Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kontant satireteater med gnomede embedsmænd og klistrede spindoktorer

Penge er sjældent andet end en rekvisit i teatret. Men pengesnyd er faktisk emnet i Off Off Produktions groteske satireforestilling ’Skattesagens helte’. Med ministre, DJØF’ere og ægtemænd som skurke
På med parykken, af med brillerne … Sådan skifter de tre skuespillere i ’Skattesagens helte’ hele tiden roller, mens beretningen om manipulationerne i Skatteministeriet og hos SKAT bliver til veloplagt satire hos Off Off Produktion.

På med parykken, af med brillerne … Sådan skifter de tre skuespillere i ’Skattesagens helte’ hele tiden roller, mens beretningen om manipulationerne i Skatteministeriet og hos SKAT bliver til veloplagt satire hos Off Off Produktion.

Anders Hjerming

Kultur
10. november 2017

Det er sjældent, at penge har hovedrollen i en teaterforestilling. Antagelig fordi penge er ret uinteressante i sig selv, sådan dramatisk set. Det er magtkampene for at skaffe disse penge – eller for at stjæle dem – der skaber drama. Sammen med angsten for at miste dem igen.

Men nu har Off Off Produktion og Ina-Miriam Rosenbaum kastet sig over både millioner og milliarder i forestillingen Skattesagens helte.

Forestillingen viser sig at være en ret helteløs satire. Den er i hvert fald en grotesk, journalistisk afdækning af de personer, der brugte enorme ressourcer på ikke at få noget ud af at grave i skattefriheden hos Helle Thorning Schmidts mand Stephen Kinnock.

Teksten er skrevet af Kristian Halken. Han kan sætte ord på folkelige frustrationer, så de vækker genlyd. Og han sætter sagen på spidsen, akkurat som en satire skal gøre det. Som en undrende replik lyder: »Hvor går grænsen mellem moral og ideologi?«

Replikkerne boltrer sig ellers kådt mellem parodier og klicheer. Det er nærmest forløsende, når DJØF’erne diskuterer, hvad de skal gøre med den viden, som ikke passer ind i deres magtbeføjelser. Ikke mindst, når de seriøst taler om bare at lække det hele til Cirkusrevyen …

Telefonkø hos SKAT

Skattesagens helte begynder med, at Ina-Miriam Rosenbaum går ind på scenen – i rollen som sig selv som skuespiller. Hun taler i telefon med en medarbejder fra SKAT. Eller rettere sagt: Hun venter på at komme igennem telefonkøen. Da det endelig lykkes, sviner hun personen til i så infam en frustration, at salen ryster af genkendelsens latter.

Det er befriende! Hun raser over alle de milliarder, der er forsvundet fra SKAT, tilsyneladende uden at det får konsekvens for SKAT’s medarbejdere. For her står hun og har fået en efterskat på et beløb, der er langt højere end det, hun overhovedet har tjent! Og det kan altså ikke passe …

Dette aktuelle afsæt til forestillingen rammer publikums skattefrustrationer med største præcision. At milliardskandalen så ikke viser sig at være forestillingens egentlige emne, kan godt virke skuffende. Alene fordi det svindlede beløb er langt større end det, som statsministerens mand kunne være blevet pålagt at betale. Altså dengang han opholdt sig ret mange dage om året i Schweiz – såfremt ifald.

Skuespillerne mosler rundt, som på speed, mellem de forskellige roller som gnomede embedsmænd, strategiske chefer og klistrede spindoktorer.

Skuespillerne mosler rundt, som på speed, mellem de forskellige roller som gnomede embedsmænd, strategiske chefer og klistrede spindoktorer.

Anders Hjerming

DJØF’er på speed

Som teater betragtet er forestillingen yderst veloplagt. Skuespillerne mosler rundt, nærmest som på speed, mellem de forskellige roller som gnomede embedsmænd, strategiske chefer, klistrede spindoktorer og så videre. På med parykken, af med brillerne. Dette er kontant satireteater, og det holder tempo.

Anne Zacho Søgaard har iscenesat med dynamik og ublu kropslighed i David Gehrts kølige og bevidst kønsløse kontorlandskabsscenografi. Det skaber en sjov kontrast. Også til de to heftige musikere Anders Birk og Michael Andersen, der overvåger det hele fra bagscenen iført jakkesæt, nærmest som et par PET-vagter.

Troels for altid

De tre skuespillere spiller gakket og fandenivoldsk. Ina-Miriam Rosenbaum gør sig selv til naturligt centrum med barok humor og feministisk overmagtstilfredshed som den emsige departementschef, der løber sur i sin selvbestaltede rolle som ’indretningsarkitekt’ i ministeriet.

Søren Bang Jensen spiller med tilsvarende underdrivelse adskillige af hendes undersåtter, der møver og pleaser, så det stinker i teatersalen. Men det er den storsmilende Andreas Jebro, der får forestillingen til at løfte sig med sine fuldkommen ustyrlige udbrud i diverse roller; allermest i yndlingsrollen som skatteminister Troels Lund Poulsen.

Andreas Jebro kan få det ellers ret kedsommelige persongalleri af DJØF’ere og politikere til at virke vildt interessant, fordi han sætter sin egen høje og mystisk smidige krop i spil sammen med de virkelighedsforvridende replikker.

Da han i den ømmeste scene pludselig løfter Ina-Miriam Rosenbaums lille krop op i armene og holder hende fast om sin høje krop som et barn – med hendes ben strittende i forbløffelse – er salens jubel ikke til at holde nede.

For som de siger med beklagende statsministerstemmeføring: »Jeg har begået en fejl. En sløset fejl.« Og så er den skattesag åbenbart ude. Snip, snap, snude. Så kan vi andre bare tude.

’Skattesagens helte’. Tekst: Kristian Halken. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: David Gehrt. Koreografi: Rebekka Lund. Lys: Súni Joensen. Lyd: Magnus Hansen. Sangtekster: Jens Korse. Musik: Anders Birk og Michael Andersen. Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig. Off Off/ Production. Oplevet på Teater Grob. Turné, bl.a. Svalegangen i Aarhus 10-11. november, Sønderborg 13. november, Stevns 15. november, Slagelse 16. november, Høje Taastrup 19. november, Næstved 23. november og Silkeborg 27. november 2017.

Serie

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den forestilling vil jeg gerne se. Kommer den til Midtjylland?