Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

DR Ultra holder mobbefri jul i ’Klassens Jul’

Fire af årets julekalendere på dansk tv giver fire meget forskellige bud på, hvordan man fordeler en samlet højtidsfortælling i små indpakninger. Nogle vil poesiens og antydningens kunst. En af dem er ’Klassens Jul’ på DR Ultra
'Klassens jul' er årets julekalender på DR Ultra.

'Klassens jul' er årets julekalender på DR Ultra.

Krestine Havemann

Kultur
1. december 2017

DR kaster sig ind i diskussionen om det frie skolevalg og shopperiet mellem velfærdsydelser med julekalenderversionen af den populære dramaserie på DR Ultra, Klassens Jul. I hvert fald handler det om, at Josefine (den velspillende Nicoline Melbye Andreassen) skal skifte skole, fordi klassen fungerer dårligt. Det synes hendes mor, og Josefine er ikke uenig. Frederik er Josefines bedste ven, og han synes, de er nogle quitttere:

»Jeg forstår ikke, hvorfor Josefine og hendes mor bare sådan giver op. Hvis man har problemer, så må man løse dem,« siger han lige ind i ansigtet på de mange, der vælger den individuelle løsning på et kollektivt problem.

Klassen er et helt onlineunivers, hvor DR Ultra forsøger og også lykkes med at nå de unge mediebrugere, der findes alle mulige andre steder end foran flow-tv’et. De første 7 afsnit af serien ligger allerede på hjemmesiden, da julekalenderen havde premiere i fredags. I Klassens Jul tæller man selvfølgelig ikke nødvendigvis ned til juleaften, men til sidste skoledag inden juleferien. Den dag der efter planen skal være Josefines sidste dag, hvis ikke Frederik lykkes med sin hemmelige plan om at overbevise Josefine og hendes mor om, at man løser problemer i fællesskabet i fællesskab. Eller som han siger:

»Jeg vil overbevise Josefine om, at hun ikke skal skifte skole.«

Så måske er det dér med, at DR blander sig i diskussionen om shopperiet mellem velfærdsydelser måske i en vis udstrækning en overfortolkning.

Fortolkning er der nemlig generelt ikke meget plads til i Klassens Jul. Når bordet lige pludselig fanger, og Frederik bliver taget i en løgn om, at han har forberedt en fed fremlæggelse, så fortæller han det også, som det er:

»Jeg skulle aldrig have løjet.«

Klassens Jul er bygget op af små dramatiserede sekvenser, der efterfølgende kommenteres af karaktererne selv. Lige efter vi ser Frederik få nervøse trækninger ved mundvigen, så siger han til kameraet, hvad det er, han tænker. Og det er den slags, man bliver irriteret over ud fra et kunstnerisk perspektiv. Der er ikke meget ’vejret er en sindsstemning’ eller Hemingways top af isbjerget over den tilgang. For at der ikke skal opstå tvivl om budskabet, så skal Frederik sige det.

Det understreger, at historien om Klassens Jul ikke bliver fortalt for poesiens eller fortællingens skyld. Den bliver fortalt for at få børn til at tænke over løgne, mobning (både digital og analog), gruppedynamik, respekt, venskab, kærlighed. Den slags småting. Det er det primære. Måske er det så også okay, at de lige skriver det med VERSALER, hvis nogle ikke skulle forstå antydningens kunst. Målet er ikke dannelse via sansernes erkendelse. ’Klassen er noget andet’.

Det kan være et godt udgangspunkt for en samtale mellem børn om vigtige emner. Det kan sætte ord på nogle tanker. Det kan poesi også, vil nogle nok mene. Det gør jeg. Hvis det ikke fremgik tydeligt. Men Klassen forsøger ikke at være noget, den ikke er. Og det er fint nok. Det er der så meget andet, der gør.

’Klassens Jul’ vises hver dag kl 17.20 og kl. 17.50 på DR Ultra, men er meget mere end det på dr.dk

Serie

Public service-eftersyn af DR-kanalerne

Kulturredaktionen kaster sig hver uge over en af Danmarks Radios tv-kanaler op til næste års medieforhandlinger.

Hvad kunne de engang, hvad kan de nu og hvad bidrager de til?

Seneste artikler

  • DR Ultra er både moralsk og umoralsk

    22. december 2017
    På DR Ultra er der både præstationssamfundsfremmende og -nedbrydende programmer. Når det er værst tales der ned til målgruppen på de 7-12 årige, når det er bedst tales der med dem – og det gør der for det meste. I kulturredaktionens gennemgang af DR’s kanaler er vi nået til DR Ultra
  • En 8-årig anmelder: ’Ultras Sorte Kageshow er nok mit yndlingsprogram’

    22. december 2017
    Eva Brask Thormann ser kun DR Ultra på iPad, for dér kan hun selv bestemme, hvad hun vil se. Hun elsker Klassen og DR Ultras dramaserier generelt, men kan ikke lide, når de bander
  • DR Ultra er en lille hovedkanal

    22. december 2017
    DR Ultra er god til at tilbyde noget forskelligt og noget udfordrende til deres seere, der ikke nødvendigvis har andet end deres alder til fælles. Det skal de ikke være bange for at blive ved med, når de ikke længere laver flow-tv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her