Læsetid 8 min.

EU som fremragende romansatire

Tragedien lurer lige under overfladen i Robert Menasses store EU-satire, der synes langt mindre optimistisk på Europas vegne end forfatteren selv
De europæiske befolkningers syn på EU danner afsættet for iværksættelsen af det projekt, man følger i ’Die Hauptstadts’ hovedspor.

De europæiske befolkningers syn på EU danner afsættet for iværksættelsen af det projekt, man følger i ’Die Hauptstadts’ hovedspor.

Mie Brinkmann

4. november 2017

Det ligner unægtelig mest en politisk kommentar til de netop overståede parlamentsvalg i Tyskland og Østrig, at Deutscher Buchpreis i år gik til den østrigske forfatter Robert Menasse, som modtager prisen for sin store EU-roman Die Hauptstadt.

Menasse har igennem mange år skrevet om europapolitiske emner, og han har aldrig lagt skjul på, at han helst så EU omdannet til en republik. Så sent som i marts i år holdt han en brandtale for Europa-Parlamentet i anledning af 60-året for Romtraktaten, hvori han opfordrede parlamentarikerne til at besinde sig på traktatens idégrundlag, som ifølge Menasse er langt mere revolutionært, end man vil være ved i dag. For EU’s fædre var den økonomiske integration og dannelsen af fællesmarkedet ikke et mål i sig selv, men skulle bane vejen for afskaffelsen af nationalstaterne.

Når man valgte at gøre den økonomiske integration til motoren i det, EU-Kommissionens første formand Walter Hallstein i forbindelse med Romtraktatens tilblivelse betegnede som »organiseringen af et postnationalt Europa«, var det, som Menasse minder parlamentarikerne om, først og fremmest fordi ingen af traktatens fædre havde nogen som helst tillid til, at fredstraktater ville være et tilstrækkeligt værn mod fremtidige krige i Europa. Den mulighed havde man allerede forsøgt sig med efter Første Verdenskrig, hvor Versaillestraktaten netop ikke skabte fred, men tværtimod lagde grunden til Hitlers og nazismens fremvækst.

I hælene på grisen

Skulle man nu få den nærliggende tanke, at romanen forsøger at liste samme opbyggelige budskab ind ved hjælp af fiktionen, gør man dog regning uden vært. Die Hauptstadt er heldigvis alt andet end en historiepolitisk traktat forklædt som roman, og selv om man selvfølgelig godt kan finde spor af Menasses egne synspunkter i romanen, fører de et andet sted hen, end man skulle forvente.

For den læser, der i forvejen er bekendt med Menasses europapolitiske engagement, er det den første store overraskelse ved denne bemærkelsesværdige roman: At forfatterens store kendskab til EU’s institutioner og historie utvivlsomt er en forudsætning for romanens troværdige beskrivelser af det arbejdende EU-bureaukrati, men at det ikke på nogen måde spænder ben for historien.

Die Hauptstadt er en satirisk kollektivroman, der følger et større antal mennesker af forskellig nationalitet, der enten er bosat i eller hvis vej fører gennem Bruxelles, den provisoriske ikke-hovedstad i Europa. De fleste af dem er ansat i EU-Kommissionens departement for kulturelle anliggender, der med sit håbløst ringe budget er det sted i EU, hvor ingen embedsmand med ambitioner ønsker at ende.

Dertil kommer en broget flok, der omfatter en østrigsk professor emeritus med speciale i EU-politik, der deltager i en Bruxelles-baseret ’reflection group’ om EU’s fremtid, en pensioneret gymnasielærer og holocaustoverlevende, en polsk lejemorder på gennemrejse i embeds medfør, en østrigsk lobbyist for svineindustrien, en lokal kriminalinspektør i drabsafdelingen og et par stykker til.

Der er ofte noget trættende over kalejdoskopiske romaner af denne type. De enkelte karakterer kan være svære at adskille og de formår ikke for alvor at interessere læseren. Det er ingenlunde tilfældet her. Personerne er alle tegnet med stor indlevelsesevne, fra den halvsenile David de Vriend, der har overlevet Auschwitz og et liv som lærer, men må resignere over for den belgiske plejehjemsterror, til den flamboyante Romolo Strozzi, kabinetschef for kommissionspræsidenten og det sidste, barnløse slægtled i en urgammel italiensk adelsfamilie. 

Robert Menasse: Die Hauptstadt

Romanen indledes underfundigt med en prolog om et svin, der er blevet set flere forskellige steder i Bruxelles, og som på sin færd gennem byen krydser hovedpersonernes vej. Det er en elegant og vittig måde at præsentere en del af dramatis personae på, men det går snart op for læseren, at grisen udfylder flere vigtige roller i romanen. Dels fortsætter den igennem hele romanen sin færden ind og ud af historien, dukker først op i den ene ende af byen, så i en helt anden, under stadig større mediebevågenhed. En avis udskriver en konkurrence om, hvad dyret skal hedde, der indkaldes eksperter, og pludselig er den væk igen, eller har den overhovedet været der? Dels er grisen en stadig påmindelse om den større historie, som EU for de fleste mennesker stadig er, nemlig et indre marked, der først og fremmest handler om flæskepriser.

Grisen bliver på den måde en central politisk figur i romanen og kommer som sådan til at binde den lille og den store verden sammen. Bruxelles er en miniature af EU, der indeholder det hele: svinet, der driver medierne og politikken rundt i manegen, den store kulturelle diversitet, den bogstaveligt talt babylonske sprogforvirring, som naturligvis også spiller en fremtrædende rolle i romanen. Som hovedstad i en nation uden nationsidé er Bruxelles noget nær det perfekte centrum i den overnationale ikke-stat, som den er ikke-hovedstad i: et ingenmandsland af kulturer og traditioner med en større koncentration af expats end noget andet sted i Europa.

»Big Jubilee Project«

De europæiske befolkningers syn på EU danner også afsættet for iværksættelsen af det projekt, vi følger i romanens hovedspor. EU-barometret har for Gud ved hvilken gang vist, at befolkningernes syn på EU – og i særdeleshed på Kommissionen – er for nedadgående fra et i forvejen historisk lavt niveau. Der må gøres noget! Den nye leder af Kommissionens kulturafdeling, den ærgerrige Fenia Xenopoulou, sætter sig i spidsen for et »Big Jubilee Project« i anledning af 50-året for EU-Kommissionens grundlæggelse.

Hvis alt går efter planen, dvs. hvis det med dette projekt lykkes at skabe større opbakning til Kommissionens arbejde rundt omkring i Europa, håber hun samtidig at overbevise sine overordnede om, at hun er alt for dygtig til at skulle henslæbe sine bedste arbejdsår i »Noahs ark« eller blot »Arken«, som kulturafdelingen kaldes internt (»Hvorfor? En ark har ikke noget mål. Den slingrer igennem strømmen, gynger på bølgerne, trodser stormene og vil kun en ting: redde sig selv og det, den har med ombord«).

Det vigtigste mangler dog stadig: et tema for jubilæet, der kan skabe respekt for Kommissionens arbejde ude omkring i Europa. En drikfældig og depressiv embedsmand sættes på sagen. Inspireret af sin nylige deltagelse i et mindearrangement i Auschwitz i anledning af årsdagen for koncentrationslejrens befrielse – beskrivelserne af dette besøg er en grum satire på en mindekultur, der er kørt af sporet – får han en lysende idé.

Jubilæumsprojektet skal genfortælle EU-Kommissionens historie som institutionaliseringen af det »aldrig mere!«, som Auschwitz repræsenterer. Jubilæet skal bruges til at vise, at den evigt upopulære og udskældte kommission i virkeligheden er EU’s institutionaliserede samvittighed, skabt af visionære ledere som førnævnte Walter Hallstein, der i lyset af Holocaust ville forhindre, at noget tilsvarende skete igen.

Så langt befinder vi os meget tæt på Menasses egne synspunkter. Én ting er dog de højtflyvende historiepolitiske visioner, noget helt andet end den bureaukratiske EU-virkelighed, hvor der ikke bare er mange nationale og institutionelle interesser at tage hensyn til, men også mange snarer at snuble i.

Det viser sig selvfølgelig snart, at planen er urealistisk af flere grunde, hvoraf ikke alle er dårlige. Dertil kommer et praktisk problem: Et Auschwitz-tema uden deltagelse af Auschwitz-overlevende er utænkeligt. Men dels er hverken nationale eller EU-myndigheder leveringsdygtige i optællinger eller andet relevant materiale, der ville gøre det muligt at opspore dem, dels må det formodes, at antallet under alle omstændigheder vil være stærkt begrænset.

En stor del af romanen går med at beskrive afdelingens forsøg på at løse disse og tilsvarende problemer, som planlægningen af jubilæet fører med sig. Det er bizart og meget morsomt beskrevet, og man kommer uvilkårligt til at tænke på den ikke mindre bizarre »parallelaktion« i Robert Musils roman Manden uden egenskaber, hvor indflydelsesrige kredse i Wien forbereder fejringen af den østrig-ungarske kejsers 70-års tronjubilæum i 1918, som for alt i verden skal overgå den ligeledes forestående fejring af den tyske kejsers 30-års regeringsjubilæum samme år.

Det parodiske højdepunkt i romanen indtræffer dog ikke i forbindelse med forberedelserne til »Big Jubilee Project«, men i parallelhistorien om professor Erharts møder med forskergruppen i Bruxelles, hvis arbejde skal munde ud i en rapport til Kommissionen med titlen New Pact for Europe.

Erhart er det tætteste, man i romanen kommer på en klovn. Han er på én gang kejtet og stolt, usikker og selvbevidst, en havkat i hyttefadet, der efter at være gået på pension ikke længere er til sinds at spille efter reglerne. Da han til sidst ikke mere kan holde sin opsparede frustration over de konformt tænkende karrierister tilbage, benytter han sin nøje afmålte taletid til at fortælle sine glatte yngre kolleger, hvad han mener om deres fantasiløse bidrag til diskussionen, hvorefter han præsenterer sin egen umulige idé: oprettelsen af en europæisk republik med hovedstad i Auschwitz!

Ikke for ingenting antydes det, at Erhart på vej hjem til Wien fra Bruxelles omkommer i det terrorattentat, der finder sted på romanens sidste sider. Det er svært ikke at læse som forfatterens ironiske dom over sin egen europapolitiske vision.

Kriminalistisk

Sideløbende med disse forberedelser til jubilæumsprojektet følger vi i en anden handlingsstreng den stedlige kriminalinspektør Brunfauts forsøg på at opklare et gådefuldt mord, der finder sted i romanens begyndelse. Hvad denne historie har med jubilæumsprojektet at gøre, forbliver længe uklart, om end sporene krydser hinanden flere gange undervejs.

Man kan godt argumentere for, at dette kriminalistiske spor er i overkanten af, hvad romanen kan bære, men det giver omvendt et interessant perspektiv på EU-historien. Bag mordet anes konturerne af en langt mere uhyggelig supranational institution, den katolske kirke, der i romanens spekulative intrige hævdes at være den dybe universalstat bag alverdens efterretningstjenester. Her præsenteres vi med andre ord for en ganske anden type institution, som opererer på tværs af nationale og overnationale grænser og i alle tilfælde er langt mindre transparent end EU.

Vil man søge efter en EU-opbyggelig morale, kunne den muligvis findes her: Sammenlignet med den katolske kirke er EU trods alle sine fejl absolut til at leve med.

I modsætning til Menasses eget vedholdende engagement i at omskabe EU til den politiske union, den oprindeligt var tænkt som, giver Die Hauptstadt således ikke anledning til meget optimisme på eurostatens vegne, ja, bedømt på det fejlslagne jubilæumsprojekt og den svindende bevidsthed om EU’s raison d’etre, som i romanen kun findes hos narren, må man vel snarest kalde den en svanesang over vor tids sidste store politiske utopi, skrevet på et tidspunkt, hvor det reelt eksisterende EU befinder sig midt i sin største eksistenskrise.

Men det er bestemt ingen hindring for at nyde denne fremragende roman, der trods sit vel ikke synderligt romaneske stof både er en stærkt underholdende og meget elegant fortalt comédie humaine i traditionen fra Musil, Karl Kraus og andre store østrigske satirikere, der ligesom Menasse havde en særdeles veludviklet sans for undergangstruede eller allerede forsvundne imperier.

Robert Menasse: Die Hauptstadt. Suhrkamp 2017, 459 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu