Læsetid: 4 min.

Ingolf Gabold gav plads og tog æren ifølge kritisk biografi

I en forbilledligt kritisk, men lettere rodet biografi, fortæller Kristoffer Zøllner historien om tysker- og enebarnet Gabold, der hele sit liv har sat sig selv i centrum. Biografien er betimelig midt i diskussionen om politisk redigering af DR’s programmer
Man kan dårligt forestiller sig DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold bukke under for politisk pres.

Man kan dårligt forestiller sig DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold bukke under for politisk pres.

Ditte Valente

3. november 2017

Der findes næppe noget mindre sympatisk end at tage æren for andres arbejde. Og det gør Ingolf Gabold. Det siger alle kilder i Kristoffer Zøllners biografi, Drama, om den pensionerede DR-dramachef. Alle kilder. Også hans familie og venner. Alligevel er biografien sært forsonende. Måske netop fordi at Ingolf Gabold i en biografi, han selv har taget initiativ til, udsætter sig selv for rimelig sønderlemmende kritik. Ikke bare af ting, han har gjort, men af hele hans væsen. Det er der ikke mange, der gør, når deres eftermæle skal skrives.

Biografien om Ingolf Gabold begynder det sted, som de fleste nok ville have bladret hen til først under alle omstændigheder, og som vi her i avisen bragte uddrag fra i onsdags: Tiden omkring et interview, som den allerede dengang pensionerede Ingolf Gabold gav i Politiken i 2016 om tankerne bag dramaserien 1864.

»1864 var et slag mod DF,« lød overskriften på forsiden af avisen. Hans tidligere samarbejdspartnere i DR blev rasende af flere forskellige grunde, fortæller de i biografien: Han fik det til at se ud, som om de havde skrevet manuskripter med ført hånd, han talte om et projekt, han kun i den indledende fase havde indflydelse på, inden han gik på pension i 2012, og han gav institutionens kritikere ammunition i en meget skrøbelig politisk situation.

Sindelagskontrol

Biografien bidrager ikke med meget nyt om den debat, men set i lyset af den diskussion, der i den senere tid har været om DR’s serie Historien om Danmark, er det nyt og interessant at læse den profetiske mail, som Ingolf Gabold sendte til en række chefer i DR, hvor han beder dem om at modtage hans uforbeholdne undskyldning for de problemer, udtalelserne skabte.

Han skrev i mailen, at hans tanke var »at få bygget et bolværk mod den stadigt stigende sindelagskontrol, Dansk Folkeparti udøver. En sindelagskontrol, der efter min bedste overbevisning vil udvikle sig til en decideret ophævelse af armslængdeprincippet og censur af DR’s virksomhed«.

Blot i forrige uge foreslog EU-parlamentariker Morten Messerschmidt på vegne af sit parti at fjerne et afsnit af den omdiskuterede Historien om Danmark fra DR’s hjemmeside. Ledelsen i DR modsætter sig godt nok at give efter for presset og dermed få knægtet en grundlovssikret ret, men DR’s kulturdirektør, Tina Smedegaard Andersen, har ikke stået på mål for sine medarbejdere:

»Vi har ikke været tydelige nok i de borgerliges indflydelse på den udvikling, vi skildrer i sidste afsnit,« sagde hun til Ritzau.

Det er en bange institution, der giver den slags indrømmelser. Borgerlige kritikere og DF er blevet en flanke, man skal huske at dække af, når man laver drama og historieformidling. Ellers bliver der ballade. Det har en historiker sagt i nærværende avis.

Kristoffer Zøllner: Drama. En biografi om Ingolf Gabold

Osteklokkedanskere

Man kan dårligt forestille sig Ingolf Gabold bukke under for politisk pres. Men samtidig har han selv været med til at skabe den også ofte berettigede forsmåelse, som for eksempel Dansk Folkeparti har følt.

I Drama siger han: »Det er en katastrofe, at vi har fået en udviklingsresistent befolkningsgruppe, som nægter globalisering og har en stærk tendens mod nationalisme. Min egen metafor for den del af befolkningen er ’osteklokkedanskere’.«

’Den del af befolkningen’ – man kan næsten høre væmmelsen. Og det var blandt andet det, der var så ulideligt arrogant ved Ingolf Gabolds udtalelser om 1864. Og serien 1864 i det hele taget. Forestillingen om, at der er en hel del af befolkningen, der er formørkede i sindet og uden for pædagogisk rækkevidde, og at Gabold selv repræsenterer fornuften og den uselviske humanisme, der ligger hensides politik.

’Not in control’

Kristoffer Zøllners biografi om Ingolf Gabold mangler redigering. Citaterne bliver ofte kludrede, og tempus forvirrer, så man tror, at Gabold gifter sig med en anden kvinde, før han har ladet sig skille fra den første.

Måske har der været lidt travlhed til sidst, for overordnet fungerer biografien ellers meget godt. Af åbenlyse grunde er Ingolf Gabolds tid som dramachef mest interessant, og det er også den, der er prioriteret højest. Gabold forklarer sine dogmer og motiver i arbejdet med DR Drama på successerier som fx Krøniken, Livvagterne og Nikolaj og Julie, og det, som hans samarbejdspartnere (som fx Adam Price) roser ham for: at hans metode var at stole på forfatterne, vise dem tillid og ikke blande sig i deres arbejde, når først opgaven var stillet eller ideen købt.

»Not in control, but in charge of,« forklarer Gabold selv. Der lå en forventning om at forfatterne leverede den dobbelthistorie: Både underholdende og socialt vedkommende drama, men når dét var på plads, så gav han plads, siger forfatterne.

Ikke så mærkeligt, at de så tager anstød af, at han tegner et billede af sig selv som den store dukkefører. Det virker jo rent ud sagt besynderligt, at han tager æren for andres arbejde, når hans meget bevidste filosofi var netop ikke at blande sig.

Alfader

Og det er her, portrættet af det hele menneske Ingolf Gabold forsøger at give et bud på en forklaring. Ingolf Gabold omtaler selv sit liv som et manuskript, og han analyserer konstant på de mennesker, der er omkring ham, og de analyserer på ham, som om han var en karakter i et stykke tv-drama.

Gabold bliver selv den dobbelte historie. Han står centralt som det lille tyskerbarn, der bliver svigtet af sin far, men omringes af omsorgsfulde, men ikke udviklingsresistente kvinder. Siden bliver Gabold en alfaderlig skikkelse (som også konsekvent optræder som karakter i de mange tv-serier, som han har været involveret i) for en lang række dygtige kvinder, som han alligevel ikke vurderer dygtige nok til at overtage hans plads i DR-drama.

»Der var faderdrab i luften,« siger han selv om hans sidste tid i DR. Død er Ingolf Gabold heldigvis ikke – selv om han i vanlig selviscenesætterstil for længst har købt sit familiegravsted – og hans biografi er betimelig.

Kristoffer Zøllner: ’Drama. En biografi om Ingolf Gabold’, forlaget Momenta. 259 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Anita Brask Rasmussen

Ingolf Gabold skal have tak, hvis han har bidraget til at få gjort betalingen til DR til en post på Finansloven - den nuværende kopskat er helt urimelig overfor mennesker med lav indkomst.

Hvis DR yderligere kunne blive et tilvalg i TV-pakken, så fortjener Ingolf Gabold dobbelt tak.