Læsetid: 2 min.

Dyre Hollywood-skuespillere klæder sig fattigt ud i kluntet mønsterbryderfilm

En overklassekvinde konfronterer sin opvækst i underklassen og bliver dermed klar til at leve et mere ærligt liv i middelklassen i det kluntede amerikanske drama ’Glasslottet’
Møsterbryderen Jeanette Walls (Brie Larson) prøver at forsone sig med sin kaotiske opvækst i Destin Daniel Crettons drama, ’Glasslottet’.

Møsterbryderen Jeanette Walls (Brie Larson) prøver at forsone sig med sin kaotiske opvækst i Destin Daniel Crettons drama, ’Glasslottet’.

Nordisk Film

17. november 2017

En kvinde med højt hår og stor perlekæde sidder på en dyr restaurant engang i firserne. Hun er til forretningsmiddag med sin forlovede, som er investeringsrådgiver, den forlovedes potentielle klient og dennes kone.

Samtalen falder på hendes, Jeanette Walls’ (Brie Larson), opvækst i Sydstaterne, og hendes forlovede, David (Max Greenfield), er så ivrig efter at gøre godt indtryk, at han tager ordet og fortæller om forældrenes hus og hans svigerfars bedrifter som ingeniør.

På vej hjem i taxaen når Jeanette lige at bede David om at overlade det til hende, når der skal lyves om hendes forældre, før hun ud ad vinduet ser sin mor (Naomi Watts) og sin far (Woody Harrelson) tumle rundt i og omkring en affaldscontainer.

Mon ikke denne kvinde har en fortid, hun skal forsone sig med, så hun kan holde op med at leve sit liv på en løgn og i det hele taget indse, hvem hun inderst inde er, og hvad hun egentlig vil.   

Skematisk selvudvikling

Den overordnede historie i Destin Daniel Crettons Glasslottet er forudsigelig fra første scene. Man sidder og venter på, at mønsterbryderen Jeanette Walls kommer igennem sin erkendelsesproces og begynder at gribe den slags facadefejrende forretningsmiddage an på en anden, ærligere måde.

I de tilbageblik, der udgør størstedelen af filmen, skildres hendes utilpassede, frihedselskende nomadefamilie, som rejste Sydstaterne rundt i en gammel smadrekasse og boede i forladte huse uden strøm og rindende vand.

Her malede moren, Rose Mary, sine sødladne malerier, mens faren, Rex, vekslede mellem at drikke sig ned, lire gajolpakkevisdom af sig og arbejde på sine tegninger af et kommende glasslot, han ville bygge til sin familie.

Glasslottet er – selvfølgelig – et luftkastel, og det fundament, børnene graver uden for huset, hvor de slår sig ned, bliver hurtigt fyldt op med affald. Men drømmen havde de da så længe. Man forstår A) at det ikke har været let, og B) at Jeanette og hendes tre søskende også fik nogle gode (immaterielle) værdier med på vejen, som de kan bruge i deres voksne liv, så det ikke bliver alt for hult og tomt.

Højdepunktet er rulleteksterne

Det overraskende i Glasslottet er, hvor tykke og kluntede mønsterbryderfortællingens klicheer opfører sig. I en skriftlig, selvbiografisk fortælling, som den filmen er baseret på, kan det fungere at skrive, at Rose Mary smed alt, hun havde i hænderne, greb sit staffeli og styrtede afsted ud over prærien, hvis hun så et træ, hun gerne ville male. Når man omsætter det 1:1 til skuespilinstruktioner, bliver resultatet ufrivilligt komisk.

Sløjfe efter sløjfe bliver bundet på plottet, og alle grundtraumer skæres ud i pap mindst to gange. Man har brugt tid og penge på at få Hollywood-skuespillere (der hele deres liv har brugt tid og penge på at se godt ud) til at se fattige og hærgede ud, men troværdigt bliver det aldrig.  

Når man til sidst under rulleteksterne ser autentiske fotografier og videooptagelser af Walls-familien, er det svært at sige, om det er et plus eller et minus for filmen. Det er klart filmens højdepunkt, fordi disse mennesker vækker ens nysgerrighed. Men det understreger også, hvor utilstrækkelig filmens gestaltning af dem er.

’Glassslottet’. Manuskript: Destin Daniel Cretton og Andrew Lanham. Instruktion: Destin Daniel Cretton. Amerikansk (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer