Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Med Grandmaster Flash på euforisk tidsrejse i hiphop

Hiphop-legenden og turntablist-pioneren Grandmaster Flash gav os en historielektion og en hjemstavnshyldest i Pumpehuset i København. Men han mindede os også om, at hiphop også bare kan handle om at have det for vildt
Grandmaster Flash spillede onsdag - og spiller igen i aften - i et udsolgt Pumpehuset. Han fik gang i Informations indre dreng, hvis voksne krop har glemt sine breakdance-tricks, men stadig forstår at have det for vildt.

Grandmaster Flash spillede onsdag - og spiller igen i aften - i et udsolgt Pumpehuset. Han fik gang i Informations indre dreng, hvis voksne krop har glemt sine breakdance-tricks, men stadig forstår at have det for vildt.

Dennis Van Tine

Kultur
16. november 2017

Det skete i de dage, at hiphoppen brød ind i også de vestsjællandske drengekamre.

Holbæk var en kulturel mudderpøl, men vi købte linoleumsstykker hos tæppehandleren og dansede breakdance oven på alt det brune og middelmådige. Det var mine venner Chris og Claus og mig. Vi malede med guldtuscher på vores Adidas, vi trak i selvlysende strømper og hvide bomuldshandsker og så øvede vi os på ormen og robotmennesket.

DR sendte Style Wars – den så jeg i familiens sommerhus i Nykøbing Sj. – og så købte Chris og jeg Posca-tuscher og hvidt karton og gik i gang. Det faldt os så ikke ind at udøve vores "kunst" på byens mure.

Men hvad skulle vi også have protesteret imod dérude i velfærdsboblen? Nåh jo. Kedsomhed.

Det var de tidlige 80'ere, sådan cirka omtrent 1983, og dengang vidste vi sgu ikke, at hiphoppen ville blive gammel, ærværdig og historisk bevidst. Eller at den i en fremskreden alder engang i det futuristiske 2017 ville give så meget oprørsk mening for ungdommen, at den trods fire årtier på hængerøven skulle være den dominerende ungdomskultur.

Men vi var også bare unge, i gang med at hidse os op over nuet. Og nuet var hiphoppens. Lige som det er nu.

Dengang introducerede Al Jones og Kim Schumacher os til hiphop på P3, og Grandmaster Flash & The Furious Five var kongerne. »The Message,« står stadig som et socialrealistisk hovedværk i hiphop-historien, men også den ligeledes socialt bevidste »New York New York« og anti-kokain-sangen »White Lines (Don't Do It)« cementerede deres status.

Grandmaster Flash fortæller historien

Dén status er Grandmaster Flash – den for længst opløste gruppes geniale turntablist – ikke sen til at minde os om onsdag aften i Pumpehuset i København. Det er retrospektive tider i hiphoppen med tegneserier, bøger og dokumentarserien Hip-Hop Evolution.

Og 59-årige Joseph Saddler alias Grandmaster Flash er også med til at fortælle historien. Det sker her til aften under et old skool og historiebevidst sæt. Men det sker også i Baz Luhrmanns eventyrlige faktions-tv-serie om hiphoppens fødsel, The Get Down, som Grandmaster Flash både figurerer i (dog i Mamoudou Athies skikkelse) og er soundtrack-producer på.

Netop denne Netflix-serie bliver brugt i filmindledningen til Grandmaster Flashs show onsdag aften. Billeder af et nedslidt New York stadig smadret af 70'ernes armod, kriminalitet og politiske inkompetence klippet sammen med scener fra The Get Down. Og Flash, der på lydsporet fortæller os at han vil overlevere os historien.

Ikke engang cd'er

Han starter med at tale til de yngste. Der var ikke Twitter, der var ikke mp3-filer, ikke engang cd'er, lyder det. Så får vi forklaret, hvordan breakbeatet blev opfundet, altså det at spille den samme superlabre instrumentalpassage fra to identiske plader. Men på skift. Sådan så beatet så at sige bliver lænket uhørligt sammen, og kan fortsætte så længe dj'en – og det dansende publikum – lyster.

»We called it the get down part, but today it is commonly known as the break.«

Scener fra Get Down og virkeligheden ledsager fortællingen.

Vi er tilbage i 70'erne, og Grandmaster Flash har travlt med at understrege, at hiphoppen fra starten er en grænseløs kulturel kannibalisme.

»Music had no color«, står der flere gange på storskærmen, mellem alle de relevante vinylpladecovers, der suser over lærredet.

Det er dog ikke en ubetinget sandhed om 70'erne, hvor der stadig var decideret sorte og hvide radiostationer og ofte en sort musik-division på de store pladeselskaber, hvor kunstnerne blev betalt mindre. Men det er sandt i dén forstand, at hiphop-skaberne ikke skelnede mellem hudfarve, når de skulle finde de perfekte enkeltdele i deres euforiske dadaisme. Der var noget, Flash selv demonstrerede i 1981 med al ønskelig tydelighed og ekvilibrisme på den over syv minutter lange »The Adventures of Grandmaster Flash on the Wheels of Steel.« Et vildt vinylt megamix af episke proportioner.

Ned i mixet væltede helt fra begyndelsen af hiphop-historien »the pop, the rock, the jazz, the blues, the funk, the disco, r&b, carribean and rap,« som Grandmaster Flash siger i introduktionsfilmen. Og så starter han den første plade:

The Incredible Bongo Bands legendariske fortolkning af The Shadows »Apache«. Den er fra 1973 og har levet et langt og stolt liv som foder for dj's og samplere op igennem tiden, ikke mindst ved block parties i Grandmaster Flashs hjemstavn, The Bronx i New York City. Siden er den blevet lagt til grund for et væld af breakbeats, først i hiphoppen, herunder hos pionerer som Sugarhill Gang og Flash, men helt heroppe i 10'erne også af Kanye West, Q-Tip m.fl. Og interessant nok så er det også blevet brugt af 90'ernes electronica-mester Aphex Twin og de samtidige britiske drum'n'bass-pionerer, der samplede den i deres halsbrækkende hurtige tromme- og bas-vira.

Det er et perfekt nummer at starte på, fordi det er ikonisk og demonstrerer hiphoppens genreblindhed, historiebevidsthed og kreative tyvagtighed på én og samme tid.

Der var tre hiphop-konger af The Bronx i 70'erne. Grandmaster Flash havde sit territorium, mens de to andre konger var DJ Kool Herc (der opfandt breakbeatet) og Afrika Bambaataa (der var med til at definere electro) havde hver deres. Det var dengang hiphoppen også var en konkurrencesport med mange ben at gå på – breakdance, graffiti, turntablism, rap – hvilket reddede og forandrede liv.

Mange tidligere bandemedlemmer konverterede til hiphoppens fredelige måder at forsvare territorium på, herunder Afrika Bambaataa, der havde været såkaldt warlord i The Black Spades.

Som Grandmaster Flashs visuelt forstærkede show skrider frem viser det sig i høj grad at være en hyldest til hiphoppens vugge, hans hjemby. Efter at være blevet drønet gennem 70'ernes herligheder får vi et kapitel, der hylder byens døde sønner. Notorious B.I.G., Guru fra Gang Starr, Tupac Shakur, MCA fra Beastie Boys og Prodigy fra Mobb Deep. Og flere til. En kultur tæller sine døde. Siden følger en gennemgang af hiphop fra New Yorks forskellige boroughs, bydele.

Hele herligheden afvikles i højt gear. Grandmaster Flash er en showman, der konstant opfordrer os til at råbe, synge med, stikke hænderne højt i hiphop-himlen. Og det sker, tro mig, det sker.

Slipper historien

Det er dog ikke en perfekt aften. Flash er ikke den mest videnskabeligt præcise turntablist, og den sidder ikke altid lige i skabet, når et beat skal startes op. Ikke alle show-tricks er lige vellykkede. Og til sidst slipper Flash også historiefortællingen, hvilket skaber rådvildhed. Danser vi til et dj-sæt nu? Eller er der en historiske pointe, vi har overset?

Men Grandmaster Flash forstår at piske en fest i gang, og det sker under en muskuløs og lettere overstyret lyd, der får en til at drømme sig tilbage til 70'ernes og 80'erens block parties i The Bronx. Og selvom en fyr ved siden af os højlydt brokker sig over at der bliver spillet så meget mainstream, så er det en fest for alle os andre. Også når han hiver Queen, David Bowie, Michael Jackson og Bee Gees ind i mixet. Hvilket er helt i hiphoppens ånd, ikke mindst fordi de alle er blevet samplet flittigt. Men også bare fordi hiphop var og er så meget, men ikke mindst morskab. En uhøjtideligt løssluppen energi, som fortærer og omformer alt den kommer i nærheden af. Uden skelen til tid, race, kultur.

Dengang i de gode gamle dage dansede alle med alle, påpeger Flash undervejs. Det gør vi ikke denne aften, vi er trods alt danskere. Men flere generationer er fælles om at danse til Grandmaster Flash i Pumpehuset. Her er masser af unge mennesker, født længe efter hiphoppens fødsel i 70'erne. Der er dem midt imellem. Og så mine jævnaldrende, der var teenagere, da det gik løs. For os er det en nostalgisk fest, for de andre er det en historiebevidst amok. og alle er velkomne.

Også min indre dreng. Min krop har glemt sine breakdance-tricks, men den forstår stadig at have det for vildt. Akkurat som de nye hiphop-generationer glemmer gamle dyder, men stadig bevarer credoet om at omskabe verden i eget billede – og have det for vildt.

Grandmaster Flash – Pumpehuset, Kbh., onsdag. Grandmaster Flash optræder samme sted torsdag 16.11. Der er udsolgt – igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her