Læsetid: 4 min.

De fattige er til grin

Jakob Silas Lunds romandebut ’Sporene efter Inés’ er et sorgarbejde, hvor en bror forsøger at forstå sin søsters død. Det er en roman om de store og tunge ting. Døden, det gode og det onde. Det er en ambitiøs balancegang
Jakob Silas Lunds roman stiller det grundlæggende spørgsmål, om vi overhovedet er i stand til vide noget om hinanden. Selv dem, vi elsker og regner for vores nærmeste.

Jakob Silas Lunds roman stiller det grundlæggende spørgsmål, om vi overhovedet er i stand til vide noget om hinanden. Selv dem, vi elsker og regner for vores nærmeste.

Ana Zinn

4. november 2017

Romanens hovedperson Daniel er børsmægler for Goldman Sachs. Han er liberalist og har altid været modstander af enhver for idealisme og venstredrejede holdninger: »Det var det gamle Magaret Thatcher-citat om, at problemet med socialisme er, at du en skønne dag løber tør for andre folks penge. Det var især den uansvarlighed, det udstillede, der talte til mig.«

Ideologisk anser han sig selv for at være realist. Han har ikke dårlig samvittighed over at spekulere fødevarepriserne op, og han griner, da en anonym kollega laver Twitter-kontoen: »Jeg ville ønske, at vi havde investeret i fattigdom. Det er steget med 60 procent siden 2011.« Det bekræfter ham i den opfattelse, at Goldman Sachs er et broderskab af rige, kloge og snobbede mænd.

Over for ham beskrives hans søster Inés, hvis død er plottets omdrejningspunkt. Hun er idealist, arrogant, venstreradikal og arbejder for Læger uden Grænser: »Hun var ikke i Cajamarca for at arbejde; hun var her for at gøre en forskel. Virkelig. Hun så de multinationale virksomheder, de monstre, som voldtager og plyndrer vores jord. (…) Hun ville hjælpe os med at slå dem ihjel Daniel.« Sådan beskrives de to søskende som voldsomme binære modsætninger. En, der griner af fattigdom, og en, der vil slå ihjel for at bekæmpe den. 

Jakob Silas Lund: Sporene efter Inés

Jeg har knaldet din bror

Fra Daniels synsvinkel følger vi hans rejse på tværs af tre kontinenter, hvor han forsøger at lære sin afdøde søster bedre at kende. Det er en rejse, hvor han både bliver overrasket og chokeret. Først overraskes han over, at han end ikke kender sin søsters seksuelle orientering, da han møder hendes kvindelige ekskæreste, og derefter chokeres han af, at hun var i gang med finansiere lokale rebeller via salg af kokain til USA.

Romanen stiller dermed det grundlæggende spørgsmål, om vi overhovedet er i stand til vide noget om hinanden. Selv dem, vi elsker og regner for vores nærmeste. Derfor benytter romanens sig også af en noget forslidt narrativ strategi, hvor e-mails og personlige dagbogsnotater fra Inés skal fungere som autenticitetsmarkør. Dette bliver i længden kedsommeligt, men er også genstand for nogle ret mærkværdige situationer, der i kraft af romanens insisteren på realisme og virkelighedseffekt, underminerer karakterernes troværdighed.

Et eksempel er forholdet mellem Daniel og Inés ven Alyssa. En aften tager de MDMA sammen og har sex. Derefter skriver Alyssa en mail til Inés, der på dette tidspunkt er død: »Ok, det her skete: Jeg havde sex med din bror. Ja, igen. Men det var anderledes denne her gang. Denne gang knaldede vi hinandens hjerner ud, og jeg kan stadig knap nok gå. Molly hjalp. Han gik uden at sige farvel. Det havde jeg ikke forventet.«

Der er noget, der bryder sammen med denne mail. Det er for mig meget svært at tro på mailen, den er for henslængt og casual. »Hey min afdøde veninde, jeg har lige haft sex med din bror, jeg kan ikke gå, og vi var på MDMA.« Gør man det? Skriver man det? Det ved jeg naturligvis ikke, men det er et problem for romanen, at den bruger mails til at understrege egen virkelighedsnærhed, og samtidig bringer læseren i tvivl om sandsynligheden af, at disse mails skulle være sendt. Det destabiliserer narrativet på en uheldig måde, og modarbejder ambitionen om autenticitet og mimesis.

Til litterær stadionkoncert

Romanen er et decideret sorgarbejde. En familie rammes af et medlems pludselige død, og for at overkomme sorgen påbegynder Daniel det omfattende arbejde med at lære sin søster bedre at kende. Det er ikke særlig sympatisk at kalde dette for kedsommeligt og banalt. Kedeligt, fordi bogen aldrig kommer længere end dens allerførste konstatering: at Inés er godheden selv, men arrogant. Igen og igen påpeges det, at »hendes moralske kompas var så skide stærkt og altid orienteret mod de fattigste af de fattige, de svageste af de svage, og ikke særlig meget mod, tja, os andre«.

Den er banal, fordi den hen over denne lange rejse, som Daniel foretager, ikke når længere i sin erkendelse, end at vi er alene i verden.

Daniel elsker Coldplay, og det lyder altså som Chris Martin i skriveværkstedet, når han i en slags konkluderende og alt for tydeligt romanbudskabsbærende passage siger: »Ja, altså, måske er det kun, når vi erkender, at vi alle sammen faktisk er alene i universet, at vi virkelig kan have et forhold til hinanden. Jeg kan huske, at jeg på universitetet læste et gammelt digt, hvor der stod, at No man is an island. Jeg tror, vi er nødt til at indse, at lige præcis det modsatte er tilfældet.« Hverken indholds- eller formmæssigt er det særligt overbevisende. Det lyder som Nietzsche, der taler igennem Chris Martin til en stadionkoncert et sted i Europa.

Jakob Silas Lund: ’Sporene efter Inés’, Gyldendal, 312 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det er ikke kun de fattige der er til grin. Ude på min kærestes arbejde, hun er sygeplejerske, fik de tilbud om at være med i en stor arbejdsmiljøundersøgelse. Belønningen (ud over glæden ved at deltage) var 20 kr. Sæt lige det op mod de aftrædelsesordninger i millionklassen, som de ansvarshavende chefer i kommunen indkasserer, når får nyt kontor. Hvis ikke det er at være til grin, så er det måske snarere at blive pisset på?