Læsetid: 5 min.

EU har lavet et computerspil om at hæve skatterne uden at pisse erhvervslivet for meget af

EU kan ikke kommunikere uden både at politisere og kede folk ihjel samtidig. Sådan har det lydt fra kommentatorer i årevis, men EU giver ikke op. Senest har de skabt computerspillet ’Taxlandia’. Vi har sat EU-nørd Tine Toft til at bestyre et fiktivt EU-land, hvor du kan klare dig i flere år som statsleder uden at røre en finger
Grafikken er ikke det mest saftige i EU’s nye computerspil ’Taxlandia’, hvor man bl.a. skal arbejde imod skatteunddragelse.

Grafikken er ikke det mest saftige i EU’s nye computerspil ’Taxlandia’, hvor man bl.a. skal arbejde imod skatteunddragelse.

29. november 2017

Jeg er blevet premierminister i landet Taxlandia. Mit primære formål er at redde landet fra forfald og økonomisk bankerot. Nogenlunde sådan starter min nye tjans som statsleder i EU’s nyligt lancerede skattecomputerspil.

Spillet har til formål at uddanne unge europæere om beskatning, og hvad det betyder for deres liv og fremtid. Det kan findes gratis online og skal blandt andet ’nedbringe skatteunddragelse’ gennem oplysning, som det bliver beskrevet på EU’s læringsplatform om skat.

Taxlandia er et lillebitte fiktivt EU-land, som lyder lidt som Luxembourg. Med sneklædte bjergtinder og klare blå søer.

I årevis har landet levet højt på at tiltrække virksomheder og dyrke turisme. Alt sammen med en skat på 10 procent og minimale offentlige udgifter. Men nu har andre lande i et ’race to the bottom’ udkonkurreret Taxlandia på lave skatter, og alt i landet skriger på reparationer.

Taxlandia er da også begyndt at kræve mere i skat, men det har skabt oprør. Flere virksomheder forlader landet, og nogle snyder sågar med økonomisk kriminalitet. »Held og lykke«, skriver EU til mig, inden jeg giver mig i kast med det Sim City-lignende spil.

Jeg kan ændre farven på min automatisk kvindelige avatars halvkorte hår, skjorte og bukser. Jeg kan ikke ændre baggrundsmusikken, der lyder som en glad og Teletubbie-inspireret børnesang.

Den tidligere regering i Taxlandia har ikke efterladt penge til 2017. Jeg skal nu hæve skatten uden at gøre mig for upopulær.

Hæv du bare skatten

Allerede efter mit første år som spiller vil EU fortælle mig, at global opvarmning kommer til at koste. Det tordner og lyner, og en tornado hærger gaderne. Der er akut brug for en dæmning, fordi global opvarmning skaber kraftige regnskyl. Det koster 4.4 millioner danske kroner, og jeg siger ja med det samme. Når man bruger offentlige midler i Taxlandia hedder det konsekvent ’investeringer’, og det lyder jo meget godt. Man får også point, hver gang man fikser noget. 

Men der er ingen penge til politistationer eller grønne områder, så jeg hæver skatten til 20 procent. Så er der igen penge at rutte med. 

På skærmen ligner Taxlandia med sit lysegrønne græs, snorlige veje og firkantede kassebygninger mere en by end et land. Man kan holde øje med lykke, kriminalitet, beskæftigelse og forurening i bunden af skærmen og ellers rykke skatten op eller ned. Og så kan man rykke penge rundt fra område til område, mens man opgraderer landet ét projekt ad gangen. 

Man skal som spiller vente og se på, at alting bliver bygget af en kran. Ligesom Sim City, hvor man som borgmester skal bygge en by og holde fast i borgmestersædet, men med langt dårligere grafik.

Det bliver hurtigt ensformigt. Som at være tvangsindlagt til at gense en pointe om, at veje, parker og skoler altså koster penge at vedligeholde og bygge. Ligesom altså dette computerspil, der ifølge The Sun har kostet over 700.000 kroner for EU at udvikle.

Virkelighedens EU er presset af skattely. Lande som Frankrig og Italien bryder unionens ellers stramme budgetregler, og flere topledere i EU vil have fælles skatteregler for at undgå fusk og skattespekulation. I lyset af det er det måske meget godt at oplyse den europæiske ungdom med et computerspil. Også selvom det umiddelbart er forsimplet, at spillet kun har én samlet skatteprocent. Men sådan er det med computerspil til børn og unge. Alligevel er det ikke helt problemfrit. I hvert fald har britiske medier og politikere anklaget spillet for at være spild af skattekroner og rendyrket propaganda for højere skat.

Efter at have klaret to år på posten uden andre problemer end stigende kriminalitet rykker jeg da også skatten længere op. Jeg er tilsyneladende populær: »Tillykke! Du er et af de få mennesker, der formåede at få dette land til at blomstre igen! Du vil gå direkte over i historiebøgerne!«

Det er opløftende at gøre borgerne i Taxlandia så glade ved at bygge og forbedre ting, så jeg fortsætter. Indtil videre påvirker det ikke det frie marked, det koster kun borgerne i skattekroner.

En slags Merkel-simulator

Den tidligere regering har slet ikke brugt penge på sundhed eller uddannelse. Så jeg effektiviserer administrationen og spreder i stedet pengene ud til hospitaler og skoler. Jeg ignorerer turismen og opgraderer en park. Min befolkning er 100 procent lykkelig, så jeg springer hurtigt frem i år og hæver skatten til et mere genkendeligt leje på 40 procent.

Kriminaliteten stiger proportionelt med skatten til 40 procent, så der må være tale om en del økonomisk kriminalitet. Men det kan man ikke rigtig se i Taxlandia. I det hele taget kan man ikke se nogen mennesker. Kun bygninger, biler, vindmøller og silhuetter af træer. Grafikken og byggerierne er dødkedelige at se på, så jeg springer hurtigt frem til år 2022.

Man kan ikke springe den ensformige byggeseance over, så jeg bliver utålmodig. Jeg vil se, om jeg kan sidde ligeså længe på posten som den tyske kansler Angela Merkel uden rigtig at lave noget om. 12 år skal jeg op på, og jeg springer til 2024 uden at løfte en finger.

Kriminalitet ingen hindring

Jeg hæver skatten til 50 procent, opgraderer to parker og hopper videre til 2025 uden brok. Indtil videre har der ikke været særligt store problemer for mig som premierminister af Taxlandia. Jojo, kriminaliteten er på 50 procent, men det betyder øjensynligt ikke noget for min mulighed for at investere i alt det, jeg trykker på.

Jeg har bygget et stadion, men ellers bruger Taxlandia ikke en øre på kultur. Det gør tilsyneladende heller ikke noget. Jeg opgraderer rådhuset, så jeg kan holde et fedt bryllup, og springer frem til 2027. Nu mangler jeg kun to år, før jeg når Merkel-grænsen. Jeg hæver skatten til 60 procent. Indtil videre har jeg løbende skåret på erhvervslivet, så jeg kan bruge flere penge på uddannelse. Jeg tænker, det måske kan sænke kriminaliteten.

Vi er nu i 2028, og der er kun ét år tilbage. Kan det virkelig passe? I kedsomhed skærer jeg nu for alvor på erhvervslivet.

Men det bliver åbenbart for meget for befolkningen i Taxlandia. De vælter mig lige inden mit 12. år med beskeden:

»Du har svigtet! Folket kræver din afgang!«. »Men du har lært en værdifuld lektie, og forhåbentlig gør du dit job bedre næste gang.«

Der er for få dilemmaer og problemer i Taxlandia til, at jeg reelt kan kalde mig udlært premierminister. Men det er også for meget forlangt, når spillet samtidig skal kunne spilles af børn ned til ni år. Næste gang holder jeg mig til posten som minister for kultur- og fritid. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Michael Hullevad
  • Katrine Damm
  • Jørgen Wassmann
Niels Duus Nielsen, Michael Hullevad, Katrine Damm og Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Virkelig sjov artikel. Tak for det. Jeg synes egentlig godt EU kunne lave et voksenspil der inkluderer de mange svære nuancer omkring beskatning. Eller måske bare løse problemerne :-)

Trond Meiring, Michael Hullevad, Flemming Berger og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Spillet overlever ikke passivitetstesten: Lad spillet køre, foretag dig intet, hvis du vinder alligevel er det et dårligt spil.

Jeg forsøgte mig med en let modificeret udgave af passivitetstesten: Som det første satte jeg aktivt skatten til 40%, og resten af spillet klikkede jeg bare ja, til alt hvad spillet spurgte mig om, uden at læse hvad der stod. Jeg foretog mig med andre ord kun, hvad mine lobbyister krævede, og efter et antal år som succesrig statsmand vandt jeg spillet. Jeg fik dog ikke at vide, hvilken lukrativ retrætepost, jeg fik for ikke at foretage mig noget som helst, andet end at klikke ja til alt hvad jeg blev spurgt om. Højkommisær eller generalsekretær, eller noget, går jeg ud fra.

I et kontrolforsøg undlod jeg helt at foretage mig noget, altså jeg lod skatten stå på de 5%, som havde bragt Taxlandia i knæ, men det blev jeg øjeblikkelig fyret for.

Derefter forsøgte jeg mig med 10%, hvilket bragte spillet ind i en uendelig sløjfe, hvor jeg hvert år fik at vide, at det gik ufatteligt godt. Da jeg nåede 2050 uden at have foretaget mig noget som helst andet end at sige ja til alt, og det stadig gik ufattelig godt, valgte jeg at stoppe.

Nu burde jeg så for fuldstændighedens skyld undersøge, om der er en topgrænse for, hvor meget borgerne i Taxlandia vil betale i skat, før de fyrer mig, men det gider jeg altså ikke, det er spillet sgu for kedeligt til.

Edutainment er og bliver et dårligt mix, al god undervisning er underholdende, og al god underholdning har et uddannende element; bevidst at søge at kombinere underholdning og uddannelse viser bare, at man selv synes, at emnet er kedeligt.

Spillet er ikke lavet, fordi det er sjovt at løse udfordringer, som fx i SimCity, eller fordi politik er så spændende, at det fortjene et computerspil, som fx Democracy 1, 2 og 3. Spillet er alene lavet for at få folk til at interessere sig for noget, som bagmændene bag spillet selv synes er røvkedeligt, og det skinner igennem.

Og når spillet så ikke engang består passivtetstesten er det da rent spild af tid. Prøv at spille SimCity og lad være med at foretage dig noget, og se, hvor længe du overlever som borgmester. Ca. 10 minutter, gætter jeg på.

PS: Hvis der er nogen, der gider undersøge, hvor meget man max kan få folk i Taxlandia til at betale i skat, før de gør oprør, vil jeg meget gerne høre om resultatet. Så kan vi jo diskutere, om spillet er en reklame for at betale skat, som det kritiseres for i artiklen. Indtil vider mener jeg dog, at hvis man kan blive evighedspolitiker ved at dekretere en skatteprocent på ti, vil selv en LAer kunne være med.

Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar