Læsetid: 4 min.

Der et godt og ambitiøst schwung over ’Manhattan Beach’

Natklubejere, jazzmusikere og italienske gangstere. Jennifer Egans nye, store, skæbnetunge roman fra tredivernes og anden verdenskrigs New York har et ambitiøst schwung – og på dansk også radbrækkede sætninger
Jennifer Egans ’Manhattan Beach’ er som en bil, der kun kører i 2. gear: den går aldrig helt i stå, men den kommer heller aldrig op i hastighed. Den er driftsikker og lidt støvet. Men det kan jo også være en kvalitet.

Jennifer Egans ’Manhattan Beach’ er som en bil, der kun kører i 2. gear: den går aldrig helt i stå, men den kommer heller aldrig op i hastighed. Den er driftsikker og lidt støvet. Men det kan jo også være en kvalitet.

Klaus Holsting

25. november 2017

Amerikanske Jennifer Egan blev et internationalt navn med hendes forrige, sprælske serie af historier, Tæskeholdet banker på, vinder af den prestigefulde Pulitzer-pris, oversat til utallige sprog, solgt i utallige lufthavne. Sådan går det nok også med hendes nye roman, Manhattan Beach, en langsom, nærmest adstadig historisk roman fra tredivernes og anden verdenskrigs New York.

Alle de skikkelser og steder, der hører til den tid, er med: natklubejere, jazzmusikere og italienske gangstere – med en urgammel boss, der stadig dyrker sine tomater selv – store skibsværfter, irske bøller ved havnen, små lejligheder og trange opgange i Brooklyn, kække unge kvinder, illegale aborter, depressionens fattigdom, krigsobligationer og rationeringsmærker, en dygtig afroamerikaner, der får en chance i flåden.

Gennem dette panorama flyder to, på en måde tre skæbnetunge historier, der spejler og griber ind i hinanden. Ed Kerrigan er mellemmand for mafiaen, en diskret operatør på den forkerte side af loven, men forsvinder pludselig en dag i 1937. Hans datter Anna, en pige med ben i næsen, sætter sig for at blive dykker og på den måde hjælpe til i krigsindsatsen – og drømmer også om at forstå, hvad der skete med hendes far.

Da hun møder farens gamle boss Dexter Styles, natklubejer med mere, og føler en uforklarlig tiltrækning, tager begivenhederne fart og forandrer både hendes og Styles’ liv for altid.

Som en bil

Eller, begivenhederne tager egentlig ikke fart. Faktisk er bogen som en bil, der kun kører i 2. gear: den går aldrig helt i stå, men den kommer heller aldrig op i hastighed. Handlingen mere tøffer af sted, driftsikker og lidt støvet. Men det kan jo også være en kvalitet, og undervejs er der egentlig mange fine scener og kun få, der bliver decideret melodramatiske.

I det hele taget er der et godt og ambitiøst schwung over Manhattan Beach. De enkeltes skæbner indføjes historiens større bølgedrag, og alle bogens skikkelser er tydeligt og klart optegnede, også selvom de måske ikke nøder læseren til det store engagement.

Faktisk er min største anke, at Egan ligesom vil have skæbnerne til at være tungere, end de er. Derfor er hele bogen gennemstrømmet af en bastant symbolik, billeder, der skal antyde dybder under overfladen og også de fatale konsekvenser, det kan få at insistere på at trænge ned til de dybder.

Anna vil finde sin far. Hun vil også være dykker, få greb om livet under den havoverflade, alle romanens skikkelser hele tiden skuer ud over. Til sidst mødes hendes to ambitioner i bogens afgørende scene. Så kan det jo ikke blive tydeligere.

Jennifer Egan: Manhattan Beach

Forrygende dårligt oversat

Nå ja, og så er der ikke nogen vej uden om at sige det: oversættelsen af Manhattan Beach er forrygende dårlig. Alt for tit støder man ind i passager, der måske giver grammatisk mening, men gør nærmest ondt at læse. »Dette ønske – at gøre i dag almindelig, som enhver anden dag – hærdede til påtrængenhed«, lyder som noget, der burde have været en upåfaldende sætning. Et andet sted: »Men da han fik øje på hende i aften i den grønne kjole, bragte det en stramhed til hans bryst.«

Fly »nedskyder« hinanden i luftkampe – et ord, som ganske vist eksisterer på dansk ifølge sproget.dk, men som i dag næppe bruges uden for krydsordenes verden. Og så videre og videre og videre. Pluklæser man i den amerikanske original, så viser det sig, at Egan har et kvikt sprog med hang til let aparte sammenligninger. Her oversættes det hele både bogstaveligt og upræcist, nærmest maskinelt, i al fald uden interesse for at skrive noget, der bare minder om letflydende sætninger.

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask. Det nytter heller ikke noget, at enkelte steder bliver ufrivilligt morsomme, som når Egan ifølge bogens omslag er blevet rost i The New York Times for at være »en mester til det mesterlige«, eller i denne skønhed af en sætning:

»Et intelligent menneske sad ved siden af ham, en pige, som ikke var tåbelig, som ville forstå, hvad end han gav hende at forstå, som fascinerede ham gennem en eller anden kombination af fysiske attributer og mental hårdhed, men i virkeligheden var det det sidste, for fysiske attributer omgav ham dagligt og udløste minimale reaktioner.«

Hvad skal man sige? Hvis I nu virkelig trænger til at læse Manhattan Beach – selv tænker jeg, at der også er meget andet godt, man kunne læse – så læs den på engelsk. Der er ikke andet at gøre.

Jennifer Egan: ’Manhattan Beach’. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup Forlaget Klim, 392 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu