Læsetid: 3 min.

Erotikken bliver kvalt i tylsskørter i Hübbes nye ballet

’Raymonda’ er Nikolaj Hübbes nyeste russerballet på repertoiret. Perfekt, men temmelig ligegyldig
Det kniber med spændingen i Nikolaj Hübbes opsætning af russerballetten ’Raymonda’. Men Jón Axel Franssons muslimske bejler bringer et vidunderligt sus af erotik ind i den ellers ret statiske forestilling over for J’aime Crandalls perfekte prinsesse.

Det kniber med spændingen i Nikolaj Hübbes opsætning af russerballetten ’Raymonda’. Men Jón Axel Franssons muslimske bejler bringer et vidunderligt sus af erotik ind i den ellers ret statiske forestilling over for J’aime Crandalls perfekte prinsesse.

Henrik Stenberg

17. november 2017

Balletten Raymonda har aldrig før været danset af Den Kongelige Ballet. Men nu har Nikolaj Hübbe iscenesat denne gamle Petipa-ballet fra 1898.

Den er ikke nær så interessant som Petipas Svanesøen eller Tornerose eller Nøddeknækkeren. Men Raymonda er en del af det klassiske, russiske repertoire, som Den Kongelige Ballet også har pligt til at danse. Det er fint nok.

Det komiske er bare, at netop Raymonda minder enormt meget om balletten Napoli, altså Bournonvilles danske ballet fra 1842. For Raymonda handler også om en kvinde, der er forelsket og skal giftes, men som bliver forstyrret og næsten forført, da en fremmed pludselig dukker op og tænder hendes følelser på en helt anden måde end hendes forlovede.

I Napoli er det fiskerpigen Teresina, der møder en sexet havmand i dybet af Den Blå Grotte. I Raymonda er det prinsessen Raymonda, der bringes i kog af  »Abderam, en spansk-maurisk prins«, som det hedder i programmet.

Af med hovedet

Essensen er, at begge balletter handler om kvinder, der uventet stifter bekendtskab med deres egen seksualitet – men også at begge kvinder modstår fristelsen og giver sig hen til deres oprindelige kæreste. At man så i Raymonda normalt lader korstogsridderkæresten hugge hovedet af den muslimske bejler er blot en blodig detalje.

I Hübbes version opgiver den sorte forfører ædelt sit frieri, da han bliver afvist af prinsessen – og lader hende få rivalen, fordi hun selv vælger ham. Det er åbenbart den politisk korrekte version i 2017. Det ville dog fortsat være sjovere at se en god Napoli; ikke mindst i denne sæson, hvor netop Napoli kun får én eneste opførelse, nemlig den 1. juni 2018.

Dirigenten tryller

Desværre er det ikke lykkedes Hübbe at fortælle resten af handlingen i de tre akter synderligt tydeligt. Man skal læse programmet for at kunne følge med. For balletten er en endeløs række af divertissementer – med tåspidskvinder og støvlekvinder i korte eller mellemlange tylsskørter, der enten er kønne og grimme. Eller ligegyldige.

Kostumedesigneren er den engelske scenograf Richard Hudson, der også stod bag La Bayadère. Hans scenografiske scoop er et stort kelimtæppe, der svinger sig under loftet som et stort himmeltæppe. Men at handlingen er flyttet fra middelalderen til 1700-tallet har ingen synderlig effekt. Tylsskørterne gør deres for at kvæle erotikken. Ved premieren var lysdesignet desuden kommet i utakt, så mange scener endte i ufrivilligt mørke.

Musikken er af Glazunov, der er en af Tjajkovskijs efterfølgere, men som aldrig når Tjajkovskijs legende drømmelethed. Den garvede dirigent Graham Bond dirigerer til gengæld Det Kongelige Kapel med så naturlig sans for det dansante, at musikken kommer til at lyde bedre, end den er. Det er en bedrift.

Alt for Fransson

Kompagniet danser stærkt, men uden at nå det ekvilibristiske. Raymonda-danserinden J’aime Crandall har en ekstremt stærk tåspidsteknik, og hun er tilsyneladende utrættelig i sine mange delikate balancer. Den letfodede Alexander Bozinoff matcher fint hendes linjer som hendes kristne prins, og Femke Mølbach Slot har en vidunderlig drømmeskønhed over sig i den tilslørede rolle som ’Den hvide dame’.

Premierens oplivende danser var dog den 26-årige solist Jón Axel Fransson. Han spillede den fremmede bejler (og alternerer med den tidligere skadede danser Benjamin Buza). Fransson trådte ind på scenen iført pludderbukser og turban, mens han emmede af erotik og begær. Han åd prinsessen med øjnene, mens han blærede sig med alle sine lækre spring – og sine lokkende bagoverbøj, der satsede alt. Hér kom der drama på scenen. Her forstod man pludselig, hvad der var på spil.

Hvad så med resten af Raymonda? Resten var tyl og idyl.

’Raymonda’. Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa. Musik: Aleksandr Glazunov. Scenografi: Richard Hudson. Lys: Giuseppe Di Iorio. Dirigent: Graham Bond. Den Kongelige Ballet og Det Kongelige Kapel på Gamle Scene. Spredte aftener, bl.a. 18., 24., og 29. november 2017 frem til 20. april 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu