Læsetid: 4 min.

Graakjærs smukke tekst efterlader læseren magtesløs

Josefine Graakjær Nielsens roman om en families skyggefortællinger er svær at trænge ind i men i glimt smuk og voldsom
Josefine Graakjær Nielsens ’Johannes’ er finest, når man ikke forsøger at finde hoved og hale i fortællingen, men bare lader  sætningernes rytme og billeder virke.

Josefine Graakjær Nielsens ’Johannes’ er finest, når man ikke forsøger at finde hoved og hale i fortællingen, men bare lader  sætningernes rytme og billeder virke.

Bjørn Rosenquist

18. november 2017

»Min far drikker som hans far drak, for at holde sig selv ud, han er modbydelig, farfar kvalte sig med en ledning,« står der på en af de første sider i Rosebud, Josefine Graakjær Nielsens fortættede og sælsomme debut fra 2015.

I Rosebud skrev et jeg til en tidligere elsket efter et forlist forhold, en abort og en indlæggelse, og hele tiden på de tætskrevne sider trængte familiehistorien sig på som en lugt af råddenskab fra kælderen. I det nye værk, Johannes, er det denne familiehistorie, som trækkes frem i lyset. Eller, måske, længere ind i uvisheden.

Johannes er et lille værk, men med sine 77 sider er teksten næsten dobbelt så lang som debuten. Bogen består af fire dele foruden en prolog: »Blommenslyst«, »Risskov«, »Under dalen« og »Hindbærkrat«.

I Blommenslyst på Fyn ligger barndomshjemmet, hvor Johannes, altså fortællerens farfar, vokser op i 1930’erne og 40’erne med en streng, religiøs mor og broren Richard, der siden skal blive kendt som træner af det danske fodboldlandshold under EM i 1992.

»Risskov« handler om mødet mellem Johannes, som nu er læge, og sygeplejersken Pia, som bliver hans elskerinde. Johannes lider af »den sygdom Grundtvig havde«, han får depressioner, og jeg tror, han er indlagt.

»Under dalen« finder sted på Ærø, det er efterår, og Pia må flytte. I sidste del udfoldes forholdet imellem de to. Det er både voldsomt og sanseligt, dømt til at mislykkes, og alligevel er den udstødte elskerinde den eneste i familien, farfaren ved sin død vil kendes ved.

Johannes har genrebetegnelsen »roman«, men den livshistorie, som skitseres, er svær at få hold om. Opsætningen minder om Christina Hesselholdts Vivian fra sidste år, hvor et kor af stemmer sammen skaber et portræt. Hos Graakjær Nielsen skiftes de forskellige personer til at tale med kursiveret skrift, men for det meste er det fortælleren, barnebarnet, som taler i deres sted. Et tekststykke kan se sådan ud, fra »Risskov« i 1950:

»Han sidder på græsset med katten. / Leddenes træghed, løgnen som dokumentation / under åben himmel. / Hans tynde knæ der gaber over hele verden. / Tænke på at kysse hendes læber til hun stønner. / Han håber hun har det godt. / Hendes cykel løb af sted uden ham. / Hun drev med tændstikken i munden. / Han stod ved døren og trak vejret, / stod og gav vinduespartiet modstand. / Pludselig holdt han op med at føle ingenting. / Han ledte efter noget i skabet han havde mistet. / Han søber rundt i kaffen, / varm lugt af træ.«

Som i en film

Johannes er finest, når man ikke forsøger at finde hoved og hale i fortællingen, men bare lader sætningernes rytme og billeder virke. Her og der finder man et ekko fra debuten, eller man genkender et citat af Richard Møller Nielsen: »Det er bedre at kvinder beskæftiger sig med sport, end at de hænger på gadehjørnerne.«

Ingmar Bergmans Sommeren med Monika fra 1952, om ung kærlighed og dens konsekvenser, sniger sig ind i Pias forestillingsverden – eller i fortællerens forestilling om Pias forestillingsverden – ligesom at borgerkrigen i Jugoslavien foruroligende bliver ved med at dukke op i teksten, efter at det danske landshold kommer med til EM på et afbud.

Romanen er ikke kun historien om farfaren og hans elskede, men måske også forestillingen om alle de historier, som kunne have været. Barnebarnet har aldrig mødt Pia, men ser deres liv sammen for sig, som i en film.

Forlaget skriver i sin følgetekst til værket, at »man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer«. Alligevel er det forstyrrende at være så magtesløs over for teksten, at jeg hele tiden føler mig kastet af. Efter at have læst Johannes flere gange er jeg stadig efterladt med mange spørgsmål.

Det gør måske ikke så meget, men det gør lidt. Det er ord for ord og sætning for sætning, at Graakjær Nielsens tekster brillerer, men det er også svært at tage de ofte hårde og smukke sætninger ind, når jeg fornemmer, at der er så meget, som jeg ikke får med mig.

Et par af de vendinger som går igen i værket lyder: »Man må få det til at ligne naturen uden for meget orden. / Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale.« Måske en slags poetik? Der er en egen logik i Graakjær Nielsens tekster, som ligner en tankestrøm: for den udenforstående kan det være svært at se forbindelsen imellem de flimrende fragmenter. Virkeligheden er et rod, og den dementes erindringer er uden kronologi.

Teksten rører mig mest, når den ikke er stykket op i replikker, men får lov at løbe over flere sider. Her skabes et stærkt tidsbillede. Johannes handler om dagligdagen og arbejdets slid, om køkkenhaven der skal passes, om kaffe og brunsviger og kys.

Men også om et liv med svære fødsler og vold i hjemmet, med pengemangel og alkoholisme og ikke mindst sygdommen, der efterlader farfaren med helt flossede sanser. Det er frustrerende at forsøge at forstå, hvad der foregår, men i glimt mærker man alvoren og lykken og sorgen i de her menneskers liv; det sitrer som en voldsom lidenskab under teksten.

Josefine Graakjær Nielsen: ’Johannes’. Gladiator, 77 sider, 180 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu