skal ikke gøre de små til »sofakartofler«, men i stedet tilskynde dem til at gå ud og lege.

»Det må gerne være skørt og skævt og skide sjovt, men der skal være vitaminer i det,« siger redaktør Mette Fyhn i et interview.

Januar 2011: Børnetænketank

Fjernsyn for dig på DR1 sløjfes, og blandt andre Signe Lindkvist, der på det tidspunkt er kanalchef for Ramasjang, nedsætter en tænketank om børne-tv. Hun mener, at stoffet underprioriteres, fordi det ikke længere er hipt at producere tv for børn, og det går ud over kvaliteten på blandt andet Ramasjang. Året før er det ellers kommet frem, at børn ser 40 procent mere tv, end de gjorde to år tidligere – i alt to timer om dagen.

Marts 2013: Ramasjang får en storebror

Som del af en stor omlægning i DR flyttes alt indhold for ældre børn fra Ramasjang til den nye kanal DR Ultra. Nu kan forældre være sikre på, at alle programmer på Ramasjang er »trygge«, siger DR, mens de mere uhyggelige programmer, hvor emner som for eksempel mobning behandles, er rykket til de større børns kanal.

Kilder: DR, Information, Berlingske, BT, aarhuspanorama.dk, Gallup

Udfordringen

Udfordringen er at fastholde de små på kanalen. Med Paw Patrol har man drysset lidt sukker ud for at vinde terræn i forhold til kommercielle kanaler, der banker hysterisk underholdning ind i hovedet på poderne.

De voksne hader det, men børnene fucking elsker det. Paw Patrol flugter ikke med de unges selvforståelse, fordi den er grim og ironiløs og slet ikke antiautoritær på den der helt rigtige 68’er-inspirerede måde. I stedet skurrer den gode smags autoriteter imod hårene – de voksne, der foretrækker at blive skurret mod hårene af Onkel Rejes internationalt hypede og meget danske, synes vi, politiske ukorrekthed. 

Og mens Onkel Reje står som en rebelsk figur, så kan man kritisere hans værtskollega Hr. Skæg for at være modmedicinen til det overfladiske med sin evige insisteren på at ville lære børnene noget. Han repræsenterer en læringstendens, hvor læring flyder ud i børnenes fritid, og de aldrig kan slippe for at læse tal, tal, bogstaver og tal. Det kan både kalde bonusfolkeskole på skærmen eller nyttetyranni.

Og som enhver anden aldersmålgruppeinddelt kanal har Ramasjang også den udfording, at der er frygteligt forskel på en 3-årig og en 6-årig. Noget kan være for uhyggeligt for de små, andet kan være for kedeligt for de større.

Tidslinje for DR Ramasjang - fortsat

Maj 2014: Melodi Grand Prix på tegnsprog

Da det internationale Melodi Grand Prix 2014 løber over skærmen, vælger DR Ramasjang at køre en tegnsprogstolket udgave af showet, hvor forskellige tegnsprogstolke skiftes til at tolke og danse på skærmen, mens den skæggede Conchita Wurst synger og vinder. Udsendelsen bliver en stor succes – også blandt de voksne – på sociale medier.

August 2016: Onkel Reje og andre idoler

Med tiden kommer flere Ramasjang-karakterer til, og mange af dem bliver store forbilleder for danske børn. Blandt de mest populære er den upassende Onkel Reje, der ligner en fordrukken sørøver. I en brevkasse opfordrer han børn til at droppe at gå i bad og meget andet, som de færreste forældre nok ville bifalde. Alligevel slipper Onkel Reje afsted med det, mens også udenlandske medier som The Economist hæfter sig ved ham og hans underlige opførsel, som ifølge bladets journalist – en britisk mand, der er dansk gift – er politisk ukorrekt og sjov, men også lidt useriøs og uden en ordentlig moralsk pointe.

December 2016: Samråd om Cirkeline og flygtninge

Ramasjang har næsten undgået såkaldte shitstorms i sin levetid. Det kommer dog tæt på, da kanalen sender en Cirkeline-film, hvor der til sidst vises et skilt med en hyldest til flygtninge og indvandrere. Det er for groft, mener Dansk Folkeparti, der trækker kulturminister Mette Bock (LA) i samråd, mens internettet er i oprør. Sagen får dog ikke videre konsekvenser. Året før er det blevet diskuteret, om der er for få brune og sorte værter på børnekanalen.

2017: Flertallet af børn ser Ramasjang

Med tiden er der foruden de danske programmer kommet udenlandske serier som Paw Patrol og Gurli Gris til. I dag ser 60 procent af danske børn mellem tre og seks år Ramasjang ugentligt. Gennemsnitligt bruger de 24 minutter på kanalen hver dag.

Kilder: DR, Information, Berlingske, BT, aarhuspanorama.dk, Gallup

 

Serie

Public service-eftersyn af DR-kanalerne

Kulturredaktionen kaster sig hver uge over en af Danmarks Radios tv-kanaler op til næste års medieforhandlinger.

Hvad kunne de engang, hvad kan de nu og hvad bidrager de til?

Seneste artikler

  • DR Ultra er både moralsk og umoralsk

    22. december 2017
    På DR Ultra er der både præstationssamfundsfremmende og -nedbrydende programmer. Når det er værst tales der ned til målgruppen på de 7-12 årige, når det er bedst tales der med dem – og det gør der for det meste. I kulturredaktionens gennemgang af DR’s kanaler er vi nået til DR Ultra
  • En 8-årig anmelder: ’Ultras Sorte Kageshow er nok mit yndlingsprogram’

    22. december 2017
    Eva Brask Thormann ser kun DR Ultra på iPad, for dér kan hun selv bestemme, hvad hun vil se. Hun elsker Klassen og DR Ultras dramaserier generelt, men kan ikke lide, når de bander
  • DR Ultra er en lille hovedkanal

    22. december 2017
    DR Ultra er god til at tilbyde noget forskelligt og noget udfordrende til deres seere, der ikke nødvendigvis har andet end deres alder til fælles. Det skal de ikke være bange for at blive ved med, når de ikke længere laver flow-tv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu