Jeg håber meget på, at hvis jeg – 7, 9, 13 – skulle komme til at dø præmaturt for så kort at efter at blive hevet tilbage til livet fra de døde, og hvis det skulle vise sig, at jeg i denne periode som død ville opnå unik indsigt i, hvordan efterlivet ser ud, ja, så ville jeg håbe, at den nærdødsoplevelse på ingen tænkelig måde ville minde om noget fra Niels Arden Oplevs amerikanske ungdomsthrillergyseragtige sag, Flatliners.
For det første håber jeg virkeligt ikke, at min nærdødsoplevelse ville afsløre mig som en ekstremt endimensionel person, der har et eneste bærende karaktertræk, der både determinerer mine traumer og min stræben efter lykke. Sådan en gruppe tegneserieagtigt stive karakterer er nemlig de amerikanske medicinstuderende, der i Flatliners eksperimenterer med at dræbe og så genoplive hinanden i forskningens – og selvoptimeringens – navn.
Når de i dødsfasen ser deres drømme og dæmoner i øjnene, ligner disse syner kedelige genspejlinger af de kedelige mennesker, de præsenteres som fra start: En sexglad scorekaj, som siger ja til alle damer, en mors underkuede dygtige pige, der er ved at knuses under forventningens vægt. Og så videre. De er kun én variation af skyld og skam i både livet og i efterlivet. Sådan noget håber jeg ikke for mig selv.
Ingen new age-æstetik, tak
Jeg håber heller ikke, at æstetikken i mit efterliv kommer til at være tilnærmelsesvis så corny og halvfemseragtig som i Flatliners. Ingen new age-farver med fedtede linser og ingen gråbeskidt gyser-parallelverden, tak.
Nå ja, og så håber jeg selvfølgelig heller ikke, at min nærdødsoplevelse langsomt vil forvandle sig fra en slags komisk-dramatisk ungdomsfilm, der minder om halvringe og målgruppejagende tv-serier, til en meget lang gyserfilm, spækket med hele værtøjskassen af bøh-effekter: skikkelser, der glider forbi bag mig, flakkende lys, der går ud, spilledåsemusik og børnestemmer i transistorradioen, kroppe der bliver trukket baglæns af usynlige kræfter. Døde børn. Brøl og højpitchede violiner, der får epileptiske anfald af skræk. Først virker det lidt på spjættene i biografsædet. Snart keder man sig bravt.
Til gengæld håber jeg, at Ellen Page, der spiller nærdødsinitiativtageren Courtney i filmen, fortsætter med at gøre en dyd ud af at spille kvindelige hovedroller, der er slacker-klædte drengepiger – uden at det nødvendigvis er en udtalt del af filmens plot. Konventionsbrud er håbet for os alle.
’Flatliners’. Instr.: Niels Arden Oplev. Manuskript: Diego Luna. Amerikansk. (Biografer over hele landet)
