’Fantasten’ er en film om en mand, der er godt og grundigt ude at skide

Alting er altid lige nu og her for bilsælgeren Claus (Dejan Čukić), hvis stakåndede vejrtrækning og febrilske måde at leve på man kommer helt tæt på i Christian Dyekjærs Fantasten.

Når han står over for en potentiel kunde, gælder det om at blive i salgsflowet og få mest muligt ud af situationen, og når han sidder i et skummelt baglokale og spiller poker, gælder det om at hænge på og fortabe sig i spillet. Der er ikke tid og plads til at reagere på nyheden om, at hans far er død. Claus ryster nyheden af sig, samler sig nogenlunde sammen og forsvinder så ind i spillet igen.

En stor bunke uro i ruskindsjakke

I Dejan Čukićs skikkelse er Claus en stor bunke uro holdt sammen af en ruskindsjakke, en mand i krise over den lidt for krævende virkelighed, der trænger sig på. Det gør den ikke mindst i form af Claus’ søn, Silas (Oscar Dyekjær Giese), som ringer på, lige da Claus rammer det, han tror, er bunden.

Siden sidst de sås, er Silas blevet en fuldt udvokset ung mand på 19 år. Han er lige gået fra sin kæreste og mangler et sted at sove. Claus byder ham indenfor og aner pludselig håb. Han har jo en søn, og denne søn har fremtiden foran sig.

Claus bliver nærmest forpustet af al den optimisme, der fylder det gabende tomme rum, hans liv ellers er. Han har næsten ikke tid til at høre efter, hvad Silas fortæller, og må løbe fra den gensynsøl, de er ved at drikke på en café på Islands Brygge.

Claus har et svindelnummer at passe henne på arbejdet, så han kan få nogle flere penge, som så brænder så meget i lommen, at han slet ikke har tid til at høre mere om Silas’ ellers imponerende planer om at uddanne sig til tegnsprogstolk, for de skal på kasino. Nu.       

Fantasten er et portræt af en alkoholiseret ludoman med en vakkelvorn psyke, som det håndholdte kamera og Dejan Čukićs skiftevis maniske og skræmte mimik fremkalder ret effektivt. Claus trækker aldrig vejret særlig dybt, for uanset om han er desperat, rastløs, jublende, spændt eller ærgerlig, gør følelsen ham stakåndet. Hans behov er meget akutte, og hans planer er meget kortsigtede.

Efter en skrøbelig manisk optur med kokain og prostituerede spidser situationen til for den hedonistiske far og hans fornuftige, men nysgerrige søn. Silas skylder pludselig en kvart million til nogle benhårde pokerhajer, der godt kan finde på at klippe fingrene af folk.  Det svindelnummer, Claus havde gang i henne på arbejdet, er heller ikke helt holdbart i længden, og noget drastisk må gøres.

Det København, der ikke er på toppen

Christian Dyekjær har gjort en dyd ud af at komme godt ud i de hjørner af København, der ikke er på toppen. De bymiljøer, Claus færdes i, er enten helt nedslidte eller ikke bygget færdig endnu. Han bor i en steril forhåndsmøbleret lejlighed på Islands Brygge i et bygningskompleks fuld af korttidslejemål. Rundt omkring bygges højhuse, men her er ikke noget liv endnu. Bare høje, tomme skaller, der med tiden skal blive til en velhavende bydel.

Claus spiller roulette på Copenhagen Casino og poker i skumle baggårde. Han vædder og låner penge hos Wong (Wei Xu), hvis kinesiske restaurant fungerer som portal til en obskur underverden, hvor Claus med livet som indsats kan gøre sig håb om at vinde penge nok til at redde sin søn.

Denne underverden er styret af kinesere, som er så kolde i røven, at det næsten ikke er til at forstå, hvis ikke det var, fordi de med deres ikketekstede fremmedsprog og statiske mimik skal tilføre filmen et ordentligt skud fremmedhed: Pludselig befinder Claus sig på den anden side af planeten. Det er lige før, den hårdtpumpede spænding brister og kammer over i karikatur i scenerne med ren kinesisk kynisme, men når det ikke sker, er det Dejan Čukićs fortjeneste.

Plottet i Fantasten er ikke så overrumplende. Man ser nedturene og ansigtstabene nærme sig god tid i forvejen, men så længe Dejan Čukić pruster i afmagt eller iver, famler efter de rigtige ord og flakker med blikket, bliver der tilføjet nye nuancer til portrættet af en mand, der er godt og grundigt ude at skide. 

Ude at skide er Claus ikke kun, når han står over for afstumpede gangstertyper. Han er også på udebane, når han bliver udsat for danske middelklassenormer, som de praktiseres af Silas’ svigerfamilie. De kommer fra et miljø, hvor man passer sit arbejde og styrer sin brandert, og her i parcelhuset omkranset af ligusterhæk ligner Claus et vildt dyr, der ikke ved, om det skal angribe, flygte eller bare drikke sig ned.

I det hele taget er det snarere vildskaben og desperationen end de store drømme, der skinner igennem i Fantasten. Claus spiller ikke for at vinde en formue, der kan bruges til at realisere nogle store, fantastiske planer.

Han spiller for at blive ved og for at forsvinde i en tilstand af spænding, som er uafhængig af den kedelige virkelighed, der kræver og kræver og ikke altid giver.

’Fantasten’. Manuskript: Rasmus Horskjær og Christian Dyekjær. Instruktion: Christian Dyekjær. Dansk (Biografer over hele landet)