Læsetid: 3 min.

Fælles drømme i en ensom verden

I sin smukt kejtede Guldbjørn-vinder, ’Med krop og sjæl’, skildrer den ungarske filminstruktør Ildikó Enyedi en svær romance, hvor den socialt kejtede Mária finder ud af, at hun helt bogstaveligt deler drømme med sin chef
De personlige samtaler mellem de to hovedkarakterer i ’Med krop og sjæl’ afslører, at de deler drømme. Helt konkret. De drømmer begge, at de er rådyr i en snedækket skov og kan beskrive hinandens færden i drømmenes landskaber.

De personlige samtaler mellem de to hovedkarakterer i ’Med krop og sjæl’ afslører, at de deler drømme. Helt konkret. De drømmer begge, at de er rådyr i en snedækket skov og kan beskrive hinandens færden i drømmenes landskaber.

Øst for Paradis

3. november 2017

To rådyr bevæger sig rundt i en stille, snedækket skov. Der er fuldstændig ro, mens de elegant glider gennem kulden.

Kontrasten er voldsom, da ungarske Ildikó Enyedi øjeblikke efter tager os med til hverdagens trummerum i et slagtehus uden for Budapest. Her arbejder hverdagsramte mennesker blandt rutiner og reglementer, mens store dyr slagtes et efter et.

Det er blodigt og larmende, og man forstår godt, at de ansatte helst hænger i kantinens pastelfarvede zone. Her kan man få en pause med en bakke ved et bord og forsøge at finde noget at tale om.

I Enyedis Med krop og sjæl bliver kantinens samtaleemne hurtigt den nye kvalitetsinspektør Mária (Alexandra Borbély), som chefen, Endre (Géza Morcsányi), holder øje med. Hun bevæger sig rundt som en sart og sårbar blomst i det hårde miljø, mens hun kejtet undgår social kontakt.

Endre kan ikke regne hende ud, og efterhånden får han mere end bare det ydre at tænke over. Et noget bizart twist med tyveri af viagrapulver til kvæg fører nemlig til et interview om ’mentalhygiejne’ med alle ansatte. De personlige samtaler afslører, at Mária og Endre deler drømme. Helt konkret. De drømmer begge, at de er rådyr i en snedækket skov og kan beskrive hinandens færden i drømmenes landskaber.

Mennesker, dyr og sanser

Scenariet med de fælles drømme er et originalt setup for en historie, som tvinger os til at gentænke åbningens billeder. Da rådyrene i skoven vender tilbage, ser vi ikke ’bare’ dyr i en skov. Nu kan dyrene betragtes som avatarer for Mária og Endre, og hvad ser vi så? Hvad betyder det, når vi pludseligt læser dyrenes udtryk og handlinger med et menneskeligt blik?

Det spørgsmål er ikke mindst relevant med slagtehuset som ramme, men Enyedi er ikke umiddelbart ude i et dyreetisk eller vegetarisk ærinde (selv om efterteksterne påpeger, at dyr kom til skade under indspilningen, men ikke pga. filmen …). Hun er mest optaget af den umage romance mellem de to introverte eksistenser, som intimt deler nattens drømme, men har svært ved samtale og fysisk kontakt.

Filmen følger frem for alt den mere end almindeligt socialt udfordrede Maria, mens hun prøver at lære sig romantikkens regler. Det sker med stilfærdig humor – blandt andet i scener, hvor hun prøver at vække sine sanser. For eksempel ved at betragte andre elskende eller stikke hånden ned i kartoffelmosen. I en scene ligger hun på græsset, da sprinklersystemet uventet starter. Den udtryksfulde Borbély viser så fint, hvordan det kan være sanseligt, dramatisk stof, hvis man for alvor mærker efter.

’Deadpan’-humor og desperation

Film- og tv-historien er fuld af svære romancer, som f.eks. Paddy Chayefskys klassiker, Marty, om en slagter fra Bronx, der forsøger at finde ud af det med kærligheden. Enyedi går til parforholds-troperne med både deadpan-humor og desperation – i visse scener som en voldsom blanding, eksempelvis når et telefonopkald bliver besvaret med blod piblende ud ad håndleddet.

Der er indimellem lidt tomgang i den langsomme karakterudvikling, selv om der løbende er seværdige, visuelle indfald. Som når Mária flakkende spejles i den svingende kantinedør, før kameraet langsomt, sidelæns kører med hende og Endres’ samtale langs bakketransporten i kantinekøen.

Tankerne falder undervejs på Aki Kaurismäkis fåmælte dramaer, og slagteriets sterile farveskala og den krasse samfundskritik får også svenske Roy Anderssons tableaukunst frem på nethinden. Men Enyedis Med krop og sjæl er alligevel helt sin egen og bryder også overraskende sine umiddelbare rammer undervejs, f.eks. når Laura Marling pludselig dukker op på lydsiden med sange som »What he wrote«.

Enyedi brød igennem i 1989 med spillefilmen Det 20. århundrede, men det er 18 år siden, at hun senest lavede en spillefilm. I mellemtiden har hun blandt andet instrueret den ungarske version af tv-serien In Treatment, Terapia for HBO. Måske er det herfra, inspirationen til Med krop og sjæls særlige univers er kommet, selv om filmens varierede billedside ligger langt fra seriens ensformige samtalesofa.

Man må håbe, at der ikke skal gå lige så lang tid, før man næste gang kan møde Enyedis blik på det store lærred. Guldbjørnen til Med krop og sjæl ved årets filmfestival i Berlin kan måske gøre det lidt lettere at få finansieret kommende filmprojekter.

’Med krop og sjæl’. Instruktion og manuskript: Ildikó Enyedi. Ungarsk (Grand, Vester Vov Vov og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu