Hvem i alverden finder på at skrive en børnebog om Daniil Kharms? En sær russisk avantgardist, der blev født før revolutionen, retsforfulgt for at skrive absurde tekster og døde under Anden Verdenskrig i et af Stalins fængsler? Det gør Martin Glaz Serup. Og det gør han med absurdismens sproglige selvfølgelighed, og så giver det faktisk mening.
I Historien om Daniil Kharms møder vi en mand, der bygger på en maskine i sin lejlighed. Maskinen kan ingenting. »Det er bare en maskine«, får vi tidligt at vide. Men Daniil Kharms arbejder begejstret videre, også selv om maskinen til sidst er så stor, at han ikke længere selv kan være i lejligheden og må sove på trappestenen. I mellemtiden hører vi om, at manden tager sit eget bestik med på restaurant og også kan finde på at lægge sig ned på gaden på vej derhen til forbipasserendes store undren. Det er den slags små anekdoter, der florerer om denne mærkelige russer, der læste digte op fra toppen af et garderobeskab og yndede at klæde sig ud som Sherlock Holmes.
Daniil Kharms levede, som han skrev. Hele tiden gjorde han med sin underlighed opmærksom på, at det, vi i dag opfatter som selvfølgeligt, også engang har været underligt. Og hvem bestemmer egentlig, hvornår noget er underligt. I Rusland efter revolutionen vidste man godt, hvem der bestemte det, og derfor endte Kharms i en hospitalsfløj i et af Stalins fængsler, hvor han døde af sult i 1942 under belejringen af Leningrad.
En rødhåret mand
Forlaget Basilisk har udgivet en samling af Kharms’ tekster oversat af Maria Tetzlaff. Her kan man for eksempel læse historien om den rødhårede mand, der hverken har øjne eller næse, faktisk har han slet ingenting, heller ikke noget hår, »så det med at han var rødhåret var bare noget man sagde.« Og sådan har Kharms det med at skrive de historier væk, som han selv har skrevet frem.
Kharms var ikke bare avantgardist. Han var også børnebogsforfatter. Daniil Kharms var en del af bevægelsen OBERIU (Foreningen for den reale kunst), der var en forening af forfattere, der skrev absurd litteratur. Efter revolutionen blev litteratur, der ikke støttede opbygningen af det socialistiske samfund, mere og mere udgrænset, og børnelitteraturen blev et af de sidste steder, hvor avantgardisterne kunne lave deres metatekstuelle eksperimenter, fordi her var mere tilladt.
Daniil Kharms er således et af de bedste eksempler på, at børnelitteraturen altid har tilladt sig langt mere end voksenlitteraturen. Barnet i børnelitteraturen er fri af de voksnes konventioner og må simpelthen gøre flere underlige ting. Hvis voksne gør underlige ting, så opfattes det som samfundsskadelig virksomhed. Daniil Kharms oplevede næsten ingen af sine tekster blive udgivet, og det er sandsynligt, at han skrev helt uden forventning om det, så at han skrev børnelitteratur, handler ikke kun om, at mere var tilladt dér.
Den amerikanske forsker i slavisk litteratur Sara Pankenier Weld mener faktisk, at de russiske avantgardister fandt hjem i børnelitteraturen: »den russiske avantgarde anvender et begreb om spædbarnet/barnet forstået som umælende subjekt netop for at tage stilling til sprogets materialitet og dermed forny signifikationsprocessen,« skriver hun i teksten. »Fra umælende spædbarn til barnesubjekt i Daniil Kharms’ fortællinger. Et eksempel på den russiske avantgardes infantilistiske æstetik«.
Sagt i mindre absurd sprog betyder det, at avantgardisterne via børnelitteraturen får adgang til et førsprogligt sted. Og det betyder, at man kan løsrive sig fra og lege med konventionerne, opleve sprogets underlighed på ny og dermed eksperimentere med det og selv bestemme, hvordan det danner betydning. Barnets måde at opleve sproget og verden på er simpelthen inspirerende for avantgardisterne. Og de giver både barnet og dem selv en stemme ved at anerkende det som værdifuldt.
Faktisk kan man vel sige, at Kharms har mere magt via sproget end selv den dygtigste propagandist. Han får en rødhåret mand, der aldrig har fandtes, til at forsvinde foran øjnene på os – alene ved at drille vores forventninger til, hvordan man skriver en historie, og i hvilken rækkefølge sproget skaber betydning. Ved at bevæge sig på grænsen til sproget gør han grænserne mere tydelige.
Sjældent har jeg været så opmærksom på, hvad vi kan gøre med sprog, som første gang jeg hørte historien om den rødhårede mand. Det er jo vildt sjovt! Og det er det også at læse Martin Glaz Serups underlige historie om Daniil Kharms, selv om den selvfølgelig også er tragisk. For sproget er jo meget mere end en maskine, der ingenting gør. Ellers blev man næppe fængslet for at skrive underligt.
Martin Glaz Serup og Mette Marcussen (ill.): Historien om Daniil Kharms
Konstruktivisme
De billedbøger, man foretrak i Rusland efter revolutionen, var af den konstruktivistiske skole. De var et vigtigt led i dannelsen af den nye revolutionære arbejder, og maskiner og produktion stod centralt i fortællingerne. Illustrationerne mimede maskinerne og havde et geometrisk udtryk med skarpe linjer og farver. Sort og rød var dominerende. Den slags blev man ikke fængslet for, faktisk drog de verden rundt på udstilling også til Danmark.
I Nina Christensens Den danske billedbog 1950-1990 kan man læse om de russiske billedbøger og en udstilling i Illums Boghandel i 1932, som blandt andet Arne Ungermann besøgte og tydeligvis blev stærkt inspireret af. På dette tidspunkt var Daniil Kharms allerede blevet anholdt første gang.
Historien om Daniil Kharms er så overrumplende ikke mindst på grund af Mette Marcussens illustrationer, som ikke bare er illustrationer. Forfatteren siger, at maskinen ingenting kan, men på ét af opslagene ser det alligevel ud, som om den har fået støvler på og marcherer hen over siden og endda træder på det russiske landkort.
Mette Marcussen er tydeligvis inspireret af de gamle konstruktivistiske mestre i farveholdning og former, og især maskinen er et imponerende virvar af kanter, former og skygger i grå. Men der er ikke meget opbyggeligt ved tegningerne, og hun var næppe blevet sendt på udstilling af det russiske styre dengang, så det bør vi gøre i dag! Mette Marcussen løsriver sig fra konventionerne og ser på Daniil Kharms’ maskine fra mange forskellige synsvinkler.
Genstande og personer flyver rundt, bestik bliver helt absurd stort, og da Kharms lægger sig ned på vejen, driller Mette Marcussen dimensionerne: Vi ser vejkrydset oppefra, men Kharms fra siden, så det ser ud, som om Kharms lægger sig på den ene vinkel af krydset og ikke i siden af vejen. Man bliver pludselig meget opmærksom på, at det er et tegnet vejkryds og ikke et faktisk vejkryds. På den måde leger også Mette Marcussen med vores forventninger.
En bog til børn
Som i Martin Glaz Serups tekst er der også mange associationer til Daniil Kharms’ meget billedrige univers i Mette Marcussens tegninger, der for eksempel har fanget den rødhårede mand, inden han forsvinder. Der er tal på maskinen – Kharms var også talglad og nummererede sine tekster. Der er folk, der slår på hinanden med en agurk. Og der er fyldt med gamle koner i form af babusjkaer. Og sikkert en hel masse andre referencer, som jeg ikke fanger med min meget begrænsede erfaringsramme udi den russiske avantgarde.
Men husk på, at bogen er til børn – den er i hvert fald formet som en klassisk billedbog til børn – så man behøver faktisk slet ikke nogen erfaringsramme for at kunne få noget ud af bogen. Slet ikke, hvis man læser billedernes historie og ikke bare tekstens.
Når man ved noget om Daniil Kharms, så spørger man sig selv, hvorfor han blev ved med at skrive, når nu han vidste, at ingen ville komme til at læse det, når nu han vidste, at det kunne betyde fængsel. Når man læser Martin Glaz Serups Historien om Daniil Kharms, så undrer man sig over, at han bliver ved med at bygge på sin maskine, når nu den ikke gør noget – altså udover at tvinge ham ud af sit eget hjem. Man behøver altså ikke vide noget om Daniil Kharms for at se det absurde i hans historie.
Måske har Martin Glaz Serup også skrevet Historien om Daniil Kharms med visheden om, at de færreste vil komme til at læse den. Ikke fordi det er ulovligt at skrive bøger, der ikke hylder revolutionen, men fordi den er underlig og nok kun får et liv som en bog, der bliver formidlet i undervisning – det er langt fra alle læsere, der vil finde nøglen til denne bog, slet ikke hvis de leder efter den i forventning om at finde den (men der er faktisk et nøglehul i bogen). Og alligevel byggede han videre. For børnelitteraturen kan klare en del underlighed.
Faktisk kunne historien godt have været endnu mere underlig og metatekstuel i stedet for intertekstuel, men det er selvfølgelig ikke Daniel Kharms, der har skrevet historien, men en historie om Daniil Kharms. Og det slår i sig selv rimelig godt ud på underlighedsskalaen.
Martin Glaz Serup og Mette Marcussen (ill.): ’Historien om Daniil Kharms’. Jensen og Dalgaard, 25 sider.
