Læsetid: 5 min.

Efter krampegråden inhalerer Björk verden frit

Det er det ubesværede åndedræt, der præger Björks seneste og 11. album, ’Utopia’. Som en kærlig conquistador – eller Odysseus – vender hun hjem og finder sit udgangspunkt så smukt forandret
Med et orkestralt og maskinelt formuleret verdensbegær erobrer Björk noget af sit tabte territorium tilbage på det nye album Utopia.

Med et orkestralt og maskinelt formuleret verdensbegær erobrer Björk noget af sit tabte territorium tilbage på det nye album Utopia.

Santiago Felipe/Redferns

24. november 2017

Björk. En ærefrygtindgydende kraft i de sidste 25 års musik. Ja, så massiv og innovativ en tilstedeværelse op igennem især 1990’erne, at hun på nogle måder er gået i et med det årtis musikhistorie, ikke kun som en leverandør af rystende albummer, men også som en elektricitet, der lyser gennem årtiet. En æstetisk og kunstnerisk filosofisk højspænding. En skifting, der forstår at få sit udgangspunkt i Island i dialog med en stadig højere teknologisk og globaliseret verden.

Ja, faktisk kan det nogle gange forekomme som en forkælelse, at man op gennem 00’erne trak lidt på skuldrene af endnu et Björk-album, hvor heltinden hver gang genopfandt sig selv. Ja, det var blevet så meget business as usual, at det nærmest føltes som en revolution, da hun ikke længere var revolutionær, som det skete, da hun udgav Biophilia i 2011. Bevares, der var et større teknologisk show i sving ved koncertopførelserne af værket, men det kunne ikke skjule at Björk havde lavet sin første almindeligt gode plade, og at der hverken var stilistisk eller kompositorisk overskud at spore på albummet.

’Break-up’-plade

Fire år senere, i 2015, skete der så igen noget skelsættende. Hun lavede en breakup-plade. Og det var ganske officielt. Björk lod biografien stå som billettør ved indgangen til værket, fortællingen om det i 2013 forliste forhold til den amerikanske kunstner Matthew Barney, som hun har datteren Isadora med. På Facebook forklarede hun, at hun et år inde i kompositionen af Vulnicura på sine hænder havde »et fuldstændigt hjertesorgsalbum,« der endda dokumenterede processen med »præcis emotionel kronologi.«

Det var en revitaliseret Björk, der på Vulnicura for første gang fulgte sit spor tilbage i tiden, retur til det forrygende mix mellem forrevne electronicaprogrammeringer og dramatiske strygerarrangementer, der først blev undersøgt på hovedværket Homogenic fra 1997. Som en anden Odysseus vendte hun hjem efter årtiers eventyr på farefulde oceaner.

Björk har også gennem alle disse år været en tænker, en filosofisk tilstedeværelse i musikkulturen, i forhold til politik, mode, teknologi, arv og musik. Og nu vejrer hun morgenluft. Eller måske rettere: Hun forestiller sig duften af morgengry, af utopia. Hvilket også er titlen på hendes nye 11. album.

Mens Vulnicura kunne høres som krampegråd, så er Utopia en lysning, en lettelse, en gavmild gestus. Björk har denne gang kastet sin kærlighed på fløjter, så vidt jeg kan høre blok-, tvær- og piccolofløjter. Tidligere har det været især strygere, men også blæsere. Og et enkelt skibshorn. Men denne gang er det fløjterne, der farver lydbillederne. Og fuglene, både de tropiske og havmågerne.

Men faktisk er det første, man tænker på under lytningen, rum. At der er god plads i Utopia. Plads til instrumenter, mennesker, tanker. Rummelighed. Klangrummene er store, og der er langt mellem klangkilderne, om det så er Björks ikoniske stemme og sang eller de traditionelle instrumenter (strygere, fløjter, blæsere, percussion) eller maskinparken (med lydmetaforer for pladetektonik, stenkværn, kollaps, hoppebolde, genfødsel). Højt til loftet, luftigt, vægtløst takket være hændernes og lungernes musik. Utidig groundet gennem programmeringens tredimensionelle og komplekse beatbunde. Hud og harddisk.

Futuristisk fartgudinde

Utopias vidtrækkende verden illustreres måske bedst med det næsten ti minutter lange »Body Memory«, et konstant changerende nummer, rytmisk og harmonisk og instrumentalt og klangligt. Men med forholdsvis konstante vokalmelodier og -fraseringer hele vejen igennem, hvilket giver fornemmelsen af, at Björk vandrer gennem musikken, mens hun synger. At hun er det uforanderlige punkt i en verden i evig forandring, og dermed egentlig det modsatte af, hvordan vi typisk opfatter hende som den kroniske genopfinder, futuristiske fartgudinde, avantgardiske popgeni.

»I’m walking hills and valleys,« synger hun hjælpsomt i »Body Memory,« mens hun bevæger sig på tværfløjternes højderygge og ned i strygernes slugte. Måger tirrer, et rovkattedyr foretager de indledende aggressioner inden drabet. Så er vi under vand, beats ekkoer, noget slår mod bunden af båden over vore hoveder. »Like threading an ocean through a needle.« Et unisexkor lyser ned til os gennem havoverfladen. »Then body memory kicks in.« Og så »My ancestors reform.« Snart er vi på landjorden igen, vist i en skov. Tværfløjternes droner og lystige zigzag illuderer en lysning med sommerfugle. Og undertrykkelse. »Kafkaesque. The forest like patriarchy

Den 52-årige islænding har udtrykkeligt afvist at forsyne kritiker- og journaliststanden med tekster til Utopia, fordi det »udelukkende handler om musikken,« som hun har formuleret det. Svært er det dog at ignorere dem under ovenstående linjer eller når ord som »Kama Sutra« stikker sine stavelser ud af botanikken.

Men det er da en honnet og interessant ambition. Tekster har det med at fylde for meget i vores afkodning af et værk. Lige som pressebilleder også kan. For eksempel bærer Björk på et af pressebillederne en flot mørkerød højglansstrålende strapon-dildo.

Hjerteklapper af stål

Men, ja, det lukker for meningerne, selvom det er nærliggende at tale om et polymorft album. Det lykkes Björk i samarbejde med den venezuelanske electronica-kollaps-mester og medproducer Arca (der også medproducerede Vulnicura) at skabe et frit flydende spektrum, en fornemmelse af at det binære, traditionelle, grundfæstede er opløst og nu flyder sammen i nye mønstre. I færd med at slå rødder i fremtiden. Der som bekendt altid er der og kommer til at ske.

»Losss« er et andet helt forunderligt nummer. Maskinerne, der stempler som nådesløse hjerteklapper af stål, mens tværfløjter trækker vejret med lunger af sorg. Og ud af hjerteflimmeret rejser et kirkeorgel sig til sidst, inden det hele ramler. Og Björk, der synger skiftevis i højre og venstre kanal, Blød og mellemtonet i venstre, lysere og mere iltet i højre. Jord og luft.

Utopia er en dyb indånding, du ved, dem som vi glemmer at tage til daglig, dem som kan grounde os, åbne os op for andre erkendelser, give os ro midt i lyshastigheden. Og Utopia er en dyb udånding. Så ulig kvalerne og kramperne på Vulnicura.

Med et orkestralt og maskinelt formuleret verdensbegær erobrer Björk noget af sit tabte territorium tilbage. Ikke længere alene i endnu ikke kortlagte egne, men i gang med – helt fraktalt – at læse nye og andre betydninger ind i det allerede erobrede. En gang imellem sker det med lidt for meget jubeloptimisme og lykkelyd til følge. Men generelt er det lyden af en kærlig conquistador – eller Odysseus – der vender hjem og finder sit udgangspunkt så smukt forandret. I manglen på absolut genkendelse gemmer muligheden for forandring og håb sig.

Björk: Utopia (One Little Indian). Udkommer i dag 24.11.17.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu