Læsetid: 4 min.

Heinrich Böll er for god til at blive glemt

Per Øhrgaard portrætterer i ny, forbilledlig monografi den kloge tyske Nobelpristager Heinrich Böll
Heinrich Böll får overrakt Nobelprisen i Litteratur i 1972 af den svenske prins Carl XVI Gustaf.

Heinrich Böll får overrakt Nobelprisen i Litteratur i 1972 af den svenske prins Carl XVI Gustaf.

AP/Polfoto

11. november 2017

Heinrich Böll, hvis 100-årsdag tyskerne fejrer om godt og vel en måned, udtalte, da han nærmede sig de 50, at det pinligste, han oplevede i sine fem år som soldat, var »nogle medfangers glatte og ivrige fremtræden ved den første appel i en amerikansk fangelejr: få timer efter at de endnu havde præket standhaftighed og mod, erklærede de sig rede til at lade sig skole som udbredere af demokratiske tanker«.

Passagen – som er typisk for den ærkemoralske forfatter, hvis grundprincip det var at bedømme folk efter deres adfærd i bestemte situationer – stammer fra hans Frankfurter Vorlesungen (1966) og er citeret i den første danske bog om Böll, Søren Schous stadig yderst læseværdige monografi, som udsendtes 1972, altså samme år som »det gode menneske fra Köln« fik Nobelprisen i litteratur.

Dengang var han et ’verdensnavn’ og stod som en art »nationens samvittighed«, en rolle, han i øvrigt afskyede, fordi han ikke ønskede at give forbundsrepublikken et internationalt image, som den ikke fortjente.

Patos og satire

I dag bliver han læst langt mindre, ja, mange litteraturinteresserede aner slet ikke, hvem manden var.

Det er ærgerligt, synes Per Øhrgaard, som derfor har skrevet en tæt, ligeledes værkorienteret bog om Böll og givet den undertitlen »En påmindelse«.

Første del former sig som en tematisk overflyvning med nedslag i tekster, som kan belyse forfatterens forhold til samfundet, kunsten, nazismen, krigen, kærligheden, troen samt hans ofte symboltunge realismeteknik. Anden del gennemgår så forfatterskabet horisontalt, i tur og orden, fra de tidlige noveller (bidrag til ’ruinlitteraturen’) til de sene, store romaner – dem, hvor der, som Øhrgaard så rigtigt siger, sker en spændende sammenføring af Bölls patetiske og satiriske talent. 

Per Øhrgaard: 'Heinrich Böll. En påmindelse'

Dog, det afgørende skift i forfatterskabet fandt sted allerede midt i 1950’erne. For hvor de tidlige værker »havde haft krigen og efterkrigen som deres tema og sorgen og melankolien som deres stemning«, bliver bøgerne nu skarpere i tonen, samtidig med at stemningen skifter til eller i hvert fald suppleres med vrede og sarkasme.

Det er her, vi får hovedværker som Billard kl. halv ti (1959) og En klovns opgør (1963), og det er heldigvis også her, Böll frigør sig fra sin skematisme og bliver mindre firkantet og forudsigelig, en herlig udvikling, som kulminerer i mesterværket Gruppebillede med dame (1971).

Den fremkaldte (formodentlig) Nobelpristildelingen, skrevet som den er i genial kombination af selvironisk pseudodokumentarisme og en mere gammeldags bredde-epik.

Næstekærlighed

Øhrgaards nuancerede læsning af dette værk hører til det bedste i hans velskrevne og informative bog, bl.a. fordi han her har blik for, hvordan karaktererne spejler og belyser hinanden, og hvordan forfatteren ved sin indlevelse i centralfiguren Leni på én gang overvinder sin til snerperiet grænsende kyskhed – det som Søren Schou i sin tid bombastisk stemplede som en »sexualneurose« – og fastholder sin religiøsitet, forstået bredt som kærlighed til næsten, til sandheden og til freden.

Schou og Øhrgaard er enige om, at Bölls katolske tro gennemtrænger hans menneskeopfattelse såvel som hans samfundssyn. Forfatteren elsker »de rene af hjertet«, dem, som handler etisk spontant ud fra bibelsk retfærdighedssans.

Modsat foragter han alle dage »de smarte i hovedet«, de kyniske, de omstillingsparate. Hans livsværk må læses som én lang indsigelse mod dominans og følgagtighed, som en konsekvent kritik af menneskenes drift til at herske og underkaste sig, til at udstede og adlyde ordrer.

Human poetik

Mennesket eksisterer ikke med henblik på at blive forvaltet, skrev Böll allerede i begyndelsen af 50’erne, og mod dette dictum forblev han tro, når han indkredsede »det uforvaltelige« i kærligheden og religionen, alt imens han fandt frem til en »human poetik«, som dog aldrig blev så højstemt forkyndende, at han holdt op med at være ægte og indædt forbitret og indigneret.

Böll fik status som »det nye Tysklands forfatter«, men mente i grunden selv, at bøgerne nok havde været de samme uanset de aktuelle forhold.

Han skelnede, kan vi sige, mellem sig selv som menneske, som kunstner og som borger. I sidstnævnte egenskab sagde han barske sandheder om det samfund, han var medlem af. Men som individ og ud fra egen tro søgte han samtidig det ophøjede i det asociale.

Det viser sig rundtom i hans fortællekunst, hver gang han gør det konkrete symbolsk og opfordrer læseren til at lægge sindbilledlig betydning i en cigaret, et brød, en gestus med en hånd. Og det viser sig i hans karakterfremstilling, som ofte lader det enkelte menneske konfrontere det absolutte.

Hans personers liv ses typisk spændt ud mellem det aktuelle og det evige, skriver Øhrgaard, hvis bog balancerer fint mellem de små, men nødvendige forbehold og den helhjertede tilslutning.

For selvfølgelig er der hos den kristent moralske Böll »for meget af både det gode og det onde«. Samtidig er netop »formegetheden« det, som vi holder af ham for. Thi som Per Øhrgaard selv sammenfatter det: »Bölls helte og heltinder er de personer, som sætter sig ud over alt: som tror, hvad de tror, og som elsker dem, de elsker, ske hvad der vil.«

Per Øhrgaard: ’Heinrich Böll. En påmindelse’. Forlaget Vandkunsten, 144 sider, 228 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu