Læsetid: 3 min.

Gadekattenes problemer i Istanbul spejler Tyrkiets problemer

Den populære, aktuelle dokumentar ’Kedi’ er en hyldest til relationen mellem katte og mennesker i Istanbul. Men den gemmer også på en kritik af Erdogans diktatoriske, islamiske neoliberalisme
’Kedi’ er en film om Istanbuls gadekatte, men også om en brutal byfornyelse.

’Kedi’ er en film om Istanbuls gadekatte, men også om en brutal byfornyelse.

Hammer PR

1. december 2017

Indrømmet, jeg er katteelsker. Og jeg har selv oplevet en del af de hundredtusindvis af gadekatte i Istanbul, som den tyrkiske dokumentar Kedi portrætterer. Deres hvinende kattejammerrock, når de slås om natten. Deres zen, der spreder sig gennem bybilledet, som de ligger dér på biltage og gesimser og, hov, midt i en stak brugte bøger og slikker sol. Deres tiggeri ved hvert et bord.

For fem år siden fandt min svigerinde og svoger en killing med lungebetændelse og svamp, som min hustru og jeg passede i vores lejlighed på anden sal i Moda på den asiatiske side i byen. En dag faldt fantastiske Findik ned fra gesimsen og brækkede en pote. Dagen efter var den i vigør igen, og i dag lever den et lykkeligt indeliv.

Det er et hundeliv at være gadekat i Istanbul, og de skal være glade, hvis de når deres femte år. De dør typisk af sygdomme, i disse år også kræft, men kampene for mad og territorier slider også.

Pakket med katte

Kedi – tyrkisk for kat – vil dog fortælle noget mere positivt om kattene i Istanbul. Det er en hyldest til forholdet mellem katte og mennesker i Istanbul. Over 75 minutter møder vi fortrinsvis gadekatte, og de mennesker der tager sig af dem.

Det er tætte relationer, hvor menneskene giver kattene mad og kærtegn og tryghed. De intervenerer ikke i deres indbyrdes kampe, men følger dem med skarpe blikke for deres individuelle personligheder.

Der er den rethaveriske og bomstærke hunkat, der tæver hunde og rivaliserende hunner og giver manden et par med på vejen. Territoriekampen mellem to hanner. De efterladte killinger, som fiskeren giver mælk med en sprøjte. Manden, der efter et nervesammenbrud i 2002 begyndte at tage sig af katte og nu lever et lykkeligt liv.

Og kvinden, der af sin terapeut har fået at vide, at hun forsøger at hele sine sår gennem at hele kattenes. »Jeg må have mange sår,« konstaterer hun og ser sig rundt i sin lejlighed pakket med katte.

»Hunde opfatter mennesker som Gud, men det gør katte ikke. Katte ved, at mennesker er Guds mellemmænd. De er ikke utaknemmelige, de ved bare bedre,« lyder det fra endnu en katteelsker. Og overvej dynamikken mellem kærlighed og frihed i denne beskrivelse af kattens og menneskets relation: »Hun kommer og går betingelsesløst.«

Politisk kritik

Kedi er dog lidt for løst hængslet til min smag med sin tilsyneladende usammenhængende serie af relationer. Og soundtracket bidrager med en unødig sentimentalitet. Men fortællingerne om interartslig kærlighed og respekt er vigtig. Dét, at den pointerer at en ernæringsmæssig afhængighed og ordløs kommunikation ikke udelukker intimitet og hengivenhed.

Og så viser Kedi sig også at gemme på en politisk kritik. Hen mod slutningen handler det om Istanbuls brutale byfornyelse, ikke mindst skyskraberne, der har rejst sig i takt med præsident Erdogans afmontering af demokratiet. Det var også den form for rasering af fællesarealer, natur og bystruktur, som Gezi Park-demonstranterne kritiserede i sommeren 2013.

Et oprør, som blev slået ned med den samme hårde hånd, som nu også raserer økosystemerne i Istanbul. Den sidste rest af natur forsvinder fra disse områder og efterlader ingen sprækker for kattene at leve og gemme sig i. Og det har naturligvis også konsekvens for menneskenes rige kollektive liv, der præger tyrkisk gadekultur. Det hænger sammen.

Kollektiv kultur

Istanbuls gadehunde – der steriliseres, øremærkes og rabiesvaccineres af myndighederne – har længe været uønskede af AKP-bystyret i megabyen. De er et disruptivt element i en stadig mere effektiviseret by, som de render rundt dér og logrer, vil kløes i deres beskidte pelse eller bare være i fred. Kattene er et mindre problem, som der bare kan trækkes på skuldrene af.

Men begge arter er en vigtig del af tyrkisk social ansvarlighed og kollektiv kultur. Og som der står i indledningen til Kedi: »De har oplevet imperier rejse sig og falde og set byen skrumpe ind og vokse.«

Ord, der ved vejs ende er svære ikke at se som et ønske om at Erdogans islamisk ideologiske, diktatoriske og selektivt neoliberalistiske imperium en dag falder. Som der står i en stencil på en gademur bag en af kattene: »Erdogone. Inshallah. Mashallah« – »Erdogone. Om Gud vil. Gud har villet det.« Det billede er ikke et tilfælde.

’Kedi’ – Instruktion: Ceyda Torun. Tyrkisk. (Biografer landet over).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Katrine Damm
Maj-Britt Kent Hansen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu